Nye horisonter. Europas Kulturhistorie i renæssancen

Af Lars Bisgaard, lektor, SDU

Mange har besøgt Frederiksborg slot i Hillerød, men det er få forundt at have haft slottet som sin arbejdsplads. Det havde Steffen Heiberg i en menneskealder. Her har han vist besøgende rundt og som gevinst kommet til at kende hus og udsmykning som få. Men både arkitektur og billeder har også givet modstand og rejst spørgsmål, som selv en kender ikke har kunnet svare på. Måske af den grund opstod tanken hos ham om at skrive et værk, som bredt skildrede perioden fra ca. 1400-1600 med vægt på dens kulturelle udvikling. Det er denne ide, der nu er blevet til virkelighed.

Vejen mod målet for Heiberg blev imidlertid ikke den lige, for afgrænsningen mellem middelalder og renæssance var mere kompliceret, end ældre bøger lod ane. Løsningen blev en radikal udvidelse af projektet fra en til to bøger. Arven fra middelalderen blev udskilt og kom som en selvstændig publikation i 2008 med titlen En ny begyndelse. Europas Kulturhistorie i middelalderen.  I forordet til dette værk begrundede Heiberg valget af en kulturhistorisk tilgang på den måde, at for ham var god historieskrivning hverken deterministisk eller relativistisk men derimod præget af sammenhæng. Styrende i gennemgangen skulle de fremherskende identitetsskabende adfærdsmønstre være, mønstre der ofte vil søge en begrundelse i fælles myter, som den enkelte eller grupper kan forstå sig selv igennem. I middelalderen leverede kirken de fleste af sådanne fortællinger, og den blev derfor et vigtigt omdrejningspunkt i fremstillingen. I den nye bog er det humanismen, som er tildelt denne rolle, fordi den genoplivede antikt og andet mytestof, hvad jeg skal vende tilbage til om et øjeblik. Heibergs bredt anlagte bøger er på den måde præget af et helhedssyn, noget som forfatteren ofte har efterspurgt i sin bekendte anmeldervirksomhed. 

Måske er det Heibergs glæde ved at præsentere en sammenhængende syntese, som giver værket sin særlige karakter. Det ligner nemlig ikke de store oversigter over verdenshistorien, som der eksisterer et righoldigt udvalg af for universitetsstuderende. For Heiberg vælger store dele af historien fra - så som politik og økonomi -, og dertil er han også mere engageret i sit emne end vanligt er for oversigtsbøger. På den anden side skal man som læser holde fast i, at bogen netop er en oversigt. Den handler i princippet om alle egne fra Europa, hvis de har noget at byde ind med om emnet, ligesom Heiberg også gerne sætter den europæiske udvikling i relief ved at sammenligne med den arabiske kultur eller den kinesiske. Dertil er bogen tværfaglig. Heiberg kombinerer historiske forudsætninger med nedslag i billedkunsten, arkitekturen, litteraturen, historieforståelsen, filosofien og kirkehistorien. Sagt på en anden måde er alle sider af historien til stede, som man vil møde på et slotsbesøg fra perioden. Kun musikken kan man savne for at komme hele vejen rundt, men den er til gengæld udeladt konsekvent.

Det er et modigt projekt at kaste sig ud i. Den brede kronologi, den brede geografi, de mange faglige discipliner, der skal overskues – det ville afskrække de fleste. Der eksisterer talrige specialister og specialstudier, og ingen enkeltperson vil i dag kunne nå at læse det hele. Som forfatter vil man ikke kunne undgå at forenkle, udelade og overse, ligesom de mange felters specialister nok vil mene, at netop deres felt ikke er fyldestgørende dækket. Så meget desto større ros fortjener Heiberg for alligevel at gøre forsøget. Det er vigtigt af i hvert fald to grunde. For det første formidlingsmæssigt. Hvad hjælper en indsigt, hvis den alene forbliver hos de få, altså eksperterne, og ikke deles med et interesseret publikum? Uden formidling vil misforståelser i hvert fald aldrig blive rettet. For det andet på grund af emnefeltet. Det omhandler så central en størrelse som den europæiske identitet, et emne hvis aktualitet atter præger vor tids politiske debat. Mange har gennem tiden gerne villet tage patent på denne identitet, men hvad består det egentlig af?

