Tyge Brahe

Af Jakob Ørnbjerg, ph.d. stipendiat, Aalborg Universitet

I anledning af det nationalt udråbte renæssanceår 2006 er genudgivelsen af Alex Wittendorffs Tyge Brahe om den berømte danske adelsmand, astronom og kemiker Tyge Brahe (1546-1601) i allerhøjeste grad på sin plads, og det er i sandhed en historie om storhed og fald, som Wittendorff her serverer for os.

Vi følger Tyge fra den tidligste barndom til han som 20-årig gør sig sine første observationer af himmelrummet under opholdet i universitetsbyen Leipzig. Der er udførligt redegjort for Tyges store triumfer med opdagelsen af den nye stjerne i 1572 og kometen i 1577, samt de 21 arbejdsomme år på Hven, der så brat blev brudt med Tyges definitive farvel til Danmark i foråret 1597.

Tyge var i høj grad tilhænger af 1400-1500-tallets holistiske naturopfattelse, der i Renæssancens begyndelse endnu trives i bedste velgående på såvel Europas universiteter som hos den brede befolkning. Denne holistiske naturopfattelse så verden som en livskraftig organisme, som mennesket via egne erfaringer og observationer havde mulighed for at påvirke i en positiv retning. Herimod stod i Danmark Christian 4.s kansler Christen Friis (1581-1639) og professor Hans Poulsen Resen (1561-1638). Disse to mænd var Danmarks ypperste repræsentanter for den ortodokse lutheranismes statiske verdensopfattelse, der lagde dogmatisk fokus på Luthers lære og styrkelsen af den stærke kongemagt, der med tiden skulle banke de uregerlige og halvhedenske undersåtter på plads. I dette fastfrosne verdensbillede passede Tyge, der med sine observationer konstant gjorde opmærksom på verdensrummets ustabile elementer og dermed også på menneskets foranderlige placering i dette univers, kun alt for dårligt ind. Det sørgelige resultat er velkendt. Friis og Resen fik vundet Christian 4. for sagen og efter gentagne chikanerier og indtægtsforringelser fik Tyge nok og drog i eksil i udlandet. Frem til sin død i 1601 forsatte han sine studier under den tysk-romerske kejsers beskyttelse, om end disse studier aldrig nåede de samme højder som i de gyldne år på Hven.

Det går dog heller ikke op i stjerner og sammensværgelser det hele. Wittendorff beretter levende om Tyges papirløse ægteskab med den ikke-adelige Kristine Barbara, der vakte megen forargelse blandt hans adelige standsfæller. Mennesket bag videnskabsmanden kommer for alvor frem, når man ser, hvordan Tyge på alle måder forsøgte at sikre fremtiden for sin børneflok. Hans problemer med langfingrede kollegaer, utilstrækkelige papirforsyninger, upræcise måleinstrumenter, dovne assistenter og Hvens vrangvillige bønder er der også blevet plads til.

Som en ekstra krølle på historien bør det fremhæves, at Wittendorff giver fornem oprejsning til Frederik 2. (r. 1559-88). En konge, der mere end én gang i dansk historieskrivning er blevet fremstillet som en krigsgal og dårlig uddannet fyldebøtte. Frederik 2. var ganske vist ordblind, men bestemt ikke dårligt begavet, og han fulgte levende med i tidens videnskabelige og teologiske slagsmål. Som en ægte renæssancefyrste gjorde Frederik 2. alt, hvad der stod i hans magt for at beholde den til tider ganske krukkede og egentlig ikke særligt taknemlige Tyge i Danmark, da denne gik i overvejelser om at flytte sit videnskabelige arbejde til udlandet. Kongen tildelte derfor Tyge øen Hven i Øresund, hvorved astronomen kunne slippe for den danske adelsstands politiske, administrative, militære og sociale forpligtelser og uforstyrret fortsætte sit videnskabelige arbejde til gavn for kongens politik og prestige. I 1570’erne forholdt det sig faktisk sådan, at 1% af den danske krones indtægter gik til finansieringen af Tyges forskning og underhold. Med rette konkluderer Wittendorff, at så gode forhold har ingen dansk videnskabsmand hverken før eller siden haft. Til gengæld er det for en gangs skyld faktisk Christian 4., der spiller rollen som den uoplyste mørkemand. Ansporet af Friis og Resen tvang kongen Tyge ud af landet i 1597, men næsten værre var det, at Christian 4. også lod Tyges forskningscenter Uraniborg og dets enestående faciliteter forsømme og forfalde i en sådan grad, at der i dag ikke er sten på sten tilbage af dette imponerende anlæg.

