Renæssancen. Dansk - Europæisk - Globalt
Af Badeloch Noldus, Ph.D., seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek
I forordet til artikelsamlingen Renæssancen. Dansk – Europæisk - Globalt fra 1988 skrev redaktørerne Marianne Pade og Minna Skafte Jensen, at Renæssancen er et omstridt begreb. Det er en term, som ofte bliver brugt ureflekteret til at navngive en periode i Europas historie, som dækker overgangen fra middelalderen til nyere tid, og som omfatter enhver disciplin. Så snart man prøver at sætte fingeren på, hvad Renæssancen nu egentlig var, eller at afgrænse perioden, viser det sig, hvor svært håndterligt begrebet er. I bogens 2. udgave, som udkom i år, har man brugt det samme forord, nok fordi man er sig bevidst, at Renæssancen stadig er et vanskeligt begreb. I hvor høj grad det er tilfældet, viste sig, da der sidste år blev taget initiativ til at vie året 2006 til Renæssancen i Danmark, efter Middelalderårets (1999) forbillede. Forsøget på at give året et tiltalende navn mundede ud i lange diskussioner mellem forskellige discipliner, som alle, viste det sig, havde deres eget syn på, hvad Renæssancen var for en størrelse. Til sidst valgte man den korrekte og neutrale titel Renæssanceår 2006, hvori museer, arkiver og andere kulturinstitutioner sætter fokus på Renæssancen i alle dens facetter.
Det er med en god sans for timing, at Pade og Skafte-Jensen netop nu har udgivet den 2. udgave af bogen, som havde været udsolgt i flere år, for den kan bidrage til en fornyet diskussion om denne periode, som har været så betydningsfuld for hele Europas åndelige og kulturelle udvikling. I ti artikler bliver renæssancebegrebet diskuteret, mest med fokus på 1500-tallets Danmark, men også med opmærksomheden rettet mod en europæisk og global sammenhæng.
Bogens første tre artikler belyser renæssancebegrebet fra en teoretisk vinkel. I samlingens første bidrag, ”Orientalsk renæssance”, går slavisk filolog Peter Ulf Møller ind i renæssance stavet med lille ”r”, med andre ord, renæssance som betegnelse for en periode med kulturel opblomstring, hvori gamle forbilleder danner grundlag for fornyelsen. I tid og rum kan disse renæssancer ligge meget langt fra den Renæssance, vi kender. Med udgangspunkt i historiografien diskuterer Peter Ulf Møller spørgsmålet om en særlig østlig eller orientalsk renæssance, og om den kan sammenlignes med den vestlige Renæssance. Videnskabshistorikeren Olaf Pedersen beskriver i sin artikel ”Renaissancens naturvidenskab og naturvidenskabens renaissance” det problematiske brug af begrebet i forhold til naturvidenskabens historiske udvikling. Historikeren Benito Scocozza beskriver de forskellige syn på begrebet Renæssancen siden Jacob Burckhardt publicerede sit standardværk om perioden i 1860. I sin historiografiske artikel lader han vigtige forfattere som Nietsche og Huizinga passere revy.
