Det første fængsel
Af Bjørn Westerbeek Dahl
Uspiselig bid af Danmarkshistorien
Titlen ”Det første fængsel” refererer til ”Trunken”, dvs. det fængsel, som Christian den 4. lod indrette i tilknytning til Orlogsværftet på Bremerholm i København omkring 1620, og som med en bygningsændring i 1640 frem til 1741 var den barske ramme om ”Bremerholms slaver”, altså landets værste straffefanger. Trods titlen rummer Johan Heinsens bog dog mere end det, da forfatteren giver fængslet og fangerne et større tidsmæssigt og globalt perspektiv. Og via en omtale af Stokhuset og et midlertidigt fængsel i et af Kastellets krudtmagasiner afslutter han sin bog med et kortfattet rids af 1800-tallets nytænkning på fængselsområdet, der jo danner grundlaget for nutidens kriminalforsorg.
Bogen er udkommet i serien ”100 Danmarkshistorier”, der på 100 måneder agter at publicere 100 bøger på hver 100 sider om emner og aspekter af Danmarks historie. Tidligere er der kommet fremstillinger om bl. a. ”Grundloven” (Bertel Nygaard), ”Danmark i Krig” (Bo Lidegaard) og ”Fri Porno” (Søren Hein Ramussen), og en let tilgængelig fremstilling af Danmarks fængselshistorie kan kun bydes velkommen som et relevant emne med en bred appel.
Johan Heinsen, der er lektor ved Ålborg Universitet, har tidligere beskæftiget sig med mytteriet ombord på orlogsskibet ”Havmanden” i 1683 (monografi 2017) og brugen af straffede personer i kolonierne (flere artikler), men han har ikke tidligere beskæftiget sig med fængsler i ældre eller nyere tid, hvis man da skal dømme ud fra hans publikationsliste på universitetets hjemmeside.
Tilskyndelsen til så alligevel at beskæftige sig med emnet fremgår indirekte s. 4, hvor forfatteren påtager sig at fortælle historien, da ”fængslernes historie … med klinisk præcision [er] slettet fra landkortet, fordi man ikke har set dem vigtige nok til at have fortjent en historie” og senere (samme side) ”historien [er] tavs som graven … glemt, udvisket og fortrængt ...”. Det er Heinsens opfattelse, at dette står i grel kontrast til de mange ”volde og bygningsværker, fangerne var med til at bygge”. Men fangerne har nu i Johan Heinsen fået en ridder med pc og bogkontrakt, så det glemte kan huskes og det fortrængte åbenbares: I hans optik var Danmark i den grad et foregangsland, ”at både Rundetårn og Børsen var ligegyldigheder i forhold til udviklingen på straffeområdet”. Lad nu betydningen af Rundetårn og Børsen fare, jeg ville nu nødigt undvære dem, men det er jo interessant, hvis historien om det danske straffesystem og de danske fængsler har været overset.
Indespærring i tugt- og forbedringshuse og arbejdspligt i bjergværker, fæstninger osv. kendes dog allerede fra 1500-tallet, og i Frankrig og Italien var galejstraffen endnu ældre. Amsterdams Tuchthuis degenererede allerede før år 1600 til et regulært fængsel for kriminelle, og derfor forekommer det anmelderen noget overdrevet at opfatte Bremerholm til noget særligt i international belysning.
Men så ”glemt, udvisket og fortrængt”? Måske for menigmand, der ikke skænker historien en tanke i det daglige, men den har da ikke været væk fra de historiske fremstillinger, hvor man kan forvente at finde en omtale. Således har Helge Gamrath i sin fremstilling af Københavns historie i tiden 1600-1728 ligefrem et afsnit om ”Trunken” (Gyldendals Københavns historie bind 2. 1980, s. 86), og så sent som i 2016 fremkom i Historiske meddelelser om København en 32 sider lang artikel af Ole Mortensøn om netop Bremerholms slaver, der tilmed er artiklens titel. Den har ikke fundet vej til Heinsens litteraturliste, og han kender den vel ikke (?).
