En anden reformation
Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet.
En anden reformation er et flot, imponerende og vigtigt værk. Det er næppe gået mange forbi, at man i 2017 markerede Reformationsjubilæet, med henvisning til, at Martin Luther i efteråret 1517 slog sine 95 teser mod kirkens afladshandel op på slotskirken i Wittenberg. Jubilæumsåret blev fejret på mangfoldig vis, også i de respektive fagkredse, men for den, må man tro, intetanende offentlighed havde dele af jubilæet en tendens til at kamme over i næsegrus beundring for Luther. Der var ikke den fundamentale, positive del af samfundsudviklingen siden 1517, vi ikke kunne takke Luther for: Først og fremmest frigørelse for den katolske kirkes åg og dens åbenlyst fjollede afladshandel. Dernæst for vores måde at dyrke gud på i Nordeuropa i almindelighed og i Danmark i særdeleshed. Vi skal takke Luther for vores arbejdsomhed, vores måde at udvikle os selv og samfundet på i århundrederne efter reformationen 1536, ja, vores velfærdsstat, demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og individualisme skylder vi Luther og hans tanker. Luther, den store hader af kvinder, jøder, muslimer, bønder, ikketroende m.fl., som han alle i sine skrifter anviste en variation af grusomme metoder til aflivning af. Den Luther, der med sin devise om, at der ikke var nogen kirke mellem den enkelte og gud banede vejen for, at der ikke var nogen kirke mellem den enkelte og djævlen, og dermed lagde grunden til renæssancetidens galopperende trolddomsprocesser og tusindvis af heksebrændringer, den Luther, hvis frihedsbegreb bestod i, at den enkelte mand havde frihed til at søge sin frelse. Og den Luther, hvis reformation i Danmark betød en udrensning af kirkerummene, overkalkning eller nedhugning af kalkmalerier, kassation af skulpturer og sidealtre, der alt sammen var i vejen for den eneste, rette måde at dyrke gud på.
Ind i hele dette sammensurium kaster Forlaget Orbis nu En anden reformation, og hvor ér det velgørende. Der er tale om et sobert og grundigt værk, der behandler de begivenheder i Rom, der fulgte efter Luther og de evangeliske reformer; dvs. det, man har kaldt modreformationen. I bogen undersøges, hvordan den katolske kirke mødte reformationen og de problemer, den medførte for romerkirken, og hvordan modreformationen har præget romerkirken og de katolske områder i de efterfølgende århundreder. Et af de områder, hvor forskellen er mest slående, er på kirkekunstens område. Mens man i Norden rensede ud og skaffe sig af med de katolske kohuse og kramboder, som biskop Peder Palladius udtrykte det, fik modreformationen det stik modsatte udtryk, nemlig i en opblomstring af kirkekunsten (se f.eks. s. 135-139, 142-143, 147-153, og utallige andre steder i bogen), der tager pustet fra beskueren, tæt knyttet til didaktiske forhold, ligesom prædikenerne også i den katolske kirke fik øget betydning. Dette aspekt blev yderligere accentueret ved modreformationens vægt på talekunst og retorik. Der er, som det anføres i bogens forord (s. 10), store forskelle i udviklingen i de henholdsvis protestantiske-evangeliske og de katolske dele af Europa, men der er også strømninger, der går på tværs, og som ikke har så meget med koncession at gøre. Det er dette, som det kaldes, brogede og komplekse historiske landskab, som det er bogens hensigt at kaste lys over, ud fra forskellige humanistiske tilgange.
Indholdet er bredt og dækkende, detaljeret og lærd. Efter Hanne Roer og Pernille Carstens introduktion til bogen, skriver Mogens Nykjær om kirkemødet i Trento og Altemps-kapellet i Santa Maria in Trastevere i Rom, Brian Patrick McGuire om et andet Europa og middelalderens reformationer, Sebastian Olden-Jørgensen om Trentinerkoncilet 1545-63, mellem modreformation og katolsk reformation, Else Marie Wiberg Pedersen om modreformation og reform i Spanien, om Teresa af Avila og ”lutheranerne,” Mogens Nykjær skriver om modreformation og nogle katolske kirker, Hans Jørgen Frederiksen om billedet i den efterreformatoriske katolske kirke, Pernille Carstens skriver om en pilgrimsvandring med øjnene, fromheden i de hellige bjerge, Peter Woetmann Christoffersen skriver om Palæstrina, den katolske reformbevægelse og kirkemusikken, Andreas Rude på vej mod det moderne, om jesuitterne og deres undervisning, Hanne Roer om modreformationens retorik, talekunst og retorikundervisning, Mette Birkedal Bruun om monastisk reform i 1600-tallets Frankrig, Susanne Malchau Dietz om nonner og sygepleje i den katolske kirkes moderniseringsprojekt, de barmhjertige døtre i sygeplejens tjeneste, Gert Sørensen skriver om den katolske kirkes inkvisition, den katolske kirke i Italiens historie, og endelig skriver Maria Cecília de Miranda N. Coelho om Fader Antonio Vieira og hans billedsprog, om jesuitten der blev ”Kejser af det portugisiske sprog.” Fagligt repræsenterer bidragyderne således kirkehistorie, kunst- og kulturvidenskab, filologi, sygeplejehistorie, kunsthistorie, teologi, retorik, sprog og historie. For enhver studerende, der har tænkt sig at beskæftige sig med reformationen i Danmark og Europa i dette eller hint perspektiv, bør En anden reformation være obligatorisk læsning.
Som kulturhistorikeren Troels-Lund skrev, så blev der grumme hyggeligt i den lutherske menighed, havde det blot ikke været for den allestedsnærværende djævel, som staten og kirken så måtte bekæmpe med hekseprocesserne. Men med reformationen fik vi kastet den katolske overtro ud af landet. Det er vel primært dét, vi priser Luther for; nemlig at han befriede os for noget, som vi mener var og er værre. En anden reformation viser os hvilken rigdom, vi med reformationen 1536 kastede ud med badevandet.
Og der ligger den sådan set endnu, trods 1700-tallets pietistiske besindelse og kirkekunstens tilbagekomst. Det er absolut en diskussion –og en bog – værd.
Historie-online.dk, den 24. januar 2018