Svaret på det sidste spørgsmål er ikke enkelt, men den, der læser værket, bliver meget klogere på det og bliver givet en række argumenter til den standende diskussion, hvor deltagere sjældent går længere tilbage i historien end til Oplysningstiden. Uden det står nogetsteds i værket, synes en behandling af denne tid at være sidste punkt i, hvad der kan blive til en trilogi. Bliver den virkeliggjort, vil vi stå med en sværvægter om europæisk kulturhistorie på dansk, en moderne pendant til Hartvig Frischs værk fra 1930’erne.

Heiberg præsenterer sit synspunkt i en kort indledning. Perioden defineres som fra slutningen af 1300-tallet til begyndelsen af 1600-tallet, og i mangel af en bedre term kaldes den for renæssancen. I disse år opstod en ny måde at forholde sig til verden på, som siden er blevet kaldt humanismen. Den fokuserede på sprog, historie og filosofi, og som dens ideer spredte sig fra Italien til Nordeuropa, blev dens interesse for antikken blandet med nysgerrighed om de derboende folkeslags oprindelse og udvikling. Humanismen havde endvidere en interesse for moralske og karakterdannende egenskaber, som allerede en Cicero og Seneca havde været eksponenter for, hvorved retningens særlige fokus på etik og moral opstod, et aspekt der har holdt sig lige siden. Den var ikke i sin kerne antikirkelig, sådan som det nogle gange er blevet fremstillet, men den var et supplement, som kirken kunne indpasse, enten i en civilisatorisk anlagt udviklingsforståelse som mod syd eller i et filologisk anlagt arbejde med bibelens tekster, som det blev gængs mod nord. Da Europa på samme tid ekspanderede mod nye horisonter – deraf værkets titel – med portugisernes handelsnet i Asien og spaniernes kolonier i den nye verden, blev verdensudsynet og verdensengagementet for europæerne meget større.

Når humanismens ideer så hurtigt kunne spredes, skyldtes det den kommunikationsrevolution, som Europa på den tid var inde i. Transport til lands og vands var blevet meget lettere, og med papir og bogtrykkets opkomst kunne nye ideer mangfoldigøres og spredes med en hidtil uset hast. I andre verdensdele gik etablerede og centraliserede herskerkulturer imod en sådan friere vidensdeling, men i Europa var middelalderens decentrale arv jo en lyslevende realitet, hvor magten var spredt ud til mange niveauer og grupper i samfundet, der behændigt holdt hinanden i skak, og derfor kunne alt det nye her lettere finde sted.

Humanismens forhold til 1500-tallets mange reformationer af kirken er kompliceret, men det vigtigste for Heiberg er, at de nye interessefelter overlevede de reformatoriske ændringer. Overordnet gjaldt derfor, at som middelalderkirkens gamle internationalisme døde ud, forblev humanismen et iboende element i europæisk lærdoms- kunst- og idéudveksling, der så at sige kun voksede sig stærkere, som tiden skred frem. Dermed var kimen lagt til en universalistisk, europæisk identitet men bestemt også forskellige nationale identiteter. Begge elementer lever i bedste velgående i dag.

Det er dette overordnede perspektiv om den europæiske udvikling, som Heiberg derefter i 12 strengt komponerede kapitler udfolder og begrunder. De første tre indledningskapitler sættes scenen. Først Europas afgrænsning. Her overtager man mod vest det gamle byzantinske syn, at det er religionen, der sætter grænsen mod øst, uden Heiberg nødvendigvis formulerer det som en sådan overtagelse. Som tyrkerne rykkede frem fra slutningen af 1300-årene og i 1400-tallet ikke blot erobrede Konstantinopel men fortsatte op over Balkan, bliver Europa mindre, en ejendommelighed for så vidt som det netop var her, at det selv ekspanderede voldsomt. Samtidig satte den nye disciplin, kartografien, Europa på kort. Den afbildede dets landområder og gjorde umærkeligt middelalderens Republica Christiana til en verdensdel på linje med andre. Her forfølger Heiberg interessant udviklingen ikonografisk, idet verdensdelene får hver sin måde at blive repræsenteret på. En passant kan nævnes, at den rolle havde De hellige tre Konger haft i senmiddelalderen, så ændringen er her også glidende.