På trods af Uraniborgs beklagelige forfald lever arven efter Tyge dog videre i bedste velgående. For det første er der Tyges observationer af stjerner og kometer, der påviste at universet var en foranderlig størrelse, der aldrig var færdig, men altid på vej. Hertil kommer, at Tyge valgte at publicere sine resultater til læsning og diskussion for en bredere offentlighed, så andre havde mulighed for at tage stilling til og bygge videre på hans resultater, hvilket ikke mindst kollegaen Johannes Kepler (1571-1630) benyttede sig af. Tyge gjorde kort sagt op med arven fra Middelalderen, påpegede fejl og mangler hos tidligere astronomer og fremlagde sine egne observationer. Det er Wittendorffs overordnede pointe, at Tyge via dette arbejde på afgørende vis bidrog til, at Renæssancens ideal om at drage sine egne erfaringer, frem for blot at bygge videre på andres teorier, frem til i dag har været den vestlige civilisations toneangivende mantra.

Her er under alle omstændigheder ikke blot tale om en traditionel biografi over en af Danmarkshistoriens store personligheder. Det fremgår af forfatterens indledning, at bogens ærinde også er at tegne et billede af Tyges samtid og verdensbillede. Det er et ærinde, der lykkes til fulde for Wittendorff, når han øser af sin store viden om planeter, stjerner, himmelsfærer, nyplatonister, kryptocalvinister, Copernicus og Johannes Kepler. Derfor får bogen også karakter af en yderst velskreven og informativ dansk og europæisk mentalitets-, religions og videnskabshistorie uden at dette dog fjerner fokus fra Tyge som det centrale og fascinerende omdrejningspunkt. Bogen kan derfor også anbefales på det varmeste til enhver, der har interesse i historie, samfund, naturvidenskab, religion og samspillet mellem disse.

Til sidst et lille surt opstød. Når nu Gads Forlag har ofret tid og penge på en opdateret udgivelse af Wittendorffs bog om Tyge Brahe er det ærgerligt at konstatere, at billedmaterialet lader noget tilbage at ønske. Flere af bogens illustrationer, der i en ordentlig opsætning ellers er farvestrålende og detaljerige, kommer slet ikke til deres ret i den sort-hvide og ofte alt for mørke gengivelse, man her har valgt. Det står især skidt til med Hans Kneipers tapet fra 1581-85, på hvilket både Frederik 2. og Tyge optræder (s. 97), Tyges egenhændigt opmålte og tegnede kort over Hven (s. 175) og Heinrich Hansens maleri af Uraniborg fra 1882 (s. 237).

Denne beklagelige mangel er der dog på alle måder råd for, da Nationalmuseet 16. september 2006 åbnede udstillingen Tycho Brahes Verden. Danmark i Europa 1500-1650. Her viser de mange genstande, malerier og videnskabelige instrumenter fra ind- og udland aspekter af Tyges liv og erfaringer og sætter samtidigt disse ind i 1500-tallets forestillingsverden. Så, med en lettere omskrivning af en gammel frase, skal der fra denne anmelder kun lyde en opfordring til at læse  bogen og se udstillingen. De supplerer nemlig fornemt hinanden.