Gehrdt de Lichtenberg

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

Bøger om herregårde og adelsslægter begrænser sig ofte til én eller nogle få herregårde, og kan typisk rubriceres som adelshistorie, arkitekturhistorie eller lokalhistorie. Denne bog om Gehrdt de Lichtenberg (1697-1764), der er en af de helt store ”godssamlere” i dansk historie, lader sig dog ikke let indplacere.

Annette Hoff, der er museumsinspektør ved Horsens Museum, har i nogle år gransket hans levned og mange besiddelser, og det er der kommet en pragtfuld bog ud af. Det skyldes også fotografen Kirsten Nijkamps gode fotos, herunder af de mange genstande, som Annette Hoff i kraft af sin museumserfaring har udvalgt. Med baggrund i forfatterens grundige arkivstudier og med godt 400 illustrationer er det et sublimt værk, der må betegnes som ”et must” hos ikke blot samlere af herregårdslitteratur, men også hos interesserede i dansk historie i 1700-tallet i almindelighed.

Gehrdt Hansen Lichtenberg blev som søn af Horsens rigeste mand født med en sølvske i munden. Efter uddannelse i Flensborg og indgåelse af ægteskab i 1728 med borgmesterdatteren Bodil Hofgaard videreførte og udbyggede han familiens position. Parret overtog købmandsgården i Søndergade og ombyggede i 1743-44 denne til et prægtigt senbarokpalæ, der endnu ses i gaden, men nu som Jørgensens Hotel. Lichtenberg havde forinden sikret sig kongens gunst ved tildeling af en række indholdstomme, men i standssamfundet vigtige embedstitler som kommerceråd og justitsråd. I 1739 blev han adlet og erstattede Hansen med de. Da Frederik V i 1749 besøgte Horsens boede kongen i Det Lichtenbergske Palæ og udnævnte i den forbindelse Lichtenberg til etatsråd. Trods de mange fine titler, blev han aldrig virkelig embedsmand, men holdt sig til sine forretninger, hvortil kom velgørenhed (skoler, kirker, stiftelser).

Der er ikke bevaret et egentligt privatarkiv, så regnskaber, dagbøger, breve og lignende foreligger stort set ikke. Annette Hoff har derfor været nødsaget til at gennempløje en lang række andre arkiver for at finde materiale, bl.a. i toldregnskaber, brandtaksationer, rådstueregnskaber, godsarkiver, skibslister, skøde- og panteprotokoller og præsteindberetninger. Det er et uhyre forbilledligt arbejde, der smukt illustrerer det faktum, at med flid kan man belyse ganske mange forhold om en fremtrædende mand som Lichtenberg trods fraværet af et privatarkiv.

Alligevel er det blevet en bog med utrolig mange forbehold. Ord og vendinger som formentlig, sandsynligvis, givetvis, vel, muligvis, det kan ikke udelukkes, vides ikke, kan ikke afgøres, måske, efter alt at dømme, etc. flyder i lind strøm gennem både hovedtekst og illustrationstekster. Nogle gange er det helt overflødige forbehold. ”Hvorvidt der har været regnskabsbøger, får vi aldrig at vide”, hedder det f.eks. (s.110) samtidig med at det for læserne er aldeles klart, at Lichtenbergs omfattende virksomhed slet ikke havde kunnet lade sig gøre uden bogføring. Andre gange er det forbehold, der til trods for det omfattende arbejde i arkiverne, kan få læseren til at føle, at måske kunne der være gravet dybere ned i arkiverne. Det gælder f.eks. en billedtekst: ”Lichtenberg ejede tilsyneladende ikke selv et hus i Viborg, men må have lejet sig ind et passende sted i byen” (s.159).

Lichtenbergs forretninger var mangfoldige. Norgeshandel, pengeudlån, industrielle virksomheder og ikke mindst godsopkøb. Hans pengeudlån, der netop ofte blev foretaget på Snapstinget i Viborg, strakte sig i perioden 1730-64 til 314.000 rdl., hvilket svarede til mere end værdien af alle bygningerne i Horsens by og sikrede ham med en høj udlånsrente på 5 % en indtægt på mellem 40.000 og 50.000 rdl. i perioden.   

Med fast base i først købmandsgården og senere palæet skabte Lichtenberg sig et lille imperium af godsbesiddelser. Det var pengeudlånene, der var udgangspunktet. Den første herregård var Lindbjerggård øst for Ølgod, som tilfaldt Lichtenberg i 1731, da ejeren ikke kunne tilbagelåne et stort lån, hvor gården indgik som pant. En del af de elleve herregårde, som Lichtenberg anskaffede sig, blev overtaget fra økonomisk trængte ejere, evt. ved køb på auktion.

Godserhvervelserne kom for det meste til at lægge i små klynger, bl.a. også suppleret gennem senere jordopkøb. I Vejle Ådal kom Lichtenbergs imperium til at omfatte Engelsholm, Kjeldkær, Haraldskær samt fæstegården Kølholt. På Horsensegnen blev det til tre gårde: Ussinggård, Merringgård og Serridslevgård. Ved Randers købte han Bidstrup og i Salling Bustrup. I Vesthimmerland ejede han ganske kort Krastrup og Gunderstedgård.