I kapitel to fokuserer Heiberg på de forbedrede rejsemuligheder, som indledningen introducerer som et tema. Broerne udvides vældigt i tal, kroerne også, og som papiret udvikles følger postvæsenet trop. Heiberg anvender i kapitlet flittigt de stadigt flere rejseskildringer, som blev nedfældet af købmænd eller adelige, og som er blevet gemt og overleveret, som både et levende vidnesbyrd om den øgede rejseaktivitet, men også som et opblødende element i selv fremstillingen. Rejsebeskrivelserne bruges både til at fortælle om den øgede europæiske handelsaktivitet, lige fra Kina i vest til Lofoten i Nordnorge, men også til at få det anerledes frem ved perioden. Landevejsrøvere var både her og der, kroværter var upålidelige, og ved spidsbelastninger kunne mange mennesker deles om de samme, få senge osv. Men de rejsende er også betragtere, og de noterer flittigt forskelle mellem de forskellige egne af Europa, noget som Heiberg dygtigt anvender til at få forskellige boligindretninger frem socialt, geografisk og arbejdsmæssigt. På den måde sætter de første to kapitler de fysiske rammer for fremstillingen.

Kapitel tre er sidste led i den indførende del og har blikket rettet på den store usikkerhed, der prægede dagligdagen dengang. Det er noget, nyere forskning har gjort en del ud af at understrege. Byerne var ikke det frirum for konflikter, som der var en tendens til at betone i ældre værker, men akkurat lige så meget præget af konflikter og vold, som det borg- og fejdefyldte åbne land. De langstrakte krigshandlinger mellem England og Frankrig, som vi i dag benævner Hundredeårskrigen, bruges som et vidnesbyrd om stadig uro, ligesom tidens mange oprør af den ene eller anden slags, får behørig opmærksomhed. De mange aspekter viser på den ene side, hvor grundigt og loyalt Heiberg er gået til værks. Utallige er de værker, han har måttet sætte sig ind i, og fordi han ved, hvor megen energi, der er ofret på at føre specialundersøgelser ud i livet, giver ham dem også stor spalteplads og diskuterer gerne de fremfundne resultater. De sociale oprør er fx ofte afledt af konkrete begivenheder, noget som ofte er overset, fordi forskere hellere har villet se dem som ideologiske udslag af ulighed i samfundet. På den anden side vil denne fordybelse af læseren nok blive opfattet forskelligt. For eget vedkommende har jeg nogle steder slugt den råt og ikke tænkt over, at der egentlig var tale om en digression, andre gange er jeg blevet utålmodig og tænkt, at vi måtte tilbage på sporet. Det gjaldt netop indledningen, som med sine godt 100 sider måske er blevet lidt for lang. Netop fordi den fylder så meget, kan man med hensyn til indholdet komme i tvivl om, hvad der er årsag og virkning i det, der kun skal være en ramme. Var røverne fx et nyt fænomen pga. mere udveksling og rejseaktivitet, eller var de et gammelt iboende problem, som tidens flere kilder nu tillader at studere? Osv.

