Husbondret

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren er ph.d. i historie. Bogen Husbondret er skrevet på basis af en ph.d.-afhandling i 2004, om Rettighedsopfattelser i Danmark 1750-1920. Forfatteren er chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder. ”Herfra har jeg fået min første inspiration til at begive mig ud i noget for en historiker så eksotisk som jura og forsøg med tværvidenskabelighed.” som hun skriver i sit forord til bogen.

At betegne jura som noget eksotisk må nok skyldes en veludviklet sans for sort humor hos forfatteren. Den går tilsyneladende igen i forfatterens valg af titel til bogen - ”Husbondret”.  En juridisk disciplin post festum?  Når man har gennemlæst bogen, efterlader den et indtryk af juridisk viden og metode på et højt niveau. De juridiske termer er nærmest uangribelige. Men intet sted finder man belæg for at anvende titlen Husbondret. Medmindre forfatteren med anvendelsen af ordet ret mener rettighed – og altså ikke en juridisk disciplin. Men bevar mig vel. Titelvalget er svært med det meget komplicerede og tværfaglige indhold, bogen er udstyret med. I stedet for Husbondret kunne man fristes til at vælge ”Husholdningsret”. Det var trods alt et fag i Aristoteles ”Statslæren” . Eller  ”Husret” eller ”Husstandsret” , oversat fra et af Aristoteles nøglebegreber - Oikos. Men det minder nok for meget om den Naturret, som forfatteren i sin bog netop mener at have påvist ikke-eksistensen af under periodens mange forandringer til fremme af og til ”gavn” for individet som retsubjekt. Ifølge forfatteren skyldtes forandringerne Kontraktsretten – ikke Naturretten. Og deri har hun sikkert ret.

Når jeg sætter anførselstegn ved ordet gavn, skyldes det forfatterens egen diskussion i bogens afslutning. Fra at være underordnet husbondens jurisdiktion, trådte tyendet ud af dette forhold og blev et selvstændigt retssubjekt. Men samtidig frigjordes husbondens pligt til at yde tryghed og beskyttelse for tyendet. En retssædvane, som havde eksisteret måske i årtusinder faldt pludselig bort. Var det godt eller skidt? Var trygheden  bedre end friheden? Et spørgsmål, der også blev stillet af sovjetborgere, da Sovjetunionen kollapsede. Et spørgsmål, der fortsat vil blive stillet verden over, afhængigt af de politiske forhold.

Tilbage til Anette Faye Jacobsens bog. Formålet med den er at kortlægge Danmarks retspluralistiske kultur i tiden 1750-1920. En kultur, hvor rettigheder og pligter afhang af personens rang og stand. En kultur eller rettere flere kulturer, udstyrede med hvert sit retssystem. En gennemgang af Danske Lov viser en række områder, hvor kontraktsrettens grundprincipper var gældende. Og som forudsatte ligestilling mellem individerne. Helt anderledes end husbondområdets hierarkiske fundament, som også indgik i samme lov.

Forfatteren fokuserer især på begrebet ”husbond”, hvad enten det stod for godsejer, gårdmand eller håndværksmester. Denne husbond var udstyret med en autonom magt over sin husstand med fri dispositionsret og strafferet. Forfatteren afdækker i sin bog, hvorledes lovgivning og måske især retspraksis respekterer og støtter denne magtudfoldelse.

Forfatteren inddrager også husbondens rettigheder udadtil. Han var jo husstandens eneste retssubjekt. De andre personer i husstanden blev ikke betragtet som retssubjekter. Det var derfor ham alene, der fik tildelt politiske rettigheder i 1830´rnes Rådgivende Stænderforsamlinger og senere Rigsdagen.   

Bogen er opdelt i tre hoveddele. Danske Lov og frem til landboreformerne. Derfra og til og med junigrundloven 1849. Endelig videre frem over grundlovsrevisionen 1915 til og med Medhjælperloven i 1921.

