Magtfuld gennem riget

Af Michael Riber Jørgensen, Museum Thy

Erland Porsmose er kendt i danske historikerkredse som museumsleder på Østfyn igennem en menneskealder. Han er også kendt som en flittig forfatter og en dygtig forsker inden for en bred vifte af emner. Den seneste bog udkom i forbindelse med hans pensionering fra museumsverdenen og bliver sikkert ikke den sidste fra hans hånd, men markerer på sin vis kronen på værket for en produktiv karriere.

Og ja, det platte ordspil er helt bevidst, for emnet er netop den kongemagt, Porsmose igennem mange år har beskæftiget sig med – nærmere bestemt den måde, kongen udøvede den på i de første mange århundreder: Ved at rejse land og rige rundt og manifestere sin magt, ikke bare symbolsk men også ved sin fysiske tilstedeværelse.

Det såkaldte rejsekongedømme – hvor kongen ikke har én fast residens, men er evigt på farten – er ikke en særligt dansk ting, men var standarden over hele Europa i middelalderen. Det er bare ikke noget, der har fyldt, hverken i den danske historieskrivning eller i den kollektive bevidsthed, hvor de fleste nok opfatter en konge som én, der regerer fra et centralt hof ved hjælp af en central administration. Med Porsmoses egne ord er hans undersøgelse derfor lidt af et pionerarbejde i en dansk kontekst.

Og det er en omfattende og grundig undersøgelse. Fremstillingen af den er opdelt kronologisk i fire perioder:

1. Vikingetid og ældre middelalder (o. 960-1241), hvor det danske rige efterhånden får fast form og kongemagten gradvist etableres og styrkes, dog stadig med et i praksis udstrakt selvstyre i de enkelte landsdele, som da også formelt skulle vælge kongen på hver deres ting. Kristendommen spiller her en vigtig rolle som samlende ideologisk kraft. Det er samtidig ledingens tid, hvor soldater blev rekrutteret gennem en slags selvfinansieret værnepligt. Vi får også et indblik i det logistiske apparat, der fulgte kongens person rundt i landet, og som også gradvist voksede.

2. Danehofferne og unionens tid (1241-1481), hvor kirken vokser sig så stærk, at den begynder at udfordre kongemagten, der reagerer ved at etablere de første centrale institutioner. Militæret bliver professionaliseret og til dels privatiseret, og de tilhørende strukturer såsom borganlæg er, sammen med etablering af købstæder over hele landet, med til at ændre kulturlandskabet. Administrationsbyrden vokser, og med Kalmarunionen kommer rejsekongedømmet for alvor under pres, da rigets geografiske udstrækning nærmest gør det praktisk umuligt at nå ud i alle afkroge.

3. Vinterlejr og rejsekongedømme (1481-1588), hvor kongen med reformationen vinder magtkampen mod kirken, hvilket til gengæld føjer endnu flere og mere komplekse opgaver til den stadigt voksende administration. Rejserne koncentreres efterhånden i sommerhalvåret og i de tættest befolkede egne, mens yderområderne lades mere i stikken. Nyborg bliver med sin centrale placering en form for residensstad i 1500-tallet, men samtidig vokser Københavns betydning som hjemsted for den stadigt stærkere flåde.

4. Rejsekongedømmets sidste fase og København som hovedby (1588-1660), hvor riget for alvor får en egentlig hovedstad, symboliseret og understøttet af Christian 4.s prestigebyggerier. Stadig større dele af det stadig større administrative bureaukrati bliver ”fastliggere”, og det gælder til sidst også kongen selv og hans hof. Indførelsen af enevælden markerer således den endelige slutning på rejsekongedømmet.

Man kan kun forsøge at forestille sig, hvor mange og forskelligartede kilder, Porsmose må have været omkring for at skabe en syntese over et historisk fænomen, der strækker sig over 700 år med skiftende økonomiske, ideologiske, indenrigs- og udenrigspolitiske forudsætninger. Et fænomen, som både har sat sig sine varige spor i infrastruktur, mentalitet – og helt konkret i den måde, vores centraladministration den dag i dag er skruet sammen på.

Der bliver også gjort op med det, der i hvert fald til dels har været den traditionelle opfattelse. Rejsekongedømme og ”stationær” centralmagt er ikke forskellige trin på en stige. Det første videreudvikler sig ikke automatisk til det andet, som ikke nødvendigvis er mere ”civiliseret” eller ”moderne”. I virkeligheden er det hønen og ægget: Opbyggelsen af en stærk centralmagt kræver nok økonomiske ressourcer – men der skal også en stærk magt til at for at skrabe de ressourcer sammen til at begynde med.

Man kunne hævde – og det gør Porsmose da også selv i efterskriftet – at nutidens kongehus ganske vist ikke længere har nogen reel magt, der skal manifesteres og vedligeholdes, men det har stadig stor betydning som nationalt symbol. Og at det måske netop derfor igen er blevet til en form for omrejsende hof, hvor det jævnligt at vise sig (frem) over hele rigsfællesskabet er blandt de allervigtigste opgaver. Royal Run og sommertogterne med Dannebrog er i virkeligheden nutidens rejsekongedømme.

Endelig skal bogens sproglige og visuelle kvaliteter roses. Den er skrevet med kilde- og litteraturhenvisninger, men samtidig på et niveau, som de fleste bør kunne læse uden problemer. Og den er gennemillustreret med både historiske og nutidige billeder og fine kort til anskueliggørelse. Eneste minus: Man skal nok ikke læse den i sengen, hvis man ikke vil have alt for ondt i armene.

Alt i alt er der tale om en omfattende og imponerende forskningsindsats, som har resulteret i et flot og indbydende værk. Det kan absolut anbefales til alle, der gerne vil være klogere på ikke bare kongemagtens, men indirekte også hele det danske samfunds udvikling fra vikingetid til enevælde.

[Historie-online.dk, den 27. marts 2024]