Det Ostindiske Eventyr
Af Caspar Christiansen
Danmarks første kolonieventyr blev i 1618 iværksat med en stor ekspedition til Ceylon (Sri Lanka), under ledelse af den kun 22 år gamle adelsmand og admiral Ove Gedde. Intet gik efter planen, og først mere end 3 år efter afsejlingen vendte resterne af ekspeditionen hjem med nyheden om en dansk koloni oprettet i fiskerbyen Taramgambadi under det fordanskede navn Trankebar. Ekspeditionen har altid været omgærdet af en lang række spørgsmål, og det har inspireret tidligere navigatør og underviser på Søfartsskolen Torben Abd-el Dayem (TAD) til, sammen med hans nu afdøde ven Sven Herreborg Thomsen, at undersøge ekspeditionen og forholdene omkring den til bunds. Udgangspunktet for bogen har været Ove Geddes egen dagbog og noter fra rejsen kombineret med dokumenter fra Rigsarkivet og naturligvis den almene forskning på området.
Bogen indledes med en redegørelse for oprettelsen af Ostindisk Kompagni, Ove Gedde og Marcellus de Boschouwer, alle tre vigtige elementer i ekspeditionen. Sidstnævnte var den hollandske udsending fra kejser Senerat Adassin, der overtalte Christian d. 4 til at investere i projektet. De Boschouwer har tidligere i dansk historie været fremstillet som en uduelig løgner, der lokkede Danmark ud i et stort projekt uden rent faktisk at være kejserlig udsending. Den fremstilling har imidlertid været kraftigt baseret på Ove Geddes dagbog, og admiralen havde ikke meget tilovers for hollænderen. De Boschouwer døde under rejsen til Ceylon og fik ikke mulighed for at fortælle sin version af historien. TAD får dog rettet på en af de misforståelse der findes angående De Boschouwer, eksempelvis hans mange titler man tidligere gjorde grin med og opfattede som fantasifulde, der ser ud til at have været faktiske titler.
Ekspeditionens sejlede under Ove Gjeddes ledelse den lange vej rundt om Kap Det Gode Håb og op langs Afrikas østkyst for til sidst at krydse over til Indien og Ceylon. Igennem Ove Gjeddes dagbog udforsker TAD de mange problemer og interne konflikter, flåden var udsat for undervejs. I flåden var det især uenigheder mellem danskerne og hollænderne, der gav anledning til konflikter, og Ove Gjedde måtte ty til hårde disciplinære straffe for at holde uroen nede. Desuden løb ekspeditionen på en gruppe franske pirater, der efter en kort kamp måtte overgive deres skibe til danskerne. Igen hjælper TAD personlige erfaring fra et liv til søs med at illustrere og forklare begivenhederne undervejs. Til tider kan det dog tage overhånd, og enkelte af TADs anekdoter virker malplacerede og overflødige.
Ved ankomsten til Ceylon skifter emnet naturligt nok fra sejladsen til forhandlingerne med Adassin og flådens ophold på Ceylon. Her har TAD ikke de samme forudsætninger for at komme med supplerende viden. De afsnit, hvor ekspeditionen er i Indien, er i højere grad baseret alene på en behandling af dagbogen, hvorimod de andre afsnit inddrager flere kilder. Kort fortalt nægtede kejseren af Ceylon at anerkende traktaten, danskerne havde indgået De Boschouwer. Det lykkedes dog at indgå en ny kontrakt med Ceylon, men den blev aldrig ført ud i livet. I stedet fik en af de hollandske købmænd, Roland Crappé, en aftale i stand på Coromandelkysten, hvor man fik overdraget fiskerbyen Trankebar. Ved hjemrejsen vender mange af TADs anekdoter og indsigt i navigation igen bogen til gode. Turen tilbage til Danmark var knap så begivenhedsrig som udrejsen.
Ekspeditionen nåede principielt ikke sine mål, da forbindelsen til Ceylon aldrig resulterede i den ønskede traktat og efterfølgende handel. Helt indtil 1730’erne havde danskerne svært ved at få etableret en regelmæssig handel med Indien og østen, og selv i samtiden anså man ekspeditionen for at have været en fiasko. I betragtning af den enorme sum penge, der blev brugt til formålet, kan man godt forstå kritikken. Det er dog TADs ønske at vise, hvordan ekspeditionen ikke var en fiasko, og selve sejladsen til og fra Indien fremstår da også som vellykket på trods af vanskeligheder. I det diplomatiske og Ove Gjeddes ageren som øverstbefalende for flåden er der vist materiale til flere artikler og bøger.
Den vigtigste kilde for TAD har naturligvis været Ove Gjeddes dagbog, og det er både svagheden og styrken ved bogen. Dagbogen har, selvom den er holdt i en meget kort form, et væld af informationer. Især i starten af bogen, hvor der suppleres med andre kilder, bidrages der med en masse nyt. Derimod er de afsnit, hvor det udelukkende er Ove Gjeddes dagbog, der dækker emnet, lidt tynde. Resultatet bliver, at store dele af bogen bare er en omskrivning af dagbogen. Det er naturligvis vilkårene, når nu TAD har valgt at fokuserer snævert på selve ekspeditionen.
”Det Ostindiske Eventyr” udfylder et stort tomrum, og det er egentlig utroligt, at der ikke tidligere er blevet taget fat i denne skelsættende række begivenheder i Danmarkshistorien. Ikke desto mindre har vi endelig en bog om ekspeditionen. På godt og ondt er emnet behandlet meget snævert. Det har resulteret i en meget stringent og konsekvent behandling af emnet, bortset fra TADs mange anekdoter om alt relateret til livet til søs. Dog savnes der en inddragelse af de andre kolonimagter i det politiske billede af Indien og den ostindiske handel. Hollænderne og portugiserne nævnes kun kort, når de nævnes i dagbogen. Det skæmmer dog ikke helhedsbilledet, hvor der er tale om en godt gennemført og nyttig bog om en ofte overset dansk ekspedition, der var startskuddet til Danmark som kolonimagt.