Kapitel fire er til gengæld fremragende. Det bærer overskriften Senmiddelalderlig krise? og omhandler den etikette, som agrarhistorikere tidligere satte på 1300-tallet. I denne udlægning var strukturelle problemer i landbruget omdrejningspunktet, mens fx en hændelse som Den sorte Død kun tillagdes mindre betydning. Her lægger Heiberg sig i kølvandet på amerikaneren David Herlihy, som nok ser epidemiens ulykkelige konsekvenser men mere hæfter sig ved, at den satte varige forandringer i gang. Den demografiske nedgang fremmede således så forskellige ting som den sociale mobilitet og en interesse for forsvunden storhed i indretningen af verden. Interessant påpeges det, at både Rom og Konstantinopel var i eklatante kriser fra begyndelsen af 1300-tallet og hen mod 1400-tallets midte, hvorefter begge centre blev revitaliseret i hhv. en kristen og en osmannisk skikkelse. En egentlig aktiv rolle i denne omformning spillede byerne ikke selv i den tidlige fase, hvor de blev brugt af andre i deres dagsordener, og mod vest var denne humanistisk. Understøttende for denne proces var den samtidige kommercielle revolution, hvor de norditalienske byer udbyggede deres førende position i handlen – også slavehandlen – samt etablerede nye långivningsmuligheder. Denne lettede adgangen til at rejse kapital og kombineres den med en særdeles aktiv decentral entreprenørvirksomhed, fremmedes ikke blot en innovativ udvikling i teknologien, men overordnet set begunstigede det også de vesterlandske fyrster i forhold de hidtil overlegne muslimske herskere. Her vedblev fx en sultans lånemuligheder at være bundet til et familiært netværk.

I de følgende kapitler udfoldes så humanismen i dens forskellige faser, fra de tidlige næsten revolutionære bastioner i Firenze, over dens nyplatonske udvidelse med Ficinos skrifter fra 1400-tallets slutning og denne tænknings store og vigtige aftryk på billedkunsten, frem til retningens spaltning i 1500-tallet med snart avancerede fyrsteudsmykninger, der tilpasset elitens behov fremstod harmløst overdådige, snart med markante nyskabelser i form af enkeltpersoners værk og tænkning, nu ofte gjort uden for den italienske kulturkreds. Dette er elementært spændende at følge. Det er det bl.a., fordi Italien og Nordeuropa nok behandles hver for sig, men ikke så adskilt som traditionen hidtil har foreskrevet. Sædvanligvis er forholdene nord for alperne behandlet under betegnelsen den nordeuropæiske renæssance. Her undersøges så primært den kirkelige reception af nye ideer. Heiberg er meget mere opmærksom på de rammer, der gælder for kulturudfoldelsen, det som i indledningen kaldes vekselvirkningen mellem materiel og åndelig udvikling.

I praksis forlener Heiberg kulturudvekslingen i samfundet med en tydelig social dimension ved særskilt at fokusere på adelens rolle i kulturen. På dette punkt varierede forholdene mellem Italien og Nordeuropa. I Italien var fødselskriteriet for at være adelig ikke så betydningsfuldt som tilfældet længere nord på, og derfor kunne man mod syd seriøst diskutere, om man bedst viste sit adelskab ved kultiveret adfærd eller på slagmarken. Af denne grund blev begejstringen for den antikke arv faktisk integreret på forskellig vis de to steder. F.eks. kunne den nye, fine orden, som hertug Philip den Gode af Burgund introducerede i 1430, Den gyldne Vlies, nok tage afsæt i en antik myte, sådan som humanismen foreskrev, men når det kom til indholdet, forblev afstamning og høvisk adfærd for ordenens modtagere alligevel at være det vigtigste. Derfor kom diskussionerne i praksis til at divergere nord for alperne og i Italien. Interessant er også de tidlige tyske humanister, som på den ene side nok introducerede en ny sproglig bevidsthed, men når det kom til stykket, især bidrog til at bringe den germanske kulturs rødder frem i lyset.   

Kirken glemmes på ingen måde af Heiberg. Den er stedse skildret som den rummelige storebror med langt større indflydelse end humanisterne, der tydeligvis spiller andenviolin. Man kan imidlertid diskutere om karakteristikken af kirken altid er i plet. Således anvendes termen Den grædende kirke for 1400-tallets nordeuropæiske kirke, der modsat dens italienske pendant ikke forsvandt ind i en sky af civilisatorisk selvtilfredshed, som humanisterne retorisk kunne iscenesætte. Betegnelsen virker nu noget letkøbt, og afspejler nok mest, at det er et aspekt, der skal overstås, for at komme videre. På sin vis er problemet større, når det kommer til reformationerne i Nordeuropa. Sagen er vel, at humanismen i flere nordlige områder primært når frem i en protestantisk aftapning, således at den farves i snart en reformert eller en luthersk retning, og som lukker ned for 1400-tallets tidlige reception. Det var i hvert fald resultatet af den konference, som Leif Grane i 1990erne fik afholdt i København om den danske reformation og dens internationale baggrund, og hvis rapport i øvrigt ikke er på den respektindgydende litteraturliste. På en lidt mere overordnet plan rører kirkens daværende stilling i samfundet nok også ved selve bogens tese om humanismen som platform på tværs af de konfessionelle skel. Men nu er tesen formuleret, og så må diskussionen følge.

