Magten og kulturen

Af Peter Henningsen  

I februar 2006 modtog historikeren Jens Engberg fra Aarhus Universitet Brandes-prisen for sit monumentale trebindsvæk om dansk kulturpolitiks historie gennem 150 år (ca. 1750-1900). Og lad det være sagt med det samme: det var helt fortjent. Sjældent har jeg set et så gennemarbejdet, velskrevet og informationsmættet værk fra en dansk historikers hånd som dette. Bogen er ikke blot en af de absolut væsentligste og vægtigste bøger om perioden, udgivet i 2005, men også en af de vægtigste nogensinde. Det er i hvert fald svært at komme i tanker om blot en enkelt bog, der kan matche de tre ”mursten”, som Engberg her gavmildt kaster i grams.

Det er danmarkshistorie, men ikke som vi plejer at møde den. Engberg har, som en avisanmelder skrev et sted, skrevet et værk om alle de ting, der normalt kun findes som strø- og randbemærkninger i danmarkshistorierne. I centrum står nemlig statens kulturpolitik og den måde, hvorpå skiftende regenter og regeringer gennem tiden har forsøgt at påvirke folket via kulturpolitiske tiltag. Det første problem, der møder forskeren, når han skal kaste sig over sådan undersøgelse, er spørgsmålet: hvad er kultur? Når man skal svare på det, giver man sig med det samme ud i et teoretisk minefelt. Det ved Engberg godt, men der er ingen vej udenom alligevel at gøre forsøget, når værket handler om netop kultur. Kultur er, siger Engberg uden at ryste på hånden, ”en måde at tænke, se og opleve på, der er eller er på vej til at være kollektiv. Der, hvor man tænker, ser og oplever på en fælles, given måde, navnlig hvad angår dyrebare ting som tro, moral, samfund og kunst, der har man et kulturfællesskab”.

Den årvågne læser vil straks opdage, at Engbergs kulturdefinition er en anden end den, man møder i den nye kulturhistorie og den historiske antropologi. Engberg interesserer sig nemlig for kollektiv kultur – eller kollektiv mentalitet – og ikke for partikulære kulturer (f.eks. bondekultur, borgerkultur, adelskultur) og er således på linie med den klassiske franske Annales-skole og den engelske history-from-below-genre. Og det er ikke nogen tilfældighed: man er ikke kommet langt hen i bogen, før man ser, at Engbergs tilgang er præget af både Karl Marx’ og den italienske marxist Antonio Gramscis tanker om hegemoniet. Også Engbergs definition på politik ligger i tråd med den kulturalistiske marxismes politikforståelse: ”Politik kan bestemmes til at være det at få så mange mennesker som muligt til at agere på en måde, som de ikke ville have gjort det, hvis de ikke havde været under politikkens påvirkning”.

Når ”kultur” og ”politik” sættes sammen, når man frem til, at kulturpolitik er den måde, hvorpå magthaverne via politikken påvirker og forsøger at ændre undersåtternes kultur på den for magthaverne ønskelige måde. Det handler altså om magt, og om hvordan man via magt påvirker folks tænkemåde. Målet er i den sidste ende at bevare magten og kontrollen over samfundet. ”Som jeg ser det”, siger Engberg, ”vil den til enhver tid førte kulturpolitik således være udtryk for, hvilke værdier den dominerende gruppe – f.eks. den ledende stand, den herskende klasse eller det regerende parti – ønsker accepteret, støttet og udbredt”. Kulturpolitikken er et magtinstrument. Det har det alle dage været, men det er ofte blevet overset af en senere tids kulturministre, som normalt har ladet sig stille tilfreds med at bruge tiden på diverse elitære og folkelige småsyslerier. Anderledes med den nuværende regering, hvor såvel vores statsminister som vores kulturminister er opmærksomme på, hvor vigtigt et instrument kulturpolitikken er i deres kamp mod det i det danske folk nedarvede socialdemokratiske tankegods. For heller ikke de gamle socialdemokrater - jeg tænker især på Julius Bomholt – var blinde for kulturpolitikkens mægtige potentiale og kraft til at forme og danne mennesker efter bestemte mønstre. Vi kender det jo også udmærket fra det 20. århundredes andre store ideologier: fascisme, nazisme og kommunisme, der alle ville skabe et nyt menneske på et nyt kulturpolitisk grundlag.