De næste fire artikler behandler Renæssancen ud fra et europæisk perspektiv. I artiklen ”Tids- og rumutopier – kiliaster og humanister” skriver germanist Sven-Aage Jørgensen om diverse utopiske strømninger i nyere tids Europa. Ud fra blandt andre Thomas Münzer, Eberlin von Günzberg og Thomas Mores værker ser han nærmere på deres oprindelse og plads i samfundet. Dernæst behandler klassisk filolog Marianne Pade i sin artikel ”Historiografi og humanisme. Studiet af græsk i tidlig renæssance” oversættelsen af græsk oldtidslitteratur til latin. Hendes fokus ligger mest på 1400-tallet, som var den italienske humanismes blomstringstid. Efter en diskussion af græsk undervisning og brug af græske håndskrifter vender Pade blikket mod selve begrebet ”humanisme”, set fra samtidige og moderne forfatteres synspunkt, og hvilken betydning, de græske oversættelser havde for de humanistiske studier. I sit bidrag ”Ludovico Ariostos epos Orlando Furioso. Kilder, tekst, læser” behandler romanisten Lene Waage Petersen intertekstualitet i Ariostos fortælling. Eposet, som kort efter sin publikation i 1516 var blevet en klassiker i hele Europa, var en nyskabelse bygget på en lang række ældre tekster, som Ariosto forholdt sig til. Lene Waage Petersen diskuterer de forskellige kilder, blandt andet den klassiske latinske kultur, men også 1300- og 1400-tals ridderstof, og deres brug i digtet. Herefter introducerer klassisk filolog Lars Boje Mortensen i sin artikel ”Imitation og originalitet hos en tidlig renæssancehumanist” Leonardo Bruni, som tilhørte de tidligste klassicister i italiensk renæssance. Samtidig diskuterer han begreberne ”imitation” og ”originalitet” i Brunis vigtigste værk. I modsætning til vor tid var imitation, som henvisning til store forbilleder, et litterært ideal. I sin tekst trådte Bruni ’i dialog’ med sine forbilleder Dante, Petrarca og Boccaccio.
De sidste tre bidrag i bogen, skrevet af klassiske filologer, beskæftiger sig med dansk nylatin poesi. Minna Skafte Jensen behandler ”Latinsk renæssancepoesi i Danmark”, som havde sin blomstringstid i Frederik II.s tid. Imod den gældende historiografi hævder hun, at dansk renæssancepoesi faktisk var latinsk. Derpå beskriver hun denne digtnings sociale og litterære baggrund, med hjælp af forskellige eksempler. I Karen Skovgaard-Petersens ”Et dansk hyldestdigt til Nürnberg” står digtet De Republica Noribergensium fra 1574 af den danske Erasmus Lætus central. Skovgaard-Petersen viser, hvordan Lætus med sit digt bidrog til at placere Danmark som et kulturland – og sig selv som en af landets vigtigste literater. Bogens sidste bidrag, ”Amor på Hven. Tycho Brahes digt til Erik Lange”, er fra Peter Zeebergs hånd. Zeeberg tager et enkelt digt, gengivet i sin helhed i bogen, som udgangspunkt for en præsentation af genren kærlighedsdigte, som var ganske usædvanlig i 1500-tallets Danmark. Samtidig går Zeeberg ind i digtets historiske og filosofiske baggrund og dets litterære virkemidler.
Efter læsning af artikelsamlingen Renæssancen er man blevet betydelig klogere, særlig på 1400- og 1500-tallets litteratur i og uden for Danmark, hvad der måske ikke er mærkeligt med fem klassiske filologer blandt de ti forfattere. Bogens brede, og lidt ubeskedne, titel giver imidlertid også forventninger om mere end litteratur. Hvad med brug af romerske forbilleder i malerkunsten? Hvordan opfattedes imitation og originalitet i arkitekturen eller i musikken? Redaktørerne har været sig beviste om ensidigheden og dækker sig i forordet mod denne kritik. Overvægten af litteraturstudier afspejler bidragydernes baggrund skrev de i 1988 (de var alle medlem af Forum for Renæssancestudier). Samtidig håbede de, at bogen måtte bringe dem i kontakt med forskere, som arbejder med andre renæssanceemner. Siden da er dette ønske blevet opfyldt; Forum for Renæssancestudier er vokset betydeligt i mellemtiden, og derfor skulle man tro, at det havde været muligt at finde forfattere, som kunne skrive nye kapitler om andre aspekter af Renæssancens kulturhistoriske udvikling.
Ikke desto mindre er bogen, som den ligger, i dag betydningsfuld i sit udvalg af fint afstemte, hver for sig dybgående artikler. Nu med Renæssanceår 2006 rundt om hjørnet kan perioden se frem til en fornyet opmærksomhed, hvortil denne artikelsamling kan levere et vigtigt bidrag i form af diskussion og debat, som på sin side forhåbentlig vil lede til en renæssance af Renæssanceforskningen i Danmark.
