Tabet af Skåne
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.
I dette bind af 100 danmarkshistorier vil Stig Wørmer gøre os klogere på et årstal, der efter hans mening ikke har fået den opmærksomhed, som det fortjener. I modsætning til andre kendte historiske begivenheder som fx 9. april 1940 og 29. august 1943, er 1658 og afståelsen af Østdanmark en begivenhed, der er gledet ud af historien. Vi har fortrængt Danmarks største katastrofe, og vi har derved efterladt Danmark med et erindringstab og et traume, som vi ikke har vedkendt os. Forfatteren har derfor en mission med at skrive bogen. Han vil undersøge, hvad Skåne betyder for Danmark i dag. Og han stiller spørgsmålet, om aktiv glemsel er det nemmeste middel til at komme over Danmarks absolut største nederlag nogensinde.
Men først er det nødvendigt, at vi kender den historiske baggrund for skæbneåret 1658. Det sker i andet kapitel, der hedder ”Tvangsfjernet”. Overskriften har som baggrund et billede, som viser et maleri af den svenske statsmand Axel Oxenstierna (1583-1654), som den samtidige nederlandske maler David Beck (1621-56) er mester for. I teksten til billedet citerer han statskundskabsprofessor Erling Bjøl, der i en kronik bl.a. skrev ”Hvis vi bare havde haft en sådan leder, var det måske ikke gået så galt” (s. 18). Axel Oxenstierna lagde en plan for at gøre Østdanmark til Sydsverige, og da den delvis lykkedes, betød det, at danske statsmænd traf beslutninger, der viste sig at være katastrofale. Det fremgår af Stig Wørmers bedømmelse af flere af de beslutninger, som danske konger fra Christian 2. til Frederik 3. traf.
Om Christian 4. skriver Stig Wørmer bl.a. i afsnittet ”Sådan skaber du en ærkefjende”. ”Helt frem til 1520 forsøgte danske konger at genetablere Kalmarunionen, men kontrollen blev kortvarig og fortsatte til sidst som et drømmesyn i Christian 4.s hoved. Det kom til at koste dyrt - et ærkefjendeforhold til Sverige var født” (s. 23). Kalmarkrigen (1611-13) var for Axel Oxenstierna en ydmygelse, som han ikke glemte, og Christian 4. indså ikke, at Skånelandene var i fare pga. opbygningen af et stærkt Sverige. Ouverturen hertil var Torstenssonkrigen (1643-45), hvor Danmark mistede Halland i 30 år samt Gotland og de norske landskaber Jemtland og Herjedalen. Med afståelsen af Halland startede den første forsvenskning, og den fortsatte, da Sverige havde erobret Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Forsvenskningen er emnet for næste kapitel. Som bekendt lykkedes det ikke at erobre hele Danmark i 1659, da københavnerne og Frederik 3. afviste det svenske stormløb. Stig Wørmer mener imidlertid også, at Frederik 3. begik skæbnesvangre fejl og ”ofrede sine landsdele for at redde sig selv, sin hovedstad og Vestdanmark” (s.38).
Stig Wørmer rejser mange spændende problemstillinger i sin fremstilling og inddrager den tidligere kontrafaktiske historiefortælling. Det giver stof til eftertanke. Men man kan undre sig over, at han bruger ordet tvangsfjernet som kapiteloverskrift, da man normalt forbinder ordet med fjernelsen af børn uden forældrenes samtykke. Er der ikke ”bare” tale om krigsbytte?
Det er derimod forståeligt, at Stig Wørmer kalder næste kapitel for ”forsvenskning”. Forfatteren redegør ganske udmærket for de mange og meget komplicerede forhold, der havde betydning for forsvenskningen. Den svenske konge Karl 10. Gustav troede fejlagtigt, at det var hurtigt overstået. ”Men den økonomiske udbytning af de skånske landskaber, presset på befolkningens dagligdag, deres rodfæstede livsstil og traditioner og ikke mindst den nedarvede opfattelse af svenskerne som fjenden gjorde, at kongen måtte opgive de planer” (s.47). Hvor kompliceret forsvenskningen var, fremgår fx af, at man dømte efter Skånske Lov samt andre danske love i underretten, mens appelsager skulle afgøres efter svenske lovgivning!
