Christian 4 og Frederiksborg
Af Mikkel Leth Jespersen
En så prægtigt udstyret bog kan ikke anmeldes med ord alene. Den skal ses og bladres i. Store flotte illustrationer pryder værket, hvis sider omtrent dækkes halvt af billeder, halvt af tekst. Det er en sådan bog, mangen en historiker må drømme om at udgive, om det man interesserer sig for og beskæftiger sig med. Denne drøm er gået i opfyldelse for forskningschef ved Frederiksborgmuseet, Steffen Heiberg, som har redigeret antologien Christian 4. og Frederiksborg, og seksten andre forfattere, som har skrevet bidrag til bogen. De sytten artikler belyser forskellige aspekter af Frederiksborg slot og dets forhold til bygmesteren Christian den fjerde. ”Slottet er et monument over Christian 4.s politiske visioner; det er drømmen om Danmark som imperium”, skriver Heiberg i indledningen (s. 10).
Det første bidrag efter Heibergs indledning er skrevet af Ditlev Tamm, som behandler ”Retten til krigsbytte”. Udgangspunktet er de mange fine ting fra blandt andet Frederiksborg, der endte i Sverige i forbindelse med det danske nederlag i 1658. Interessant nok kan Ditlev Tamm ikke nære sig for at forsøge at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Sverige bør levere nogle af de stjålne kunstskatte tilbage. Først lyder det således: ”Også Danmark har taget krigsbytte, men slet ikke i et omfang, som ligner det svenske. Tingene er nu engang dér, hvor de befinder sig. Det kan heller ikke nægtes, at et og andet ville være gået tabt, hvis det var forblevet i landet”. Så langt så godt, men så fortsætter han: ”Men ingen kan forhindre den velvillige gestus, som det ville være mellem nabolande, om en gave indimellem viste, at tiderne har ændret sig, og at reglerne om krigsbytte i dag er nogle andre” (s. 21 og 25). Hvad er det mon Ditlev Tamm går og drømmer om, at svenskerne leverer tilbage? Er det figurerne fra Adrien de Vries’ Neptunspringvand? Korrekturen er glippet i Tamms artikel, hvor Frederiksborg er blevet til ”Frecderiksborg” (s. 21). Den slags skønhedsfejl skæmmer et i øvrigt så prægtigt værk.
Ditlev Tamms artikel bliver efterfulgt af redaktørens eget bidrag ”Et kongeligt triumtog” om Christian IV og Frederiksborg. Har man læst Steffen Heibergs nyudgivne Christian IV-bog, kan man springe denne artikel over, som ligger tæt op af afsnittet om Frederiksborg i biografien – enkelte passager endda ordret. Derefter følger artikel på artikel om specialemner, som knytter sig til Christian IV og Frederiksborg. Interessant er Mette Skougaards artikel ”Interiører”, som med udgangspunkt i bevarede inventarer, tager læseren med rundt på slottet på Christian IV’s tid.
I artiklen ”Christian 4.s tapeter i riddersalen” behandler Gunnar Lind serien af tapeter fra riddersalen på Frederiksborg, som gik tabt under branden i 1859. De oprindelige tapeter blev lavet af tapetmageren Karel van Mander i Delft i Nederlandene. Nu er de erstattet af rekonstruktioner udarbejdet på grundlag af bevarede akvareller og beskrivende tekststykker. De oprindelige tapeter blev bestilt i 1616-17, og seksten ud af atten motiver forestillede scener fra Kalmarkrigen, Christian den fjerdes eneste militære triumf. De to sidste havde motiver fra kroningen i 1596. Gunnar Lind påpeger, hvorledes man for at finde seksten sejre i Kalmarkrigen måtte tage det hele med: ”Også de små og tvivlsomme måtte med, som det mislykkede angreb på skansen ved Ryssby. De større sejre måtte pindes ud i flere trin” (s. 108). Karel van Mander løste opgaven i kongens og tidens smag. Senere i 1600-tallet blev tapeter af denne type almindelige i Ludvig den fjortendes Frankrig.
Alle artiklerne kan ikke omtales her, men en perle som påkalder sig opmærksomhed er Hugo Johannsens bidrag ”Slotskirken”, som handler om langt mere end blot Frederiksborg slotskirke. Hugo Johannsen søger den politiske, religiøse og arkitektoniske baggrund for slotskirken tilbage til årene umiddelbart efter reformationen. Gennem et grundigt kendskab til de sachsiske fyrstekapeller i Torgau og Dresden præsenteres de tidlige forbilleder for kirken i reformationens arnested. Både før og efter reformationen havde den danske kongefamilie særdeles tætte forbindelser til Sachsen. I 1548 blev Christian den tredjes datter Anna gift med den senere kurfyrste August af Sachsen i kapellet i Torgau. I 1602 blev Christian den fjerdes søster Hedevig gift med kurfyrst Christian den anden i Dresden. Det var ikke mindst gennem de dynastiske forbindelser, at renæssancens strømninger spredtes til alle afkroge af Europa. Alle de øvrige danske fyrstekapeller bliver også sat ind i deres arkitekturhistoriske sammenhæng. Hugo Johannsen pointerer, hvorledes Christian den fjerdes stormagtsdrømme og ambition om at anføre den lutherske kristendom også kom til udtryk i slotskirkens arkitektur. Styrken i dette bidrag ligger i, at forfatteren netop benytter sit overlegne kendskab til arkitekturen og ikonografien til at sætte disse udtryk ind i deres rette historiske sammenhæng.
To positive træk ved bogen, og som alle forfatterne bidrager til, skal her fremhæves. For det første at forfatterne ikke fortaber sig i detaljer, men binder temaerne i deres artikler op på den store fortælling om Christian den fjerde, dansk og europæisk historie i renæssancen. For det andet de rige illustrationer, som giver læseren mulighed for at få et godt kig på den storslåede arkitektur og de smukke kunstværker, som analyseres i artiklerne, mens man læser bogen. Christian 4. og Frederiksborg er på alle måder et smukt bidrag til historien om den store konge og hans prægtige slot.