Det kan så være, at Johan Heinsen ikke er tilfreds med de omtaler af Bremerholms slaver, der findes. Det er jo legitimt, men så er det jo hans opgave at fremkomme med noget, der er bedre for at rette op på det påstående svigt. Det fremgår da også af et afsnit i bogen (s. 5-9), at Heinsen har besøgt Rigsarkivet i København, hvor de få arkivalier ligger, der er bevaret om Trunken, men det fremgår omvendt ikke, hvad han har set. De efterfølgende sider antyder ikke, at han har fået meget andet ud af besøget i hovedstaden end den tur gennem byen, som han underholder læserne med, mens han på sin mobiltelefon afventer besked om, at arkivalierne er kommet frem til læsesalen. På turen følger han læseren fra Christianshavns Torv ud til Kastellet og præsenterer undervejs de fængsler, han kender. I Kastellet forbigås pudsigt nok den velbevarede Fængsels- og arrestbygning bag Kirken fra 1725 til fordel for en omtale af krudthuset i Dronningens Bastion, der rummede folkene fra oprøret i Tugt-, Rasp og Forbedringshuset i 1817. Det ligger ikke upåagtet hen, som Heinsen påstår, men er på nydeligste vis formidlet af foreningen Kastellets Venner, der på de guidede ture fremviser ”Danmarks værste fængsel” for offentligheden. Bygningen er tilmed for nogle år siden indrettet som da den fungerede som fængsel, og forholdene er endog udførligt omtalt på foreningens hjemmeside.
I mangel af oplysninger om ”Trunken” og dagligdagen for Bremerholms slaver får man historien om en række ganske spændende flugt- og udbrudsforsøg, som i særlig grad synes at have fanget Heinsens interesse, og det ligger jo i forlængelse af hans tidligere arbejder om f. ex. mytteriet på ”Havmanden” i 1683. Og vidste man ikke i forvejen, at Trunken var et forfærdeligt sted, ja, så ved vi nu, at det var så slemt, at folk ønskede at flygte derfra. Men er det ikke en evigtgyldig sandhed, når mennesker spærrer mennesker inde – i Trunken såvel som i Vridsløselille eller Søndre Omme?
Når der i det hele taget indrettes et fængsel på Bremerholm omkring 1620, er det ifølge Heinsen, fordi man ønskede at spare folk for at blive henrettet, og dermed skaffe folk til tidens omfattende civile og militære byggeopgaver, der efter Heinsens opfattelse tilsyneladende alene beroede på brugen af straffefangerne fra Bremerholm. Men han nævner ingen konkrete eksempler herpå, og anmelderen stiller sig skeptisk over for udsagnets sandhedsværdi. Alene antallet af fæstningsslaver var så beskedent, at deres betydning for ethvert større byggearbejde ville have været minimal. Og så siger kilderne faktisk det stik modsatte:
Hvad angår de tidligere fæstningsarbejder i København i årene 1607-24, så brugtes private entreprenører, som næppe har fået stillet ”gratis” statslig arbejdskraft til rådighed, og da arbejdet fortsattes og afsluttedes i årene 1642-1692 i rent statsligt regi, hvorfra der er minutiøst førte regnskaber og ordrer i læssevis, er der intet i, der blot antyder, at fangerne blev brugt. I stedet ser man afregninger med civile daglejere, der gik til en udmærket betaling (6-8 sk. pr. dag) og efter 1660 soldater fra byens garnison, der fik et lille tillæg (2 sk.) til deres normale sold. Fangerne optræder heller ikke i ind- og udleveringsregnskaberne for materialer, end ikke indirekte (via f. ex. en slavefoged).
Derimod har Bremerholms slaver været brugt til visse begrænsede vedligeholdelsesarbejder i og omkring fæstningen (oprensning af voldgravene, havnen og tømning af slamkister m.v., samt snekastning og renholdelse af fæstningsbroerne), men de sættes vel at mærke først ind efter år 1700, da de store fæstningsarbejder for længst var afsluttet.
Og hvad så med de civile bygninger, som Rundetårn og Børsen og alle de andre? Ja, det er lige så usandsynligt: Rentemestrenes bygningsregnskaber fortæller intet, der kan legitimere udsagnet om, at fæstningsslaverne blev brugt her, og de håndværkere, håndlangere og arbejdsfolk i øvrigt, der nævnes heri, har vel også lavet noget for den løn, de fik?
Derimod har fangernes hovedopgave naturligvis været arbejdet på Orlogsværftet lige uden for deres dør, hvor der bestemt nok kunne være hårdt arbejde, som de civile arbejdere ikke skulle udsættes for. Det havde man gerne hørt lidt mere om, men heri støder Heinsen på samme problem som andre historikere, at kildematerialet om forhold på Orlogsværftet i ældre tid for længst er kasseret i et omfang, så Heinsen kan bygge sine myter om ”fortrængninger” af historien.