Forsøg på at befri Skåne i Den Skånske Krig (1675-79), hvor danske tropper fik støtte fra partisaner, lykkedes ikke. Den danske rigskansler Griffenfeld havde advaret mod krigen, da Danmark ikke ville få succes uden Frankrigs støtte. Det var præcis det, der skete, og Griffenfeld, der havde ført hemmelige samtaler med udenlandske diplomater, blev dødsdømt for landsforræderi. Han blev ganske vist benådet og derefter sendt til Norge i eksil.
Partisanaktiviteten har tidligere fået stor opmærksomhed pga. forfatteren Carit Etlars (1816-1900) romantiske bog om Gøngehøvdingen. Den har jeg selv som ung været meget opslugt af. Det siger sig selv, at tilværelsen for gøngerne eller partisanerne var anderledes barsk og brutal, end skildringen hos Carit Etlar viser. Blev gøngerne pågrebet af de svenske soldater, blev de henrettet på måder, der skulle give maksimal lidelse. Alligevel var aktiviteterne i grænseegnene ”så omfattende, at de antog karakter af en folkerejsning” (s. 54). Men det viste sig, at Sverige havde fat i den lange ende mht. at gennemføre forsvenskningen. Hertil bidrog oprettelsen af et universitet i Lund. Teologi var vigtig, fordi præsternes aktive medvirken var afgørende for, at det lykkedes at omvende befolkningen nationalt. Det var en gigantisk opgave, fordi mange præster var flygtet til Danmark, men fra 1680´erne havde alle nye præster svenske navne. Omkring 1700 var ”omskolingen af kirke- og skolesprog, kirkeordning og gudstjenesteform i det store og hele gennemført” (s, 60). Med andre ord var forsvenskningen blevet en succes set med svenske øjne.
Et mørkt og også overset kapitel i danmarkshistorien er historien om de ca. 10.000 skåninge, der flygtede til Danmark, fordi de havde mistet alt eller var i fare politisk. Det var bestemt ikke et misundelsesværdigt liv, der ventede dem i Danmark. Selv om nogle var heldige med at finde arbejde, endte mange som tiggere ved kirkedørene om søndagen. Selv om Stig Wørmer mener, at der mangler kildemateriale, som kan fortælle mere om flugten, har Knud Fabricius gjort opmærksom på, at det var børnene, som flugten især gik ud over. En forsker som Inger Dübeck hævder, at flygtningene ”må ses som et korrektiv til den svenske opfattelse om den vellykkede forsvenskning i årene omkring 1652-86” (s. 63). Historien om flygtningene er så vigtig, at den fortjener en mere fremtrædende plads både i fortællingen om de flygtninge, der er kommet til Danmark, og også i Stig Wørmers bog.
For Danmarks vedkommende var den Store Nordiske Krig slut med freden på Frederiksborg Slot i 1720. Da Det Skånske Generalguvernement over Skåne blev ophævet i 1719, betød det, at Skåne var blevet integreret i Sverige. Og herefter sænkede glemslens slør sig over Skånelandene, og alle accepterede tingenes tilstand. Skandinavismen i 1840'erne var blot en urealistisk og romantisk drøm blandt studenterne.
I sidste kapitel, som har fået overskriften ”Fortrængning” forsøger Stig Wørmer at finde ud, hvad glemslen og fortrængningen har af betydning for os i dag. Han knytter an til det første kapitel, hvor han ville undersøge, hvad betydningen af ”et erindringstab af et kolossalt omfang betød” (s. 7). Han inddrager til sammenligning Sønderjylland, som Stig Wørmer mener har fået al opmærksomheden. ”Med nederlaget i 1864 er al dansk, national historie centreret om dette tab og diskussionen om årsagerne til det. Nederlaget fejres som en næsten festlig begivenhed med Dybbøldage. I kontrast til de fleste andre lande, der gemmer nederlag langt væk” (s. 73).
Men nederlaget ved Dybbøl bliver jo altid kædet sammen med de efterfølgende begivenheder, der endte med, at Sønderjylland opbyggede et forsvar for danskheden, og at det fik mulighed for at stemme sig hjem til Danmark. Det sker selv i de bøger, der kun beskæftiger sig med året 1864. Afstemningen blev kun mulig, fordi Tyskland tabte Første Verdenskrig. Derfor kan nederlaget ved Dybbøl ikke sammenlignes med tabet af Skåne, der definitivt blev mistet for Danmark. Efter min mening er der ikke basis for at tro, at det skyldes ”overfladiskhed i nationalkarakteren eller almindelig sund fornuft, der dikterer en ”vi skal jo se at komme videre”-attitude” (s. 73).
