Michael Howard: Den første Verdenskrig
Af Nils Arne Sørensen, Syddansk Universitet.
Som på så mange andre områder er det også gået noget inflation i betegnelsen ”Grand Old Man”. Men Michael Howard har fortjent tilnavnet i ordets oprindelige, kraftfulde betydning. Han har gennem årtier markeret sig som en af Storbritanniens allerbedste militærhistorikere og gjort en stor og virksom indsats for at føre krigshistorie ud af militærakademierne, hvor kommende generaler lærte om fortids krige, og ind i den faghistoriske mainstream. Howards indsats er ikke mindst gået ud på at skrive militærhistorien sammen med samfundshistorien i bred forstand: hverken krig eller militær kan forstås, hvis man ikke ser det i samspil med politiske, sociale og økonomiske processer har været hans centrale pointe. Det tema er allerede slået an i hans store værk om den fransk-tyske krig fra 1961 (The Franco-Prussian War), men er især præsenteret i fornem stil i hans lille og meget læseværdige bog om krig og samfund i Europa fra middelalderen til "Atom-alderen", der i 1977 kom i dansk oversættelse med titlen Krigene i Europas Historie.
Det desværre ikke denne Howard, vi møder i denne bog. Det er i stedet en Howard, der er stort set er vendt tilbage til den gammeldags krigshistorie, der anskues fra generalernes og politikernes perspektiv. Af forordet fremgår det, at valget er foretaget helt bevidst, men i lyset af de sidste 20-30 års forskning i krigens historie rummer bogen simpelthen forbløffende beskedent blik for sociale og økonomiske aspekter (de er med, men fylder ikke meget) – for slet ikke at tale om det kulturhistoriske blik, der i snart mange år har spillet en hovedrolle i forskningen. Inden for det valgte snævre og altmodische perspektiv har Howard leveret en udmærket fremstilling af krigens historie – fra forspillet i stormagternes kappestrid og til fredsafslutningerne i 1919 (mens krigens virkningshistorie, der er en hovedårsag til den store interesse omkring Den store Krig, spises af med mindre end halvanden side).
Helt på omgangshøjde med forskningen virker den ældre herre (f. 1922) ikke længere; det undrer fx, at han citerer fra von Falkenhayns berømte julememorandum fra 1915 om de tyske krigsplaner for det følgende år, selv om den tyske Holger Afflerbach har sandsynliggjort, at memorandumet er en post-festum efterrationalisering fra 1919 i en store biografi om den tyske hærleder fra 1996. I sit appendiks over ”krigens samlede tabstal” har Howard også glemt, at lande som Belgien, Grækenland, Japan, Kina, Montenegro, Portugal, Rumænien og Serbien deltog i krigen. For disse lande var de samlede tabstal over 600.000, og faktisk var det de mindre stater som Montenegro, Rumænien og Serbien, der relativt set led de største tab. Hermed indskriver Howard sig i rækken af historikere fra nu- og forhenværende stormagter med et stormagtscentreret historiesyn, og det kan ikke undgå at irritere en læser fra en småstat en smule.
Det forekommer alt i alt lidt trist, at Borgen har valgt at oversætte dette alt andet end opsigtsvækkende værk af en normalt så spændende historiker. Bedre er det ikke af, at Howards elegante pen i den danske oversættelse er blevet til en noget tung (om end korrekt) prosa. Tilbage står blot at henvise læsere, der vil forstå, hvorfor Howard har så høj en stjerne på historikerhimmelen, til andre værker som fx Krig og samfund i Europas historie. Og desuden håbe, at Borgen vil følge Howards bog op med den parallelle bog om 2. verdenskrig, som Oxford University Press lancerede i samme format for et par år siden. Den er skrevet af den nytænkende historiker, Joanna Bourke, og her får man fuld valuta for sine penge.
