Krigen på havet
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
I sin indledning til bogen hævder Palle Bruus Jensen, og sikkert med rette, at Første Verdenskrig for de fleste danskere er ved at forsvinde i hukommelsen (dog nok med undtagelse af sønderjyderne, som følte den på deres krop; anmelderens anm.). Men den deler i så henseende skæbne med tidligere krige, hvorom den historisk interesserede må søge oplysning i skriftlige beretninger.
For at fastholde erindringen om den del af Første Verdenskrig, som foregik til søs, har PBJ derfor udvalgt og beskrevet 14 episoder fra søkrigen; de har fået hver deres kapitel i hans bog. De er - som han også redeligt vedgår i sin indledning - udvalgt efter en subjektiv vurdering, og nok ikke mindst under hensyn til deres dramatiske kvaliteter (jfr. bogens undertitel). Der er derfor langtfra, det være straks fastslået, tale om en fremstilling af SØKRIGEN 1914-18. PBJ har foruddiskonteret læserens undren over, at Jyllandsslaget mellem de engelske og tyske højsøflåder i 1916 er fravalgt som én af de 14 beretninger, idet det har fået en summarisk behandling i indledningen. Men retfærdigvis må det siges, at netop dette slag har fået sin rigelige behandling i anden søkrigshistorisk litteratur.
De 14 historier rækker fra beskrivelsen af enkelte handlinger, såsom torpederingen af Lusitania i maj 1915, og til beretningerne om de tyske handelsødelæggeres månedlange togter på de udstrakte verdenshave. Et par af beretningerne har relation til Danmark: beretningen om den engelske ubåd E13’s stranding på Saltholm i august 1915 og fire tyske trawleres stranding ved Nymindegab i september 1917. I beretningen om den tyske hjælpekrydser Wolf indgår også historien om den spanske kuldamper Igotz Mendi, der var blevet kapret af Wolf og benyttet til transport af fanger; på vej til Tyskland grundstødte Igotz Mendi i februar 1918 ved Skagen, hvilket førte til fangernes frigivelse og den tyske prisebesætnings internering i Danmark.
PBJ er velskrivende og bogens beretninger er letlæste. Men som historiker savner man alle kilde- og litteraturhenvisninger. Det ville have klædt bogen, om man kunne gå bagom dens beretninger og finde de kilder og den uddybende litteratur, som PBJ må have øst af. Eksempelvis udgav Richard Guilliat og Peter Hohnen i 2009 bogen “The Wolf: How One German Raider Terrorized the Southern Seas During the First World War (forlaget Bantam, London); denne bogs kapitel om Igotz Mendi er i øvrigt i oversættelse trykt Vendsyssel Årbog 2010. Mangelen på litteraturhenvisninger er så meget mere påfaldende, som der ved alle bogens fotos er angivet billedkilden!
Hist og her har anmelderen kunnet konstatere sjusk i gengivelsen af skibsnavne. I kapitlet om den tyske hjælpekrydser “Möwe” er skibets navn i kolumnetitlen på sidefoden konsekvent fejlstavet “Möve”. Det østrig-ungarske slagskib, som den 1. november 1918 blev sænket i den kroatiske havn Pula, hed ikke “Viribus Unites”, men “Viribus Unitis” (hvilket er latin [midlets eller mådens ablativ] og betyder “Ved forenede kræfter”; det var Kejser Franz Josephs valgsprog). Disse små-unøjagtigheder styrker ikke tilliden til bogens øvrige pålidelighed.
Det er i grunden lidt uklart, hvem der er denne bogs målgruppe. For den seriøse søkrigshistoriker er den mindre anvendelig p.g.a. de manglende kilde- og litteraturhenvisninger. Snarest skal den måske henvises til kategorien “spændingsbøger”; men her falder den også igennem, fordi den trods alt er baseret på virkelige begivenheder, og spændingen derfor ikke kan bygges op som i en skønlitterær fremstilling. For anmelderen at se sætter den sig derfor mellem to stole.