Annette Hoff gennemgår de elleve herregårde, sådan som de tog sig ud på Lichtensbergs tid, herunder de mange til- og ombygninger som han lod foretage. Lichtenberg var konstant optaget af at forbedre og forny både hovedbygninger og avlsbygninger. Forfatteren gør også meget ud af selve herregårdsdriften, der enten var overladt til forpagtere eller børn og deres ægtefæller, som fik bolig på de enkelte gårde. I alt kom 3.489 tønder hartkorn under hans besiddelse. Det havde været nok til at oprette et grevskab, men Lichtenberg valgte i stedet at skøde de fleste af gårdene til svigersønner.

Bidstrup blev dog oprettet som et stamhus til den eneste søn, Hans Henrik. I stamhusbrevet fra 1763 forpligtede Lichtenberg sønnen til ikke at drive rovdrift på godsets fæstebønder ved at skrue deres hoveriydelser i vejret for egen vindings skyld. Dette er det eneste vidnesbyrd, som Annette Hoff har fundet om Lichtenbergs forhold til sine fæstebønder. Han var en human godsejer, og det argumenteres der også for på baggrund af, at der ikke er fundet klager over ham eller hans ridefogeder. ”Tilsyneladende følte ingen fæstebønder sig forulempet over for stort pres i hoveriarbejdet eller stigende antal dage på herregårdsmarken” (s.251).

Lichtenberg kom også til at stå som ejer af ikke færre end 20 kirker, idet han dog kun ejede nogle af dem i en kortere årrække. Spredningsmønstret for kirkerne fulgte praktisk taget herregårdsmønstret. Kapitel 8 er 35 sider med gennemgang af disse kirker og de ombygninger og udsmykninger, som Lichtenberg lod udføre. Som kirkeejer havde Lichtenberg ret til selv at udpege præsterne, han rådede over de enkelte kirkers indkomster, men måtte modsat også påtage sig vedligeholdelsen. I hans tilfælde var det ingen byrde, men som byggeivrig mand snarere et privilegium. Nørup Kirke ved Engelsholm er et udpræget eksempel på Lichtenbergs ombygning og udsmykning. Det er et fornemt eksempel på senbarokkens/rokokoens interiørkunst i en jysk kirke. I øvrigt er et kendetegn for Lichtenbergs byggerier den udbredte brug af løgkupler.

Herpå følger andre sider af Lichtenbergs godgørende aktiviteter. Foruden fattigforsorg omfattede de den latinske skole og den danske skole i Horsens, men i øvrigt primært skolerne på landet – med det sigte at sikre fæstebøndernes børn undervisning. Flere steder lod han opføre nye skolehuse.

I bogen beskrives også Lichtenbergs deltagelse i den tidlige industri i Danmark. Efter købet af Engelsholm etablerede han en papirmølle og fik efter ansøgning privilegium på opkøb af gamle klude på Fyn og i Jylland. Derved skabte han en vestdansk pendant til Strandmøllen, papirfabrikken ved Mølleåen nord for hovedstaden, hvor Drewsen havde et tilsvarende privilegium på opkøb af de nødvendige klude på hele Sjælland. Engelsholm papirmølle blev forpagtet ud til en hollandsk papirmager og blev en stor succes, bl.a. takket være det hastigt voksende bureaukrati i den offentlige administration i 1700-tallet. Frem til 1799 var Engelsholm Jyllands eneste papirmølle.

På en lerrig lokalitet ved Engelsholm Sø opførte Lichtenberg også et teglværk. Det var ikke helt så originalt, men sikrede ham selvforsyning med mursten til de mange nybyggerier og ombygninger. Derimod overtog Lichtenberg i 1751 sammen med Haraldskær en række fabrikker, som den tidligere ejer af herregården havde ladet opføre. Det drejede sig bl.a om et kobberværk, en nagelsmedie (sømfabrik) og en krudtfabrik, der i første omgang blev overladt en svigersøn.

Annette Hoff har også et ganske interessant kapitel om Lichtenbergs bibliotek, kunstkammer og møntsamling (s.114-151). Vedrørende biblioteket bygger Hoff primært på en analyse af de ca. 1.000 bøger, der indgik i skiftet i 1795 efter hans enke. Tendenserne i hans bogerhvervelser er godt beskrevet, og på Horsens Museums hjemmeside findes der en kommenteret liste over bogsamlingen. Måske havde det været bedre, hvis listen havde været bragt som appendiks eller efterfølgende bliver publiceret på mere holdbar måde, f.eks. i et lille skrift.

Småindvendinger rokker ikke ved det faktum, at forfatteren har skrevet et særdeles kompetent og rigt facetteret værk om Gehrdt de Lichtenberg, der samtidig indeholder mange nuancer fra 1700-tallets danske provinssamfund. Dertil kommer, at Annette Hoffs gode evne til at fremdrage og udnytte kilder samtidig gør bogen velegnet som studiebog for andre, der ønsker at kigge en dygtig forsker over skulderen.