Til hans udokumenterede påstande kommer det så, at fremstillingen er ganske ufokuseret. For forfatteren er som omtalt lidenskabeligt interesseret i flugt- og flugtforsøg, der sammen med mytteriet på ”Havmanden” kræver meget spalteplads, der kunne været brugt til at berette om det, som de spredte kilder trods alt fortæller. Han kunne også have uddybet sin omtale af især 1800-tallets fængselsvæsen, når han nu ønsker at følge emnet op i tid.
Fremstillingen er udstyret med et beskedent antal illustrationer, der undrer anmelderen ved at ikke at gengive Trunken (Geddes eleverede kort fra 1761 kunne være brugt – i stedet vises van Wijcks afbildning af byen fra 1611, hvor billedtexten angiver, hvor fængslet senere blev lagt, s. 13!). Af Stokhuset vises et billede af den nedrevne bygning, hvor kun grove rids af fundamentet gengives (s. 5). Hvorfor ikke en af de mange tegninger og fotografier af bygningerne, som fint dokumenterer det grumme opholdssted? Og s. 64 anføres det, at den bygning, der gengives på den følgende side skulle være det gamle Tugt- Rasp- og Forbedringshus. Det er det nu ikke. Det er N.S. Nebelongs stilfulde administrationsbygning til Christianshavns Kvindefængsel, der stod færdigt i 1864. Således er forfatteren selv med til at ”glemme, udviske og fortrænge” de mange triste skæbner.
Sproget i en bog kan jo opfattes på mange måder, men her går man friskfyragtigt til værks: ”militære befæstningsværker” (s. 12) er jo en pleonasme; ”besiddelsesløses … jobtilbud” (s. 12) en anakronisme; og udtryk som ”voldens layout” (s. 8), de ”indsattes cv’er” (s. 29) er ubehjælpsomme forsøg på at gå en forudsætningsløs læser i møde. Det er tillige mangel på præcision, når en slave ”mister livet”, når han vitterligt blev henrettet. Det er jo ikke helt det samme. Og ufrivillig komisk bliver omtalen af beskrivelsen af fangernes mad, hvis ”ærter var for tynde” (s. 48). Det er forståeligt, at de klagede!
Var det så det eneste at kritisere, for bogen er i sjælden grad behæftet med faktuelle fejl. På blot en side (s. 7), lykkes det Heinsen 1) at lægge en henrettelse i 1721 på Kongens Nytorv, 2) at lade fangerne bygge ”volde” på Amalienborg i 1729, 3) at lade henrettelsen af mytteristerne fra ”Havmanden” foregå på Esplanaden, 4) lade slaverne foretage opfyldninger til den ø, hvor Operaen ligger, og så 5) udnævne krudthuset i Dronningens Bastion i Kastellet til ”den eneste ældste fængselsbygning, der stadig står”. Realiteterne er 1), at henrettelsen i 1721 foregik på Nytorv, der jo ikke er det samme som Kongens Nytorv, men som til gengæld lå bekvemt for Heinsens promenade gennem København med mobilen tændt, 2) at arbejdet på Amalienborggrunden i bedste fald var omlægning af en have (og ikke anlæg af volde, der ikke ville have noget formål her), 3) at Esplanaden ikke var opfyldt før i begyndelsen af 1700-tallet (og burde Heinsen ikke med sit kendskab til netop ”Havmanden”s folk have vidst, at henrettelsen skete uden for Østerport?). Og videre 4), at Dokøen, hvor Operaen ligger, først blev opfyldt i årene fra 1854, hvor man ikke kunne drømme om at bruge fæstningslaver til et sådant formål, og endelig 5) at Fængsels- og arrestbygningen bag Kastellets Kirke er fra 1725, og dermed bærer prisen som det ”ældste fængsel”.
På denne baggrund kan det kun undre anmelderen, at bogens tekst er ”Fagfællebedømt” af en ”fagfælle på ph.d.-niveau”. Hvis det virkeligt er tilfældet, er denne bog et bevis for, at sådanne bedømmelser er uden nogen faglig værdi.
En ikke nok så velment sympati for de ringest stillede er tilstrækkelig til at skrive en historisk fremstilling, som det er sket her. Fangerne i Trunken, i Stokhuset og i Danmarks værste fængsel i Dronningens Bastion og alle de andre ældre fængsler havde fortjent en mere seriøs behandling end de har fået her i ”Danmarks første fængsel”.
Historie-online.dk, den 3. april 2018
