Grænser for magt

Claus Friisberg

Grænser for magt – Frederik 3. og enevældens indførelse

Vestjysk Kulturforlag

Af Brian Traantoft Rasmussen, BA i historie og BA i religionsvidenskab

 Historikeren Claus Friisberg har i de seneste årtiers forfattervirksomhed været vidt omkring. Han har således taget livtag med vægtige græske og romerske personligheder som Thukydid, Sokrates og Titus Livius men også belyst forholdet mellem den folkekære H. C. Andersen og den sidste enevældige danske konge, Christian VIII. I særdeleshed har demokratiseringsprocesserne og overgangen fra enevælde til junigrundloven været et særkende for Friisbergs produktive karriere og nærværende værk skriver sig ind i netop denne lange tradition.

På pædagogisk vis understreger Friisberg allerede i forordet, at formålet med værket er at diskutere to nærliggende spørgsmål i forbindelse med enevældens indførelse i Danmark. Det første spørgsmål søger svar på, hvor stor en andel Frederik 3. personligt havde i den statsomvæltning, der i årene 1660-1661 forvandlede det danske valgrige til et enevældigt arverige. Det andet spørgsmål omhandler, hvorvidt Frederik 3. med det enevældige styre opnåede en absolut magt.

Mange historikere har igennem tiden forsøgt at besvare ovenstående spørgsmål og specielt skriver Friisberg sig op i mod sin gamle læremester, historikeren C. O. Bøggild-Andersen, der i 1936 publicerede sit toneangivende storværk om enevældens indførsel. Bøggild-Andersen var af den klare opfattelse, at kong Frederik 3. var uden format, en mild og uskyldig regent uden politisk tække, der blot lod sig lede af den magtfulde Hannibal Sehested. Denne opfattelse mener Claus Friisberg er forkert.  

Kort fortalt mener Friisberg, at kong Frederik 3. var idemanden bag både statskuppet, Enevoldsarveregeringsakten samt den senere Kongelov, men at kongen samtidigt, for at fremstå som en legitim regent og for at dække over det reelle statskup, valgte at overholde visse forordninger og hævdvundne retsstatslige principper, hvorved han reelt indskrænkede sin absolutistiske dominans betragteligt.  

 Kongen som central aktør

Friisberg påpeger, at Frederik 3. sandsynligvis allerede fra sin indsættelse i 1648 planlagde, at kongedømmet skulle blive arveligt i hans slægt og kongen få en forøget magtposition i forhold til rigsrådet. Friisberg underbygger denne påstand med, at Frederik 3. allerede kort efter at have underskrevet sin håndfæstning i 1648 forsøgte at konsolidere sin magt i et arverige. Samme år fik Frederik 3. nemlig anerkendt arveretten i hertugdømmerne og dette til trods for, at det reelt ikke var statsretsligt muligt. Kongeriget Danmark var regeret som et dyarki, hvor magten var delt i mellem adel og konge, og det var dette monarkia mixta, som kongen ønskede at ændre. Adelsvældet havde til stadighed betydelige magtbeføjelser i rigsrådet, men dette organ kunne kun virke optimalt og slagkraftigt, så længe der blev udpeget nye medlemmer, når de gamle døde. Kongen, der personligt skulle godkende nye medlemmer, undlod derfor som et led i sin politik at udnævne nye rigsrådsmedlemmer fra midten af 1650’erne, og dette svækkede rådets position betragteligt i tiden fremover.

