Overvindelsen af første verdenskrig
Af Ole Schramm, cand. mag. i historie og musik
Titlen tyder på, at bogen er udgivet i anledning af, at det er 100 år siden, Første Verdenskrig brød ud. Det er allerede udgivet flere bøger på dansk om verdenskrigen, og det er fuldt forståeligt, da Første Verdenskrig har haft umådeligt store konsekvenser for hele Europa, ja, for hele verden.
Der er så udkommet en bog, som ser krigen fra tysk side - eller rettere - den lader os få indblik i de overvejelser, som tre forskellige tyske skribenter gjorde sig i anledning af Første Verdenskrig, der førte til et katastrofalt nederlag for Tyskland. Det er ikke underligt, at der er en klar sammenhæng mellem krigsnederlag og historisk refleksion. Vi kan blot tænke på, hvad nederlaget i 1864 betød for den historiske refleksion i Danmark, og det er derfor ikke mærkeligt, at tyske skribenter ligeledes måtte reagere både på det tragiske nederlag og også på Tysklands deltagelse i krigen. Vi er nok mest vant til at se Første Verdenskrig med de allieredes øjne, og hvis vi tænker på Tyskland under verdenskrigen, hænger det måske sammen med, at dansksindede sønderjyder måtte gøre krigstjeneste på tysk side. Som et korrektiv hertil er det vigtigt, at vi også får set krigen ud fra de overvejelser, som betydningsfulde tyske skribenter gjorde sig.
I bogens indledning præsenterer forfatteren selv problemstillingen således: ”Emnet for denne bog er de historiepolitiske forhandlinger om Tysklands egenart og bestemmelse, der fandt sted i videnskab og kultur i den voldsomste og mest turbulente periode i nyere tysk og europæisk historie fra Første Verdenskrigs udbrud i august 1914 til afslutningen på Anden Verdenskrig godt tredive år senere”. (s.9). Denne problemstilling belyses ved at analysere historiepolitik hos Ernst Troeltsch, Oswald Spengler og Thomas Mann - som det hedder i bogens undertitel. Adam Paulsen fastslår, at det er almindelig praksis at bruge historien i såvel kunst og videnskab som offentlig meningsdannelse. Blandt de mange emner, der blev diskuteret, var Tysklands egenart og forholdet mellem tysk og vesteuropæisk tradition.
Hertil kom, at dannelsesborgerskabet før krigen havde kunnet forskanse sig i videnskabens og kulturens hellige templer, mens krigsnederlaget og revolutionerne kastede det hovedkulds ud i politikken. Historien blev derfor kampplads for politiske interesser, og illusionen om staten som udtryk for ”et højere selvgyldigt princip” måtte revideres.
Begrundelsen for at fokusere på de tre forfatterskaber er, at emnet belyses ud fra forskellige positioner. Ernst Troetsch (1865-1923) var liberalprotestantisk teolog og filosof. Han spillede en fremtrædende rolle i politik og kulturvidenskab fra krigsudbruddet til sin tidlige død i 1923. Oswald Spengler (1880-1936) spillede en overordentlig stor rolle i mellemkrigstidens historiepolitiske diskussioner med sit populærfilosofiske og kulturkritiske forfatterskab. Thomas Manns (1875-1955) skønlitterære og essayistiske forfatterskab var et af de betydeligste i perioden. – Ernst Troeltsch bekendte sig til demokrati og republik som så mange andre nationalliberale. Oswald Spengler accepterede aldrig den nye stat og fastholdt Tysklands storpolitiske mission i verden. Thomas Mann bevægede sig fra en upolitisk konservatisme ved krigsudbruddet i 1914 over forskellige former for politisk konservatisme, før han til sidst i begyndelsen af 1920’erne springer ud som demokrat og tilhænger af republikken.
Det interessante problem, som bogen rejser, er, hvordan det lykkedes de tre forfattere, at overvinde første verdenskrigs nederlag. Troeltsch måtte gøre op med nogle illusioner, som mange tyske intellektuelle havde haft. Det fremgår fx klart af de afsluttende sider i afsnittet om ham. Han havde – ligesom det overvejende flertal af tyske historikere - mistet troen på den idealistiske statsopfattelse: ”Krigen havde med al ønskelig tydelighed demonstreret, at staten, hvis magt og præstationsevne i løbet af det 19. århundrede var blevet voldsomt styrket af nationalismen, militarismen og kapitalismen, havde den langt mere dæmonisk-utæmmelig karakter, end det måtte have forekommet på Hegels og Rankes tid”.
