Første verdenskrig i mikroperspektiv
Af Charlotte S H. Jensen
Årets udgave af "Fra Als og Sundeved" er en selvstændig bog, der, med introduktion og kommentar, gengiver de syner, som en ung kvinde på Broagerland oplevede omkring og efter 1. verdenskrig. Bogen rummer en kort indledning og er forsynet med en grundig beskrivelse af såvel den seende kvinde, som synernes sociale, nationale og kristne kontekst. Især personen bag åbenbaringerne træder stærkt frem.
Da Maria Gørrigsen i 1917 fik det frygtede brev om, at hendes bror Lorenz var faldet ved Vestfronten, kunne hun ikke tro, at det var sandt. I måneder og år derefter så hun syner. Hendes bror var ikke død, men holdt i fangenskab i fjerne egne i Afrika eller Asien. Og han ville vende hjem til Sønderjylland, når det atter var blevet dansk. I to skrivebøger på over 200 sider nedskrev hun sine syner, illustreret af mere end 100 farvelagte tegninger i forskellige størrelser.
Maria Gørrigsens åbenbaringer beskriver en religiøs verden, som man sjældent oplever og lader os opleve 1. Verdenskrig set gennem én menneskeskæbne, hendes verden, drømme og tanker. Det er hermed et både spændende og følsomt indblik i et menneskes forestillingsverden, påvirket af krigen. Hvordan reagerer et menneske overfor denne type af påvirkning? Hvordan forholder man sig til meddelelsen om, at én af ens kære ikke kommer tilbage, men er blevet på slagmarken? Marias bud er naturligvis kun ét blandt mange.
Åbenbaringerne er gengivet med oprindelig stavemåde, tegnsætning m.m. og i datoorden - nøjagtigt som i Marias skrivebøger, og publikationen fungerer derved også som en fin kildeudgivelse. Mange af de oprindelige naivistiske illustrationer er i farver, og bidrager til at give bogen et appetitligt udseende, der appellerer til den almindelige bladreglæde.
Det er ikke nogen let opgave at beskrive et emnekompleks af den her nævnte art, på en både seriøs og fængende måde, der yder retfærdighed til personen og følelserne bag. Men det er absolut lykkedes. Alt i alt er "Første Verdenskrig i Mikroperspektiv" en meget vellykket og loyal beskrivelse af et usædvanligt menneskes åndelige oplevelser i en tid, ganske nær vores egen. Den kan varmt anbefales for alle med interesse for folkelig religiøsitet, tro og forestillinger.