Kulturpolitikken i den engbergske aftapning er fortællingen om den kamp, der gennem tiden har været udkæmpet om, hvorledes danskerne burde tænke som kollektiv gruppe. Hvilke tænkemåder har man ønsket at fremme, og hvilke har man ønsket at modvirke. Hvilken slags teater, ballet, litteratur, maleri osv. har man ønsket at støtte og give gode vilkår, og hvilke kunstarter har man overset eller ligefrem ønsket at undertrykke? ”Når en ny kulturpolitik bryder sig vej frem”, siger Engberg”, ”vil det ofte være, fordi den ved opkomsten af en ny stærk klasse i samfundet er nyskabende og samfundsomvæltende. Efterhånden som klassen og med den kulturpolitikken erobrer magten, bliver den undertrykkende, som f.eks. tilfældet har været med den borgerlige kulturpolitik”.

Det er med andre ord ikke en ligegyldig pamflet, Jens Engberg har skrevet. Derimod er det dybt relevant at interessere sig for den danske kulturpolitiks historie, og Engberg gør det med den dybdeborende historikers skarpe blik og hvasse pen. Han skriver let og flydende, og der er forbløffende få slåfejl i den mægtige bog. Det i sig selv er en ærefrygtindgydende bedrift. Men Engberg er heller ikke nogen uferm humorist. Man tager sig ofte i at sidde og klukke, når han stryger små sproglige perler og spydigheder ud undervejs. F.eks. som denne, når han indledningsvis indkredser politikbegrebet: ”Politik drejer sig selvfølgelig i varierende grad for den enkelte politiker om rigdom, sex, anseelse og bare det at blive ved magten”. Nogen vil måske finde det lige lovligt kækt, men det ændrer ikke ved argumentets gyldighed. Jeg er overbevist om, at lige præcis disse ting er en stor drivkraft hos mange politikere – selvom de næppe vil indrømme det i offentligheden. Engberg har ikke kunnet dy sig, der er flere eksempler af samme skuffe, og det er godt. Det giver bogen spænstighed, kraft og personlighed. Engberg gemmer sig ikke bag akademisk mandarinsnak.  Jeg kender ham ikke personligt, men mit gæt er, at han næppe hører til den konfliktsky slags.

Bogen lægger ud med en beskrivelse af den aristokratiske kulturpolitik, som blev ført i Frederik 5.s regeringstid. Hovedkræfterne i denne politik var de højadelige ministre A. G. Moltke og J. H. E. Bernstorff. Formålet med kulturpolitikken var primært at kaste glans over enevælden og over residensstaden København, som de fornemme fandt provinsiel og kedsommelig. Den skulle hurtigst muligt – koste hvad det koste ville - bringes op på samme fine kulturelle niveau som andre vesteuropæiske hovedstæder. En sådan opjustering af den danske finkultur havde ydermere den fordel, at de mange fornemme tyskere, som rynkede næsen ad dansk kultur, kunne få noget mere smagfuldt at beskæftige sig med. Det var den internationale standard for smagfuld kunst og kultur, der skulle indføres. Kulturprodukterne udsprang dermed ikke af dansk, men derimod af en international, i særdeleshed fransk, kultur. Med borgerskabets stigende kulturelle indflydelse og Ove Høegh-Guldbergs overtagelse af magten i 1772, faldt den aristokratiske kulturpolitik imidlertid sammen. Det havde været dyrt og får man indtryk af, at riget med hastige skridt nærmede sig bankerotten som et resultat af al denne kosmopolitiske ekstravagance. Det begyndende nationale had mod alt tysk gjorde og sit, og den stod i direkte opposition til den aristokratiske kulturpolitik. Engberg karakteriserer på bedste marxistiske vis Guldbergperiodens kulturpolitik 1772-84 som et resultatet af klassekampen mellem borgerskabet og aristokratiet.

