Menu
Forrige artikel

Da verden gik amok

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 7606

Af Nils Arne Sørensen, lektor, Syddansk Universitet

”Med sidste bind af USA-historien var der sat punktum,” skriver Erling Bjøl i sine erindringer og henviser til, at med det 3. bind af hans USA-historie (1988) skulle det være slut med hans indsats som forsker og formidler. Sådan gik det heldigvis ikke. Siden er der kommet både lærde værker om krig og fred, fremragende erindringsbind og talrige aviskommentarer. Og nu foreligger sandelig en ny tommetyk og kilotung bog fra hans hånd.

Helt ny er den nu ikke. Der er i stedet tale om en ”omskrevet og revideret” udgave af bind 2. af Vor tids kulturhistorie fra 1978. Når man sammenligner de to bøger får man mistanke om, at det er så som så med omskrivningen. Den nye bog har to helt nye afsnit, der perspektiverer perioden både forud og fremad, men ellers ligner kapitlerne og bøgerne hinanden – selv om formatet er blevet lidt anderledes og billederne færre, men meget flottere. Men en nærlæsning viser, at der ikke er tale om falsk reklame fra forfatters og forlags side. Selv om største del af teksten er genbrug, så er der sket store ændringer. Tekststykker er fjernet og nye og mange flere er kommet til. Det gælder i mange detaljer (I den nye udgave får vi fx at vide, at hovedpersonen i Marcel Carnés film, Tågernes Kaj, er desertør; det stod der ikke i den gamle), men det gælder vigtigst i form af længere nye passager, der er søgt passet ind i bogens oprindelige struktur og fortælling.

Hermed har Bjøl bevæget sig ind i en meget vanskelig opgave, for det er sin sag at opdatere en næsten 30-år gammel bog, så den bliver tidssvarende – og det er naturligvis ambitionen. Om førsteudgaven skriver Bjøl – igen i erindringerne – at den skulle ”formidle historiske forskningsresultater til læsere uden faghistoriske forudsætninger.” Det lykkedes flot i 1978, og det lykkes også et godt stykke i den nye bog. Først og særligt iøjnefaldende er det, at Bjøl bestemt ikke har mistet sin formidlingstæft. Sproget flyder smukt, og Bjøl har et skarpt blik for både det, journalister kalder en ”krog” (dvs. den lille historie, der skal fange opmærksomheden), og for de illustrative eksempler. Fremstillingen er præget af et klart engagement, der generelt er en styrke, men dog også har en tendens til somme tider at glide over i (reelt arrogante) fordømmelser af fortidens dårskab – det er bestemt ikke hos hermeneutikkerne, at Bjøl har stået i lære!

Ser man på indholdet er billedet lidt mere blandet. Forskningsinteressen for fænomener som kommunisme, nazisme, holocaust og de to verdenskrige har jo været enorm i de sidste 30 år, og på mange områder er den faglige konsensus i dag en helt anden, end da Bjøl skrev første udgaven. Bjøl har fint indtænkt de nye indsigter, der har placeret racismen som det helt centrale i nazismen, ligesom også Stalin-tiden har fået en gennemgribende opdatering. I 2. verdenskrig er der gjort langt mere ud af krigen på østfronten og af den amerikanske indsats, men krigen er nu ikke blevet globaliseret. Bjøl skriver forbløffende lidt om Japans krigsførelse, både i Stillehavet og Asien; Kina er stort set forsvundet og det samme gælder Afrika  – i forhold til at bogen udgiver sig for at være global i sin titel, så er den ualmindelig traditionel euro-atlantisk i sit indhold. Det kan også undre, at Bjøl ikke gør mere ud af den brutale racekrig, som tyskerne førte i Østeuropa. Heller ikke skildringen af den første verdenskrig er vellykket opdateret. Afsnittet om krigens betydning for kvinder var således på omgangshøjde i 1978, men meget langt fra i 2005, og mere generelt er det påfaldende, at den mest markante revision af skildringen af krigen består af meget barske fordømmelser af de militære ledere med Haig i spidsen; fordømmelser som slet ikke forholder sig til den nyorientering, som den engelsksprogede militærhistoriske forskning har gennemgået siden midten af 1980erne. Til gengæld skal det anføres, at de mange kulturhistoriske afsnit (som der ikke er ændret meget i) generelt holder godt. Det er en af Bjøls mange forcer, at han med lige stor lethed og indsigt mestrer både finkultur og populærkulturen.

Sjuskfejl er bogen ikke fri for (fx har Bjøl fastholdt en formulering af, at Verdun-slaget er historiens blodigste, selv om de tal han selv anfører viser at tabstallene fra Somme var højere; forklaringen er, at Bjøl har indføjet de nyeste, nedjusterede skøn for tabene ved Verdun!). Irriterende er det, at Bjøl opererer med litteraturhenvisninger, der ikke bare er helt usystematiske, men også upræcise – helt derhen, at adskillige forfattere, der anføres i henvisningerne, ikke optræder i litteraturlisten. Den slags skulle forlagsredaktøren havde fjernet – ligesom forlaget skulle have ofret mere på bogens udstyr: mit eksemplar er godt på vej til at falde fra hinanden uden at være blevet udsat for mere maltraktering end læsning i en lænestol.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Michael Klos: Den første verdenskrig
Krigen til søs 1914-18
Grænsen er nået