Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen
Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet.
I 1972 stiftede Gert Normann Andersen firmaet JD-Contractor A/S; et professionelt dykkerfirma, der løser en bred vifte af entreprenøropgaver til søs. Sideløbende med dette arbejde har Gert Normann Andersen udvist en bred, marinarkæologisk interesse, men har haft særligt fokus, må man tro, på Første Verdenskrigs historie i Nordsøen, og i særdeleshed Jyllandsslaget 1916. På fagligt forsvarlig vis har Gert Normann Andersen og hans firma bjerget en mængde genstande fra de vanskeligt tilgængelige skibsvrag, og i 2015 blev resultatet af dette mangeårige arbejde gjort tilgængeligt for offentligheden ved åbningen af det imposante Sea War Museum Jutland i Thyborøn, hvortil også er knyttet en mindepark for Jyllandsslaget, åbnet 2016. I 2017 blev disse glimrende og uegennyttige initiativer så fulgt op af Knud Jakobsens bog Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen, som er den første udgivelse fra Sea War Museum Jutland. Hermed føjes endnu en vigtig del til det Normannske projekt; en del, som med Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen kommer til udfoldelse på en måde, som ikke kan rummes i en udstillings rammer. Der er ganske enkelt mediet til forskel. I udstillingen oplever man genstandenes fascinationskraft. I bogen gengives de omfattende historier og deres forudsætninger og følger på en måde, som ikke lader sig indarbejde i en udstilling, uanset hvilke tekniske og pædagogiske metoder man anvender. Man kan fortælle den samme historie i de to medier, men ikke på den samme måde.
Første Verdenskrig var ikke kun en landkrig, om end landkrigen fylder mest i forskningen, også den danske, ikke mindst i kraft af de mange dansksindede sønderjyder, der gjorde tysk tjeneste ved især Vestfronten. Første Verdenskrig var også en søkrig, og søkrigen i Nordsøen 1914-1918 er også en del af det neutrale Danmarks historie. De stor tyske og britiske flåder lurede gennem krigen på hinanden, søgte at bringe sig selv i en gunstig og modstanderen i en ugunstig position, hvilket også ofte lykkedes, med mindre omend nok så voldsomme slag og træfninger til følge, men det store slag, Jyllandsslaget 1916, blev faktisk til på foranledning af den danske damper N. J. Fjord, som lukkede damp ud efter at være blevet standset af tyske torpedobåde (s. 181), hvilket blev observeret af britiske fartøjer, hvilket igen førte til, at de store flåder for første og sidste gang stødte sammen i et slag, som ikke kunne ses men som kunne høres på den jyske vestkyst. Jyllandsslaget kostede mange skibe og tusindvis af søfolk, og kan i en vis forstand opfattes som søkrigens svar på landkrigens slag ved Verdun, der ligeledes udspandt sig i 1916. Hertil kom, at danske handels- og fiskefartøjer igen og igen måtte se sig impliceret i krigshandlinger, eller blev opbragt og sænket af den tyske flåde.
I Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen redegøres grundigt for såvel Jyllandsslaget (s. 176-237) som for de mange træfninger og begivenheder til søs, for livet ombord på overfladeskibe og i u-både, og for de barske vilkår ombord på luftskibene, der også udgjorde en integreret del af søkrigen. Alle historier foldes ud, ikke blot i forhold til den enkelte træfning eller det enkelte tema, men også i forhold til de overordnede rammer og i forhold til såvel det, der førte til denne eller hin træfning eller hændelse, og i forhold til efterspillet. Det gøres i en imponerende, men aldrig irrelevant detaljeringsgrad, som i forbindelse med historien om SMS Magdeburg, som gik på grund ved den estiske kyst, i hvilken sammenhæng det lykkedes russerne at få fat i de tyske kodebøger, som efterfølgende blev overdraget til Admiralitetet i London, hvilket satte briterne i stand til at afkode de tyske radiomeldinger under det meste af krigen (s. 14-25). Den tyske torpedobåd V 26 søgte at komme til undsætning, og om chefen på denne, kaptajnløjtnant Freiherr Diether Roeder von Diersburg fortælles (s. 22), at han i dag ligger begravet på Vang Kirkegård vest for Thisted. Diersburg omkom i 1918, da han ankrede op 120 sømil sydvest for Blåvand, midt i et minefelt, hvor han ville redde overlevende fra en minesprængning, men så selv blev ramt af en mine. Et fint eksempel på, hvorledes Knud Jakobsen følger sine historier og personer til ende, som i dette tilfælde så blev i Danmark.
Ud over hovedkapitlerne optræder en række velvalgte inserater eller temabokse, f.eks. om det store forbrug af træ ved de stivnede fronter (s. 149), dvs. træ som blev importeret fra Skandinavien og fragtet til fronter med skib, med de farer og forlis det nu indebar. Et andet af inseraterne samler både historien og medierne, bog og museum. Det drejer sig om u-båden U 20, som strandede ved Vrist 1916 (s. 121-128), og hvis kanon, periskop og tårn i dag kan ses på Sea War Museum Jutland.
Her i efteråret 2017 kører en serie på DR, Jagten på havbundens hemmeligheder. Man må ikke håbe, at den intetanende offentlighed får indtryk af, at det er på den måde, der dyrkes marinarkæologi i Danmark. Den ene af seriens hovedpersoner præsenteres som ”delvis lovlydig dykker.” Det tror man gerne. Og så er niveauet ligesom lagt. I seriens første afsnit udmærker man sig ved at flå en kanon, der fejlagtigt betegnes som en panserkanon, af vraget af den tyske minestryger M293, som blev sænket af britiske fly i april 1945. Kanonen viser sig at indeholde en skarp granat, og efterfølgende bliver den sprængt i luften. Der kan naturligvis være tale om et stunt. Under alle omstændigheder viser affæren en på alle måder uprofessionel omgang med kulturarven til søs, og en enestående mangel på enhver form for faglig kompetence. Ingen undersøgelse, ingen opmåling, ingen sikring, ingen bevaringsplan. Vrag fra Anden Verdenskrig er selvsagt ikke omfattet af 100-års fredningsreglen, og hændelsen understreger behovet for, at vi også begynder at tage vare på vrag fra Anden Verdenskrig. Hvis den slags mennesker, der optræder i Jagten på havbundens hemmeligheder, fortsat har frit spil, vil der ikke være noget at tage vare på, at undersøge, formidle og bevare, når disse krigsvrag rammer 100-året.
Det forholder sig absolut modsat med såvel Sea War Museum Jutland som med Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen. Her er fagligheden i højsædet. Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen er en gedigen historisk fremstilling, velskrevet, uhyre velillustreret, fængslende og spændende læsning fra første til sidste side. Den tjener såvel forfatter som udgiver og initiativtager til museum og bog til ære. Der ligger et stort, grundigt og fagligt forsvarligt forarbejde bag værket. Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen får seks ud af seks slagskibe.
Historie-online.dk, den 13. september 2017
