Aktstykker og Oplysninger til Rigsrådets og Stændermødernes Historie i Frederik III.s tid
Af Erik Helmer Pedersen
Det ærværdige, men sprællevende udgiverforetagende med adresse på Rigsarkivet, Selskabet til Udgivelse af Kilder til Dansk Historie eller som det hedder i daglig tale, Kildeskriftselskabet, har nu afsluttet et 130-årigt projekt. I 1883, seks år efter selskabets stiftelse, indledte Kr. Erslev udgivelsen af publikationen Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV’s Tid (I-III, 1883-90). Samtidig var hans professorkollega J. A. Fridericia sammen med den senere rigsarkivar C. F. Bricka i færd med at udgive Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve (I-VI, 1878-91, senere i 1947 suppleret med bd. VII ved Johanne Skovgaard). I virkeligheden blev Fridericia det senere 1600-tals største kender, idet han på basis af nogle centrale artikler i Historisk Tidsskrift i 1870’ og 1880’erne kunne udgive sit mest kendte værk, Adelsvældens sidste Dage (1894), et af Danmarkshistoriens grundskrifter.
Perioden fra Christian IVs død i 1648 til enevældens indførelse 1660 var dog ikke på samme måde som Christian IVs senere år dokumentarisk dækket, hvorfor en forsker fra næste generation, professor C.O. Bøggild-Andersen ud fra sine studier over rigsskatmesteren (og Christian IVs svigersøn) Hannibal Sehested i 1940’erne fik mod på at videreføre Erslevs trebinds kildeudgave til Frederik III.s tid 1648-60. Grundet andre arbejdsforpligtelser blev det imidlertid den senere overarkivar ved Rigsarkivet, C. Rise Hansen, som påtog sig at udgivelsen, og han nåede i tiden 1959-75 frem til at dokumentere tiden 1648-53 i ét bind og to halvbind, en sand herkulespræstation på godt 1.600 sider mod Erslevs 1.700.
Derefter lå projektet på ny stille, indtil seniorforsker Leon Jespersen ved Rigsarkivet i 1994 påtog sig at videreføre og afslutte arbejdet, fra 2003 dygtigt assisteret af sin kollega på Rigsarkivet Christian Larsen. Leon Jespersen var på ingen måde ny i faget, idet han udover nogle tidsskriftsartikler sammen med Asger Svane-Knudsen havde udgivet bogen Stænder og magtstat. De politiske brydninger i 1648 og 1660 (1989). Som det indgående skildres i indledningen til det digre og lærde værk, de to udgivere tilsammen har præsteret, stod de her over for et svært valg mellem Erslevs og Rise Hansens meget forskelligartede tilgangsvinkler. Erslev ville ud fra politisk-historiske overvejelser udelukkende dokumentere rigsrådets og stændernes mødevirksomhed, medens Rise Hansen søgte at rekonstruere rigsrådets samlede virksomhed ud fra det, man nærmest må opfatte som sekundære kilder såsom indberetninger og forhandlinger med fremmede diplomater. Det kostede mange sider – og et omfattende søgearbejde - og Jespersen & Larsen valgte da at følge Erslves noget strammere udgivelsesprincipper. De har derfor opsøgt alle de dokumenter, der belyser rigsrådets politiske virksomhed i tiden 1. januar 1654 til 4. december 1660, dog med den begrænsning, at man ikke aftrykker de aktstykker, der ligger til grund for mødevirksomheden, de refereres i stedet ganske kort med henvisning til kilden. Ledetråden har været kun at aftrykke ”de væsentligste dokumenter”, og det gælder især materiale vedr. rigsrådernes og stændermødernes virksomhed under svenskekrigene 1657-60. I mangfoldige tilfælde kan udgiverne dog henvise til centrale oplysninger i den omfattende kildeudgave, Kancelliets Brevbøger 1551-1660. Den blev indledt i 1885 og afsluttet i 2005, et kæmpemæssigt værk på 39 bind med i alt 28.000 sider tekst, der i fortættet form gengiver ca. 117.000 kopibogsider.
I den foreliggende udgave er dokumenterne gengivet ordret i tidens eget sprogbrug, om end i moderne retskrivning hvad angår små og store bogstaver. Desuden har man søgt at øge læsevenligheden ved f. eks. at gengive specialtegnene for mark og skilling som mk. og sk. Som optakt til det enkelte møde oplyses vi om de deltagende personer og deres øjeblikkelige status, og der gives en kort baggrundsskildring for det pågældende møde. Det er meget nyttige problemformuleringer, vi her kommer i besiddelse af, og de to udgivere må krediteres for sjældent at vove sig ind på en fortolkning af sagsindholdet, en meget svær balancegang.
Forskere med særlig interesse for 1600-tallets historie har dermed fået et nyttigt værktøj i hænde, når de vil indlede et nærmere studium af datidens politiske historie. Datidens svært læselige håndskrift er en betydelig barriere, men denne bog giver en vigtig nøgle til et dybtgående studium, f. eks. indledt ved en øvelsesrække på et af vore universiteter. På samme måde vil det omfattende navne- og stedregister kunne lede mange regional-og lokalhistorikere frem til en rekonstruktion af tidens adelsvælde i helt konkret forstand. Med al respekt for det overordentlig store og dygtige arbejde, de to udgivere har lagt i projektet, må et dybtgående studium af udviklingen i den foreliggende periode nok fordre et selvstændigt arbejde med de mange kilder, de være sig udgivne eller ikke. Her melder sig den måske lidt kætterske tanke, at de to udgivere ville være de bedst egnede til at skrive 1650’ernes historie. Tør man håbe på det?