Efter Roskildefreden i februar 1658 blev forholdet til rigsrådet yderligere problematiseret og specielt da Bornholm, sandsynligvis med assistance fra kongen, nedkæmpede den svenske besættelsesstyrke. Problemet for rigsrådet var i den forbindelse, at Bornholms stænder valgte at overdrage Bornholm som en personlig gave til Frederik 3., hvilket ellers var i direkte strid med håndfæstningen. På denne måde fik kongen sikret arverettighederne og suveræniteten på både Bornholm, i Norge, hvor prins Christian var blevet kronet til konge i 1656, og i hertugdømmerne uden rigsrådets indblanding. Dette var ifølge Friisberg et vigtigt strategisk led i planerne om at indføre arveriget, da det ville stille prins Christian i en markant bedre position ved det kommende kongevalg.
Karl Gustav-krigene mod Sverige belastede kongeriget Danmark i særlig høj grad. Med tabet af enorme territorier, dybe huller i statsbudgettet og et militær på blødende knæ, mente kongen at nederlagene havde vist rigsrådets inkompetente beslutninger og hele regeringsformens ineffektivitet.
Efter belejring af København i 1658-59, og Freden i København i maj 1660, rådførte kongen sig derfor hovedsageligt med nyudvalgte betroede, så som Hannibal Sehested, Christoffer Gabel, Hans Schack m.fl. udenom rigsrådet. Under de efterfølgende stændermøder, der begyndte i september 1660, skulle rigets usikre fremtid diskuteres. Riget fattedes penge, militærudgifterne var enorme og nye skatteudskrivninger skulle derfor implementeres. Adelen gemte sig bag deres skattefrihedsprivilegier og mente, at borgerne burde dække landets underskud. Det var ikke overraskende en yderst upopulær tanke blandt de borgerlige, og i månederne fremover, indtil januar 1661, benyttede kongen dette mistillidsforhold til at sætte handling bag sine tanker om et arverige.

Allieret med de gejstlige, i form af Sjællands biskop Hans Svane, og de borgerlige, repræsenteret ved Københavns borgmester Hans Nansen, samt støttet af Københavns Universitet, lykkedes det den magtfulde koalition at finde et flertal i deres stænder for at overdrage kongen arveriget. Da forliget forelå og forhandlingerne med de adelige i oktober var gået i hårdknude, satte Frederik 3. trumf på ved at benytte militæret og indespærre de delegerede fra adelen og rigsrådet i København. Efter intense forhandlinger og presset af de andre stænder og kongens modvillighed, indvilligede adelen i at afvige fra deres krav og istemme de andre stænders forslag om en overdragelse til kongen.   

Under de efterfølgende forhandlingsmøder, hvor et forhandlingsudvalg prompte blev nedsat, enedes de stænderdeputerede om efter endnu flere disputser at annullere kongens håndfæstning. Det var en altafgørende beslutning, fordi de dermed gav kongen almagten til at udforme en helt ny efter forgodtbefindende. Man må formode, at stænderne havde en klar forventning om, at kongen i en ny forfatning ville garantere deres rettigheder. Disse forventninger blev kun delvist indfriet.  

 Enevoldsarveregeringsakten

Efter den officielle arvehyldning i oktober og november, der var vigtig for kongens ideer om, at indførslen af arveriget skulle synes så legitim som muligt, blev den danske enevælde konstitutionelt forankret med Enevoldsarveregeringsakten fra 1661. Dette betød reelt, at den næstkommende konge ikke skulle underskrive en hæmmende håndfæstning og dermed ikke underlægge sig rigsrådets betingelser.
Ikke nok med, at Enevoldsarveregeringsakten indførte et arverige, kongen blev tillige en absolut arvekonge. Ifølge Friisberg havde kongen sandsynligvis allerede fra stændermødernes begyndelse haft denne absolutistiske udvikling i tankerne, og ikke overraskende var den gamle adel overordnet betragtet modstandere af begivenhedernes fremskredne gang. Under 30 % af adelen underskrev akten, hvorimod næsten alle gejstlige samt adelige i Norge ratificerede forfatningen med deres signet. Selvom adelen måtte give afkald på deres politiske privilegier, bevarede de dog en betragtelig del af deres økonomiske og sociale goder. Således forblev adelen øvrighed på deres godser, hvorimod den af adelen forhadte rostjenesten, den obligatoriske militære mobilisering i krigstilfælde, forfaldt. Samtidigt forsvandt dog den politiske frihed, da stænderforsamlingerne mistede deres betydning, og et voksende statsligt bureaukrati forvandlede i de kommende år Danmark fra en domæne- til en skattestat. Denne omlægning krævede et udvidet embedsmandsapparat der hovedsageligt blev udfyldt med dygtige lærde fra borgerstanden og ikke, som tidligere, fra adelen.

