Menu
Forrige artikel

Amager – den lysegrønne ø

Kategori: Bøger
Visninger: 11714

Af Tommy P. Christensen

Den foreliggende bog rummer nogle af de bedste elementer fra den såkaldte ”coffeetable-book-tradition”: statelig i både størrelse, udformning og indbinding, mange gode kort og fyldt med dejlige billeder ledsaget af korte kommenterende tekster. De mange, fine farvefotografier i denne bog er taget af fotografen Ole Winther, og så mange af dem fortjener at fremhæves, at det faktisk er lettere at sætte fingeren på de tre billeder der er medtaget, trods modlys tydeligvis har drillet fotografen (s.167, 179 og 188)! Det fine kortmateriale har man fundet hos Krak A/S, og til beskrivelsen af øens mange herligheder er der valgt en forfriskende ny opdeling, hvor der efter en kort, men god introduktion til det 20. århundredes Amager, berettes om øens nordligste del. Her har man valgt at pointere Chr. 4.s betragtninger ved anlæggelsen af den befæstede by Christianshavn ”på Vort Land Amager” - og følgelig medtaget Christianshavn i en Amager-beskrivelse. Ganske fiffigt, og utvivlsomt helt efter Chr. 4.s hoved!

Resten af øen følger ganske stringent opdelt i Nordøst Amager, Sydøst Amager, Sydvest Amager, Nordvest Amager – og endelig som en selvstændig afdeling: ”Saltholm – Øresunds grønne prærie”. Her får vi på 14-15 sider en smagsprøve på, hvad en dag på Saltholm kan give øens gæster, og det er virkelig slående at denne idyl er blevet reddet trods øen var dømt til at blive regionens storlufthavn, og trods alt ligger midt i det vækstcenter der nu kaldes Øresundsregionen.

Intet mindre end et billedmæssigt scoop finder man på et opslag, hvor omtalen af Kløvermarken – Skandinaviens første Aerodrom – ledsages af dobbeltdækkere, der har indtaget grønsværen i anledning af markeringen af 100 års-dagen for Robert Svendsens Sundflyvning den 17. juli 1910.

Mindre heldigt forekommer det derimod, når (u-)kendskab til Frederiksstadens og Holmens bygningshistorie resulterer i en billedtekst, der ligefrem fremhæver, at A.P. Møllers Opera er ”flot placeret i aksen Marmorkirken, Amalienborg og Amaliehaven med Springvandet” uden at der kommenteres på sagen set fra Amager-siden, hvor den fine, historiske 1700-tals akse samtidig blev totalt spoleret. Ellers kommer man godt og grundigt rundt om hele det moderne Amager, fra Søvang – Danmarks længste badebro, over de rekreative områder på  Fælleden, hele Ørestaden med dens moderne arkitektur opbygget omkring den skinnebårne trafik og fænomenet Fristaden Christiania, der i øvrigt omtales forholdsvis positivt – muligvis på grund af sin positive indvirkning på antallet af turister. Kun udviklingen helt syd for det gamle Islands Brygge og de to gamle frøsiloer fra Dansk Soyakagefabrik (ombygget til Cap Gemini) ser ud til at have undgået forfatterens opmærksomhed. Her er Havnestaden og et helt nyt boligområde ved at skyde op mellem Sydhavnen og Artillerivej. Derimod oplyses det i billedteksten om Hans Tausens kirke på Islands Brygge (s.188) at Ole Ege blev konfirmeret fra kirken ”- og hans kære mor bisat i 1987”. Efter nærværende anmelders opfattelse irrelevant for bogens læsere, ganske ligesom oplysningen om, at forfatterens børn blev konfirmeret i Nathanaels Kirke (?!)

Tilvarende kunne det godt være en overvejelse værd, hvorvidt bogens sidste 48 sider strengt taget er nødvendige? Dels er det en generel opsummering af øens historie, der bortset fra de mange nydelige illustrationer ikke bevæger sig ud over den traditionelle, let summariske gennemgang af øens historie fra oldtiden til en kronologisk opstilling af kirkerne på Amager. Dels skal opstillingen øjensynligt tjene til at fremføre en uunderbygget påstand om en tidlig, nu ukendt forgænger til St. Magleby kirke, som værende øens ældste kirke, trods de skriftlige kilder faktisk omtaler Tårnby kirke som kirken på Amager, og de arkæologiske udgravninger nær Tårnby kirke har dokumenteret en bebyggelse fra vikingetiden. I det hele taget er læsningen af de latinske kilder til øens tidlige historie ikke forfatterens stærke side, trods han – uden kildehenvisning – flere steder trækker på oplysninger fra disse. Tilsvarende savnes kildehenvisninger i forbindelse med den flotte gengivelse af ”det ældste kort over Amager” fra 1656. Generelt er bogen gennemgående helt uden noter (også i den historiske del), og en litteraturliste med den anvendte litteratur mangler ligeledes.

Sammenfattende skal disse vrisne bemærkninger fra en faghistoriker dog ikke overskygge, at der nu foreligger en smuk gavebog med mange fremragende farvebilleder fra hele øen. Den vil være god at give til alle, der endnu ikke måtte have opdaget, at ”lorteøen” for længst er en saga blot, og der i dag nærmest er tale om ”Hovedstadens Manhattan” - med Ørestad, IT-Universitet, DR-By, et nyt Islands Brygge med Havnebad, en trendy strandpark på Amager Strand og Metrolinjer til det meste. Derfor bør man atter tage en søndag på Amager – siden 2010 er der tilmed blevet opsat skilte til en Marguerit-rute rundt på øen!

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Glerup Fattiggård 1870-1950 – En institution for fattige og udstødte på Hadsund-egnen
En købmand i provinsen
Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet Slesvig