Hver periode gennemgåes med henblik på at registrere og analysere de retspolitiske strømninger. Der fokuseres på den grundlæggende juridiske teori og dogmatik. Det vil sige, at de tidssvarende juridiske lærebøger m.m. også inddrages i den diskurs som er nødvendig for at forstå de mange facetter i den pågældende tids samfundsbillede. Forfatteren har godt greb herom. Hun kan derfor berette om tidspunkter, hvor juraen er på forkant med den aktuelle politiske udvikling og andre tidspunkter, hvor det modsatte er tilfældet. Næsten uanset hvad, får man en stærk fornemmelse af, at landets store jurister satte deres fingeraftryk på ethvert politisk resultat.

Det er i øvrigt et stort plus, at forfatteren bringer historiens store jurister ind i bogens fremstilling. Disse lærde herrers udsagn, der flittigt citeres, er nogen gange overraskende. Dels når de viser deres sande politiske jeg, og dels når de kommer i mindretal med deres juridiske argumenter.

Det er også et plus og egentlig et must for en bog af denne kaliber, at forfatteren gennemgår en række retssager. Retspraksis har været og vil altid være en af de vigtigste kilder til vor forståelse af fortiden og samtidig en uundværlig vejledning for såvel nutiden som fremtiden.

Endelig skal bogens fremstillinger af tidens politiske drøftelser fremhæves. Igen er citaterne fra de mange politikere af stor betydning som kildemateriale.

Det springer lidt i øjnene, at en af de vigtigste bestemmelser i Danske Lov, nemlig 3-19-2 på det nærmeste forbigåes i tavshed. Den er ikke nævnt i den ellers fyldige lovoversigt. På side 62 er bestemmelsen alene omtalt i en bisætning. Bestemmelsen omhandler husbonds ansvar for sine ansattes uforsvarlige, skadegørende handlinger(culpa) overfor 3.mand. Bestemmelsen er fortsat gældende i dansk ret. Og retspraksis op til d.d. indeholder særdeles mange afgørelser, der bruger D.L. 3.-19.-2. som den retlige subsumption for afgørelser om arbejdsgiveres ansvar for ansattes skadegørende handlinger. Næppe nogen anden bestemmelse i DL har haft så stor og blivende betydning for det danske samfund som denne bestemmelse. Husbondansvarsregelen, som den også kaldes, har udvidet kredsen, der omfattes af  begrebet husbond til stat, kommune mfl.. Kort sagt enhver arbejdsgiver, hvad enten der er tale om en privat eller offentlig. At betegne det offentlige som husbond er måske sprogligt svært at kapere. Men juridisk er det realiteten. Eksempelvis er forfatteren selv som ansat i Institut for Menneskerettigheder beskyttet af 3.-19.-2., hvis hun uagtsomt(simpelt eller groft) eller forsætligt påfører 3.mand eller hans ejendom skade. Her træder staten til og yder skadelidte erstatning.

Så husbondbegrebet eksisterer altså også i dag og yder den ansatte samme tryghed, som 3.-19.-2. har gjort i mere end 300 år. Også selvom den ansatte i dag har sin fulde frihed. Trygheden er endog blevet større, idet husbonds regresadgang er afskaffet, jf. Erstatningsansvarslovens § 23.   

Som det efterhånden er sædvanligt for fagbøger af denne karakter, er bogen udstyret med et ret stort galleri af minipersonbiografier. Dette sammenholdt med et ret så stringent noteapparat, det sædvanlige stikordsregister, en megastor litteraturoversigt samt en fyldig lovoversigt gør det  forventeligt, at bogen også vil blive anvendt som håndbog for de mange historikere, jurister, filosoffer m.fl, der interesserer sig for tiden efter Danske Lov´s tilblivelse i 1683.

Forfatteren har haft den nødvendige støtte fra kompetente og velkendte retshistorikere og jurister i øvrigt i forbindelse med såvel ph.d.- afhandlingen som bogudgivelsen. Forfatterens interesse og virke for menneskerettighederne har været en væsentlig drivkraft. En conditione sine qua non.     

Det er en modig og fornem præstation af Anette Faye Jacobsen, at gennemføre en så højprofileret, tværvidenskabelig analyse af en periode med retspluralistisk kultur i Danmark. Resultatet er forbilledligt for den tværvidenskabelige forskning.