 Kongens begrænsninger

Kong Frederik 3. ønskede, at kongeriget Danmark skulle være en legitim retsstat og repræsentere absolutisme i en retfærdig styreform. Det var derfor af største betydning for kongen, at stænderne, og dermed folket, selv havde forkastet håndfæstningen, hyldet ham som arvekonge og senere underskrevet Enevoldsarveregeringsakten. Folkets frivillige magtoverdragelse var det vægtigste argument for legitimiteten. Det enevældige styre var dog kun et legitimt styre, så længe det overholdte sin del af kontrakten. Det skulle fremme landets velfærd samt sikre rigets territoriale integritet. Friisberg argumenterer for, at kongens magt ikke var absolut fordi han, hvis han ønskede at fremstå som en legitim hersker der overholdte kontrakten med folket, skulle overholde hævdvundne rettigheder og retstraditioner og den dømmende myndighed i det nyindstiftede Højesteret. Samtidigt skulle han nødigt blande sig i adelens juridiske domæneområder, som de var beskyttet i deres privilegier. 

For at sikre de rettigheder, kongen havde lovet stænderne, og for at fremstå mere legitim, forfattedes Kongeloven i 1665. Ifølge Friisberg var denne en nødvendighed, da Enevoldsarveregeringsakten indeholdte for mange løse begreber der var helt essentielle for enevælden og arverigets fortsatte beståen. Frederik 3. frygtede, at en dynamisk forståelse af centrale nøgleord i Enevoldsarveregeringsakten i fremtiden kunne udmønte sig i nye fundamentallove, hvormed kongen kunne miste betydelige magtbeføjelser. Ifølge Friisberg var Kongeloven reelt kun sekundær, da Enevoldsarveregeringsakten allerede indeholdt de vægtigste tiltag, men med Kongeloven blev kontrakten mellem folket og kongen stadfæstet og retsstaten veldefineret. Med Kongeloven blev det yderligere fastslået, at kongens bemyndigelse blev begrænset af, at han skulle tilhøre den augsburgske konfession, sikre landets fortsatte udelelighed samt efterfølge Kongeloven, som end ikke kongen selv måtte ændre på.

 Et veldokumenteret værk

Friisberg har forfattet endnu et velskrevet informativt værk, men det skæmmes desværre lidt af en længere række stave- og slåfejl. Bogen kunne have haft godt af en ekstra gennemlæsning. Det kan desuden undre, hvorfor så solidt et værk skal udstyres med en så uheldig pixeleret forside. Det er lidt ærgerligt.
Når det er sagt, er bogen dybdegående, fremviser på velargumenteret vis nye perspektiver på en essentiel epoke i danmarkshistorien og inddrager desuden et væld af samtidens statsteoretiske tankegods fra blandt andre Jean Bodin, Hugo Grotius, Thomas Hobbes og Johannes Althusius. I det sidste kapitel diskuterer Friisberg desuden enevældens udvikling og dens fortsatte afvikling i både 1700- og 1800-tallet. Det er et kapitel der yderligere underbygger Friisbergs pointering af, at de enevældige konger bestemt ikke besad absolutistisk magt, men i højere og højere grad blev hæmmet af det velsmurte bureaukratiske embedsmandsapparat. 
Grundet informationstætheden er bogen til tider krævende, og den må derfor anbefales til den vante læser af tungere historiske værker, men det generelt lette sprog og de overskuelige afsnit gør meget for den gode læseoplevelse.

Historie-online.dk 8. marts 2017