Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger

Af Erik Ingemann Sørensen

Bøger om 1864 har præget 150-året for det store nederlag. Men nu presser nye sønderjyske katastrofer sig på. I år er det 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig, hvor omkring 30.000 sønderjyder måtte iklæde sig tysk uniform og kæmpe for et kejserrige, de ikke havde bedt om at blive borgere i.

De første store oversigtsværker om krigen er allerede udkommet. Her kan læseren både følge den militære og den politiske udvikling. Nye nuancer kommer frem – fremstillingerne er både bredere og mere dybdegående. Og mange steder er diskussionen om, hvad det egentlig var, der skete, præget af både fornægtelser og glødende vrede (Blandt andet folkemordene i Armenien, de tyske og også de allierede krigsforbrydelser).

Tallene, der fortæller om tabet af menneskeliv – såvel militære som civile –er rystende. Og uforståelige. Som gravfelterne hvor kors efter kors fylder hele synsfeltet. Hvordan skal man dog nogen sinde kunne forstå alt dette? Fornemme hvad det ville sige at ligge i ugevis i bagende sommerhede med fjenden 900 meter borte – men med mere end 20.000 rådnende ligs kvalmende stank dag efter dag – klæbende sig til tøjet? Det overgår enhver tankegang. Rækker uforståelig langt ud over menneskelig erkendelse.

Rystende fortællinger
Og så dukker den helt almindelige soldat – mennesket som dig og mig – pludselig frem. Det sker i bogen: ”Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger”, der er udgivet under redaktion af museumsinspektør Inge Adriansen, Sønderborg Slot. Pludselig er vi midt i indkaldelsen – midt i at sige farvel til hjemmet – midt i begejstringen – midt i kammeratskabet – midt i de rystende sekunder før stormangrebet mod maskingeværrederne – midt i bunkerne af lig – midt i rædslerne, der rækker ud over enhver form for forståelse.

”Disse nye Folk var jo ikke indlevet i Forholdene i Skyttegravene. Jeg hørte en Dag en af de nye, der i fuld Alvor paastod, at Ligene derude i ingenmandsland var ved at blive levende igen, han havde tydeligt set dem bevæge Arme og Ben. Paastanden var i og for sig heller ikke urigtig, men det skyldtes Rotterne, der vrimlede inde i Uniformen og gnavede Kødet af de Faldne, saa det til sider kunde se ud, som om de bevægede Lemmerne…” (Jens Jensen, Sod, DSK-årbog  1950)

DSK-årbøgerne
Inge Adriansen har med vanlig grundighed og følsom sans for både bredde og indlevelse sammensat ”Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger” ud fra de såkaldte ”DSK-årbøger”, der udkom i perioden 1941-1972.  I 1936 oprettedes ”Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914-1918”. Det skete den 11.11. – våbenstilstandsdagen. For sønderjyderne var grundlæggelsen et centralt modspil over for den fremvoksende tyske bevægelse her 3 år efter Hitlers magtovertagelse, hvor mange tysksindede i Nordslesvig ønskede en grænserevision. Mod nord. Foreningen, der på intet tidspunkt havde noget militært præg over sig, nåede et medlemstal på godt 8.000 med ”lokalafdelinger i næsten hvert eneste sogn…”

På en måde var det en form for nationalt bolværk mod de sorte støvletramp – men i 1988 var der ikke mange overlevende tilbage – hverken på den ene eller den anden side – hvorefter foreningen blev nedlagt. Men den nåede at sætte sig markante spor i dansk erindringskultur. Hvert år udkom ”DSK-årbogen” – fra 1941-1972. Heri berettede de sønderjyske krigsdeltagere om deres oplevelser under ”Den Store Krig”. Skribenterne bidrog både med samtidige kilder – dagbogsnotater og breve – og med erindringer, som den tidligere citerede. Indlæggene var præget af, ”…at den jævne Mand har skrevet Bogen”, anfører Herman Hunger fra Aabenraa, der var en af dens første redaktører.

Bogens styrke
Det er netop heri, man finder bogens styrke. Pludselig forsvinder de uforståelige dødstal – erstattes i stedet af den levende – overlevende – fortæller. Slagmarkens vidne. Som Herman Hunger, der i 1966 beretter om sine oplevelser på Vestfronten: ”Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste. Så fik han ret i det, hvad han altid sagde, at han ikke mere ville komme hjem til sin kone og sin lille pige. Mon han ikke har fået de fotografier af de to, som han elskede så højt og altid længtes så såre efter, med i sin grav?...”

Sådan var det på begge sider. På alle sider. I alle krige. Her tjener det til Inge Adriansens store fortjeneste, at hun nøgternt og med sans for fortællingens bredde – følelsesmæssigt, men også med den historiske realisme – tager læseren med på denne nødvendige vandring i krigens uhyggelige univers.

Det kan i realiteten ikke undre, at redaktøren i forordet skriver: ”Normalt vil man slutte en introduktion af denne art med at ønske læseren god fornøjelse, Men det ville være anstødeligt at gøre det, for nogle af bogens bidrag er så kvalmende og modbydeligt realistiske, at de ikke kan vække nogen form for fornøjelse. Til gengæld giver de en ubesmykket indsigt i den gru og vederstyggelighed, der er knyttet til krige i almindelighed og Første Verdenskrig i særdeleshed. For i modsætning til Anden Verdenskrig var der her ikke tale om en bekæmpelse af en afskyelig ideologi, men en krig mellem halv- eller kvartdemokratiske stater…”

Stemmen fra Sønderborg
Den engelske militærhistoriker Saul David udgav 2013 værket: ”100 Days to Victory – How The Great War was fought & won 1914-1918” (Hodder, GB). Hans kildemateriale er tusindfold større. Men mange gange er det ikke mængden af materiale, der udgør storheden.

Det kan i denne sammenhæng synes et lille tal, at omkring ca. 30.000 soldater fra Nordslesvig måtte trække i tysk uniform. At 5.300 af disse faldt, ”…og at de efterlod sig ca. 1.500 enker og 5.000 faderløse børn. Desuden var ca. 4.000 krigsinvalider og krigsbeskadigede…”

Men. Det er – som nævnt tidligere – uforståelige talstørrelser.

Med bogen ”Øjenvidner 1914-1918, sønderjyske soldaters beretninger” har Inge Adriansen endnu engang med sin følsomme og nøgterne fornemmelse givet vores medborgere i Nordslesvig både mund og mæle. Så læseren sidder tavs og stille tilbage.

Det skal der lyde en stilfærdig og ydmyg tak for.

(Skulle læserne ønske at følge krigen dag for dag – set med blandt andet sønderjyske øjne – kan jeg varmt anbefale sitet: http://www.denstorekrig1914-1918.dk/). Hovedredaktør er museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot – endnu en af museets store formidlere. På denne hjemmeside kan man blot melde sig til og dagligt få nyhederne fra 1914-1918)