Det er ikke desto mindre nødvendigt at sige fra overfor alle de forsøg, der har været fra svensk side på at hævde, at Skånes fortid ikke var dansk, hvilket Stig Wørmer dokumenterer med mange eksempler. Fx i en ret moderne bog fra 1963 Allmän och nordisk historie for gymnasiet, der hævder, at regionen må anses som gamle svenske landsdele, der efter lang tid var kommet tilbage til deres rette fædreland (se s. 94). Angreb på kulturarven, som den svenske arkitekt Brunius gennemførte, er fortsat en skandale. Den gik bl.a. ud over kirker og kalkmalerier.
Forunderligt er det, at brugen af det skånske flag, der er en moderne opfindelse og bruges meget i Skåne, blev lagt for had i 1960'erne og medførte, at ”Bildæk blev piftet, sidespejle ødelagt, og folk modtog trusler” (s. 97). Alligevel er der opstået en bevægelse ved historikere på Lunds Universitet, og den har markeret sig gennem udgivelse af bøger og aktiv forskning. Stig Wørmer mener bl.a. på den baggrund, at ”den øgede kommunikation mellem lande og landsdele uden tvivl (vil) aktualisere interessen for den fælles dansk-skånske historie og dens nutidige perspektiver” (s. 99).
Bogen har mange billeder, men hvor velvalgte, de end kan være, savner jeg oplysninger om de kunstnere, som har frembragt dem, og også om nogle af de personer, man kan se på billederne. Fx på billedet s. 9, hvor nederlagets mænd fejrer deres tab sammen med sejrherren. Der står intet om personerne på billedet. Det nævnes, at Jean Le Pautre er kunstneren bag billedet, men der står intet om, hvem han er. Den samme mangel på information gælder de fleste billeder. Se fx billedet på s. 26-27, der viser Daniel Rantzau, der stormer Tureby Bro i Skåne under Den Nordiske Syvårskrig. Der mangler oplysninger om Daniel Rantzau og om kunstneren Christian Holm, 1837.
Stig Wørmer har valgt at bringe et billede af Christian 4. og Kirsten Munk s. 30. Her mangler jeg en begrundelse for at bringe billedet. Selv om hun er en interessant person i Christian 4.s liv, har jeg svært ved at se, at hun relevant for bogens emne.
Jeg tvivler på, at Stig Wørmer vil få held til at opgradere året 1658 som historisk væsentligt, selv om det var året, hvor Danmarks største katastrofe fandt sted. Hvis man interesserer sig for Danmarks historie, tror jeg, at man er klar over, at Roskildefreden 1658 var en national katastrofe. I al beskedenhed har jeg i min egen Danmarks historie gjort 1658 til en af de væsentlige forandringer i fortællingen om Danmark, fordi jeg har struktureret den efter, hvornår der skete afgørende ændringer med Danmarks grænser. Dog har jeg ikke kaldt den for danmarkshistoriens største katastrofe. Naturligvis skal svenske forsøg på at fremstille Skåne som gammelt svensk land korrigeres. Så vidt jeg ved, har det ikke været tilfældet i dansk historieskrivning.
Stig Wørmer gør udmærket rede for Danmarks udenrigspolitik, der førte frem til katastrofen i 1658, og også for årene, der fulgte, indtil der blev sat punktum ved freden efter Den store Nordiske Krig i 1720. Især er kapitlet om forsvenskningen af Skåne fremragende. Derimod har jeg lidt sværere ved at få styr på det sidste kapitel, der handler om fortrængningen af tabet. Der er mange udmærkede pointer mht. det skånske landskab, national bevidsthed og identitet, kulturarven, sproget og herunder skånsk dialekt, og han får nævnt de fortjenester, som historikerne brødrene Weibull og Knud Fabricius har indlagt sig. Men alligevel har jeg svært at få hold på sammenhængen i argumentationen i sidste kapitel, der hedder ”Fortrængning”.
[Historie-online.dk, den 28. juli 2024]
