Alex. Miraklet fra Stalins Gulag

Af Jytte Kjær Schou

En stærk, personlig, omfangsrig og uhyre detaljeret beretning om Stalins berygtede Gulag lejre, om ukuelig livsvilje, ubrydelig kærlighed og om de traumer, der fulgte med ud i friheden.

Bogen er fortællingen om den unge sønderjyske læge, Alexander Thomsen, der umiddelbart efter 2. Verdenskrig laver humanitært arbejde for Røde Kors i Berlin. Baseret på falske anklager om, at han skulle have hjulpet nazister ud af Berlin, bliver han fængslet og tortureret af det hemmelige sovjetiske politi og kommer til at tilbringe 10 år i forskellige fangelejre. Han forelsker sig i sin medfange, den unge lettiske læge Olite, og deres forbudte kærlighed resulterer i sønnen Alex. Broderen Hans Peter, der er en højtstående amerikansk efterretningsofficer, arbejder utrætteligt på at opspore Alexander og fremskaffe dokumentation for hans uskyld. Deres fire stemmer bindes sammen af forfatteren og journalisten Thomas Kvist Christiansens kommentarer.

Bogen ar baseret på Alexander Thomsens omfangsrige bog ”I menneskelighedens navn” fra 1960. Den er kraftigt bearbejdet og redigeret med tilføjelse af Olites beretninger og dagbogsoptegnelser og sønnens beretning. Der tegnes et uafrysteligt billede af de umenneskelige vilkår i Gulag lejrene, og der gøres meget ud af at dokumentere, at Alexander Thomsen er uskyldig, og at de danske og svenske myndigheder har svigtet ham groft. Det er forståeligt, at sønnen har haft brug for at få fortalt hele den traumatiske familiehistorie, men bogens omfang, detaljeringsgraden og de mange gentagelser begrænser anvendeligheden.

Stærkest står beskrivelserne af forholdene i fængslerne og lejrene, ikke mindst Alexanders og Olites egne beretninger, som gør et stort indtryk. De møder både stor brutalitet og varm medmenneskelighed hos de mange mennesker, de kommer i berøring med. Alexander gør sig tanker om den russiske folkesjæl, der synes tæt forbundet med lidelse og en affinden sig med tingenes tilstand. Bag et brutalt ydre gemmer der sig undertiden stor sentimentalitet. Uvisheden og vilkårligheden er faste følgesvende. Man ved aldrig, hvad man kan vente sig. Sult, kulde og underernæring, det uundgåelige utøj og hårdt arbejde nedbryder helbredet. Kærligheden giver Alexander og Olite håb, men de straffes ved at blive skilt fra hinanden, og den lille dreng bliver som toårig fjernet fra sin mor. Kun via hjælpsomme medfanger kan de holde en sporadisk brevveksling i gang.

Hans Peters arbejde på at skaffe dokumentation for Alexanders uskyld lykkes, men det er skønne spildte kræfter, for de danske myndigheder gør ikke noget for at få frigivet Alexander. Da han endelig bliver frigivet i 1955, er Hans Peter død, og han må vente nogle måneder på at blive genforenet med Olite og den lille søn, han aldrig har set. Det lykkes endda kun med statsminister H.C. Hansens hjælp.

I Danmark modtager Alexander og Olite ingen hjælp fra myndighederne. De starter på bar bund med støtte fra venner. Selv om Alexander er uddannet både på danske og tyske universiteter og har skrevet en afhandling, må han tage sin lægeeksamen om. Han kommer dog til at arbejde som læge. Med til historien hører også de alvorlige fysiske og psykiske skader, forældrene har pådraget sig i fangelejrene. Sønnen kan berette om en ensom barndom uden kærlighed og varme. Faderen er besat af at dokumentere sin uskyld og lukker sig inde på kontoret efter arbejdstid. Moderen er ikke i stand til at arbejde og magter ikke at tage sig af sønnen. Alex får ingen svar på sine spørgsmål, og først som voksen, da han får adgang til faderens mange efterladte dokumenter, begynder han at forstå forældrene.

Med krigen i Ukraine har bogen fået en uhyggelig aktualitet. Hvem tør tro på, at Gulag lejrene kun er historie set i lyset af ”evakueringen” af tusindvis af ukrainere til en uvis skæbne i Rusland?

[Historie-online.dk, den 29. juni 2022]