Man kunne drage forskellige konklusioner heraf. Den tyske historiker Friedrich Meinecke mente, at magtens dæmoni betød, at man måtte vende ryggen til det politiske felt og trække sig tilbage til kunst, videnskab eller anden form for kontemplativ virksomhed. Ganske anderledes med Troeltsch der arbejdede for at overvinde modsætningen mellem tysk og vesteuropæisk filosofisk tradition, og det krævede, at han accepterede menneskerettighederne og det parlamentariske demokrati.
Så kortfattet og enkelt, som jeg har formuleret problemstillingen her, vil man ikke kunne finde den fremstillet hos Adam Paulsen. Vi har både med en ph.d. afhandling og med en analyse af tysk filosofi på højeste abstraktionsniveau at gøre. For at kunne forstå, hvorfor bruddet med den idealistiske filosofi var så radikalt, er vi bl.a. nødt til at følge Adam Paulsens skarpsindige gennemgang af Troeltschs filosofiske hovedværk ”Der Historismus und seine Probleme”, der fylder ca. 15 sider. Jeg forstår godt, at det er nødvendigt i en ph.d. afhandling, men jeg synes ikke, at det er nødvendigt i en revideret udgave, der efter min mening burde have været bearbejdet, så den havde været lettere tilgængelig for idehistorisk interesserede læsere.
Man kan sammenholde bogens titel ”Overvindelsen af Første Verdenskrig – Historiepolitik hos Ernst Troeltsch, Oswald Spengler og Thomas Mann” med den måde som disse skribenter bliver præsenteret på i indholdsfortegnelsen. Her hedder det fx om Troeltsch: Fra ”kulturkrig” til ”kultursyntese” – Ernst Troeltsch og historismens problem”. Som jeg ser det, bliver Ernst Troeltsch og historismens problem vigtigere at få udredet end at analysere overvindelsen af Første Verdenskrig. Har man forudsætninger for at forstå tysk intellektuel historie, vil man dog uden tvivl nyde og glædes over Adam Paulsens fremragende analyse.
Adam Paulsens valg af tyske intellektuelle er spændende, fordi vi præsenteres for et repræsentativt udvalg af nationalliberale (Ernst Troeltsch), konservative (Thomas Mann) og radikalkonservative (Oswald Spengler) skribenter. Der inddrages endvidere andre tyske intellektuelle, når det er relevant som fx Max Weber i forbindelse med Spenglers kritik af Bismarck.
Der trækkes tråde mellem skribenterne: Mellem Thomas Mann og Ernst Troeltsch, og mellem Mann og Spengler. Thomas Mann lod sig fx forblænde af Oswald Spenglers ”Untergang des Abendlandes”, men senere tog han afstand fra værket. Hvorfor det var så nemt at lade sig forføre af Spengler antydes af følgende karakteristik af hans måde at skrive på: ”Når Spengler fra første færd skilte sig ud fra koret af undergangsapostle …. må det i høj grad tilskrives kombinationen af en uovertruffen evne til at koncentrere og syntetisere enorme stofmængder i slående begrebslige modstillinger og en lige så eminent evne til at gøre det i et suggestivt, profetisk-autoritativt sprog”. (116f) I øvrigt hadede Spengler Weimar-republikken, beundrede Mussolini, men var ikke tilhænger af Hitler pga. dennes raceteorier.
Bogen fører os dybt ind i en verden, som sandsynligvis ikke er så kendt uden for de kredse, der er fortrolige med udviklingen af tysk intellektuel historie. Den går i dybden med skribenter, der var med til at præge tankegangen i nationalliberale og konservative kredse i Tyskland. Svagheden ved bogen er, at den bærer alt for meget præg af at være en ph.d.- afhandling, og jeg synes derfor ikke det er rigtigt – som forlaget skriver på bagsiden - at den henvender sig til enhver, der interesserer sig nyere tysk historie i almindelighed.
