Et krigsudbrud og dets fortolkninger
Af Nils Arne Sørensen
2014 bliver, som de fleste historisk interesserede har opdaget, et af de helt store jubilæumsår. Hjemme er det mest 150-året for 1864 vi har hørt om; i Norge er det 1814: enden på den lange danskernat og vedtagelsen af Eidsvollforfatningen (det kommer til at dryppe lidt her sydpå – den nationalistiske konstruktion danskernatten er fortrængt, og nu er vi broderfolk). I resten af Europa og den vestlige verden er det imidlertid 100-året for første verdenskrig, det handler om, og det kommer ikke til at gå stille af, ikke mindst i lande som Frankrig og Storbritannien. Det bliver markeret med talrige offentlige ceremonier, udstillinger, konferencer, tv-produktioner, spillefilm og ikke mindst en strøm af bøger om krigen i et væld af genrer. Chancen for, at krigs-hype slår over i krigs-fatigue forekommer overvældende. Det er måske forklaringen på, at verdenskrigen allerede her i 2013 fylder godt i de internationale forlagskataloger – fx med tommetykke bøger om krigsudbruddet af succesforfattere som historikerne Max Hastings og Margaret MacMillan.
Om deres bøger dukker op i dansk oversættelse, ved jeg ikke, men det forekommer sandsynligt. Men allerede nu foreligger der en dansk fremstilling af krigsudbruddet af den pensionerede rektor, dr. scient. Sten Hansen (med et selvstændigt bidrag af Erik Stengaard, der som Hansen er pensioneret rektor men med en baggrund som historiker). Det er altså en amatørhistoriker, der er hovedforfatter og helt fra begyndelsen anslås der også en anden tone, end man normalt finder hos historikere. Bogen vil skildre ”de faktuelle forhold” og vil søge at drage en lære af de historiske begivenheder – ”altid … et naturligt mål” med historiske undersøgelser, som det skrives. Her vil de fleste faghistorikere studse; det vil de også over Hansens karakteristik af sin bog som ”fortælling” snarere end forskning; Hansen ærinde er ikke at fortælle, men at forklare. Den centrale interesse er at forklare krigsudbruddet, herunder at vurdere fremherskende fortolkninger (fra Versailles traktatens påstand om Centralmagternes krigsskyld over den i mellemkrigstidens dominerende ”indgliden-forklaring” og til Fischer-tesen om krigens rod i den tyske magtelites bestræbelser på at ”gribe efter verdensmagten”, fremsat i 1961 og fortsat omdiskuteret). Diskussionen af disse fortolkninger er klart bogens bedste og klart læseværdige del.
Desværre er det bogens mindste del. Før vi når frem til denne diskussion ”fortæller” Nielsen ”de faktuelle forhold”, der ledte op til krigen. Det gøres i betydelige detaljer og med et ganske langt tidsperspektiv. Uden at gå i detaljer må det siges, at det kan man læse bedre om mange andre steder, og undervejs i ”fortællingen” om vejen til krigsudbruddet møder læseren en del ræsonnementer af snusfornufttypen, der ikke ligefrem leder tanken hen på de ”faktuelle forhold”, som Hansen lover at koncentrere sig om. Fremstillingen bygger tydeligt ikke på den nyeste litteratur – typisk er Churchills bog om verdenskrigen den hyppigst citerede, og fx havde Hansens tolkning kunnet hente betydelig ammunition i Christopher Clarks både roste og omdiskuterede The Sleepwalkers fra 2012 (det skal dog siges at Stengaard i sine supplerende kommentarer sidst i bogen inddrager Clarks tidligere bøger om Tyskland).
På den baggrund må det siges, at dette ikke er bogen, som interesserede skal henvises til, hvis de vil have en god og opdateret diskussion af krigens årsager. Det kan man heldigvis finde så mange andre steder, fx i MacMillans nye bog – og Clarks mammutværk er bestemt også nogle timers læsning værd. Mon ikke den kommer i en dansk udgave? Den sælger i hvert fald godt i udlandet.