Imponerende er under alle omstændigheder Heibergs behandling af de store opdagelser. Det er et fremragende kapitel (222ff.), simpelt hen fordi forfatteren har villet til bunds i deres baggrund. Det gælder teorien om ædelmetalmangel, som for mange har været afsættet for at forstå europæernes ekspansion, og megen ny forskning taler nu imod dens afgørende betydning. Således ser der tidligt ud til at have været hul igennem til de afrikanske guldreserver for europæerne, hvad den tidlige slavehandel måske også indirekte indikerer. For at kunne nå så langt, har Heiberg måttet læse sig dybt ind i litteraturen om de arabiske lande, hvad ikke mindst afsnittet om det portugisiske handelsimperium kommer til at nyde godt af. Det spanske imperium og missionen til samme lande får også et interessant efterspil, hvor humanistiske og kirkelige hensyn kommer til at stå over for hinanden. Alene af hensyn til dette kapitel kan en anskaffelse af bogen anbefales.

Bogen slutter som den begyndte med en rejsebeskrivelse fra o. 1600. Det vigtige er ikke så meget, hvad den rejsende ser; det vigtige er måden, som han ser på. Der er kommet en mere nøgtern tone ind, et registrerende øje, der beskriver, før det tolker.  Det er en fin afrunding på en udvikling, som Heiberg ser ske i tiden mellem 1400 og 1600. Den leder lige frem til 1600-tallets videnskabelige revolutioner, som allerede er påbegyndt behandlet i værket, og det har Oplysningstiden smukt stående i horisonten.

Europas kulturhistorie i Heibergs aftapning giver ikke ved dørene. Det er måske, når det kommer til stykket, dens definitive kendetegn. Det er tydeligt, at Heiberg ikke har sparet sig selv. Enhver der vil, kan blot orientere sig i bogens alenlange litteraturliste - en liste, som min fornemmelse tilsiger, kun er et udsnit af de benyttede værker - og så forstår man, hvilket imponerende forarbejde, der ligger bag. Og hvorfor så spare publikum? Skulle læseren ikke også have lov til at lære om dén særlige muslimske hersker, eller dén særlige spanske lokalitet eller dén burgundiske adelsmand, som Heiberg er blevet bekendt med, og som har leveret skyts til argumentationen. Jo, hvorfor ikke. Prøv en gang at blade i det over 30 sider lange indeks med det formål, hvor hyppigt du er bekendt med de enkelte opslags navne. Eller brug det i en selskabsleg og spørg andre, om de kender personen, lokaliteten eller begivenheden. Mit gæt er, at for de fleste vil det meste være ubekendt. På den måde er dette værk ikke genfortællingen om alt det kendte fra renæssancen, med hovedværker af Leonardo da Vinci, Michelangelo og Raphael og så videre, nej den historie er jo fortalt så mange gange. Det er sammenhængen bag det hele og de spændende enkelteksempler i krogene, der interesserer. Tak for det, siger denne anmelder. Det er lige derfor, at denne bog skiller sig ud og bliver nødvendig.

I disse tider, hvor videnskabelige medarbejdere ved lærerinstitutioner helst skal publicere her og der og hele tiden, er det befriende at møde et værk, der har været otte år undervejs. Værket er så indlysende bedre, end hvad der produceres i metermål, blot fordi det skal leve op til tidens point- og publiceringssystem, der dybest set mistror den enkelte forskers arbejdsvillighed. Sagt på en anden måde, så har Heiberg ofret en betydelig del af sin modne karriere på at skrive en bog, som er helt ude af trit med tiden. Den er endda så utidssvarende, at den insisterer på sammenhæng og indsigt. Herligt! Måtte bogen åbne nye horisonter hos mange læsere.

historie-online.dk den 15. februar 2017