Under Guldbergstyret var kulturpolitikken først og fremmest reaktionær og konservativ. Alle gode gamle dyder skulle beskyttes. Men det var også en kulturpolitik som lagde vægt på danske kulturprodukter og på dansk sprog og kunst. Guldberg og konsorter forsøgte dermed at fortrænge den aristokratiske overdådighedskultur ved at satse på danskproduceret kunst og få det på niveau med internationale standarder. Kulturpolitikken blev præget af sparsommelighed og dansk snusfornuft i og med at kulturen skulle stå i enevældens direkte tjeneste. Kulturpolitisk handlede det om at modvirke og imødegå alt, der kunne ryste og forandre det danske monarkis harmoni og ligevægt.

Med kronprins Frederiks overtagelse af magten i 1784 indledes en ny æra. Engberg kalder den reformkulturpolitikkens periode. Den varer til ca. 1818 – eller i hvert fald til Napoleonskrigenes afslutning, hvor Danmark er gået bankerot og har mistet Norge. Selvom et tysk domineret og aristokratisk parti generobrede magten i 1784 betød det ikke, at kulturpolitikken vendte tilbage til sine gamle aristokratiske former. Tiden var løbet fra den form for social demonstrativ ødselhed og var i stedet præget af de såkaldt borgerlige, patriotiske idealer. Aristokratiets indflydelse på kulturlivet blev alvorligt svækket efter den franske revolution og borgerskabets normer var tæt på at opnå en nærmest hegemonisk status. Da der tillige i de forløbne år var blevet skabt en række kulturinstitutioner på dansk grund, således at danske kunstnere nu kunne gøre sig gældende, også i forhold til et internationalt niveau, betød det, at kulturpolitikken i stigende grad vendte vrangen indad og blev national. Tiden var præget af en lang række store reformtiltag på stort set alle områder, og i løbet af par generationer ændredes det stive, traditionelle standssamfund til et mere fleksibelt, moderne samfund. Vigtigst af alle de store reformer var, mener Engberg, indførelsen af den generelle skolepligt og folkeskoleloven i 1814. Indlemmelsen af det danske folk i åndernes rige via skolegang skabte basis for at landet kunne moderniseres og lade tradition og stive standsskranker bag sig.

Fra omkring 1820 og frem til enevældens fald i 1848 – den såkaldte guldalder – rasede kulturkampen i Danmark for alvor. Den enevældige kongemagt forsøgte krampagtigt at fastholde sit monopol på magten, og den aldrende Frederik 6. blev mere og mere bidsk i sin ”vi alene vide”-attitude, og borgerskabet blev på sin side mere og mere forbitret over at være placeret uden for magtens centrale cirkler. Utilfredsheden ulmede på alle fronter. Der vejredes morgenluft, da Frederik døde og Christian (8) kom til, men forgæves. Christian var som sin fætter en konservativ fastholder. Kunsten, litteraturen osv. fortsatte dog med i stigende grad at blive national i sit anslag, og den indtil da enerådende statspatriotisme måtte vige for den nye nationalistiske nationalånd. Tiden var nationalstaternes og folkeåndens tid. Grundtvig rumlede henført og højstemt romantisk i Vartov, og rationalistiske præster prædikede forgæves tør fornuft i landets kirker. Det var vækkelsernes tid. Indre Mission, grundtvigianisme, ja mormonisme. Folk var til følelser og patos, ikke gold bureaukratisk enevældelir. Den omsiggribende nationalisme måtte uundgåeligt føre til voldsomme ideologiske kampe mellem statens dansksprogede og tysksprogede dele, og resultatet af den kulturkamp behøver næppe opsummeres her.

Enevælden kom i den sidste ende til at fremstå som den uundgåelige taber i spillet mellem folkeånd og aristokratiske internationalisme. Enevælden var konservativ og reaktionær, borgerskabet, om ikke revolutionært, så dog yderst forandringsparate, for at bruge et moderne udtryk. Det prægede perioden på godt og ondt.

Årene efter enevældens afskaffelse og Grundlovens indførelse blev heller ikke konfliktfrie. Tværtimod. Gamle enevældige institutioner skulle reorgansieres og indplaceres i den nye samfundsorden, og samtidig blev en række vigtige kulturpolitiske dagsordener implementeret (religionsfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, trykkefrihed osv.). I mangt og meget fortsatte administrationen dog i den samme gamle enevældige skure, vel først og fremmest pga. embedsstanden, som var overtaget fra enevældens kollegiestyre. I store træk forblev kulturpolitikken den samme frem til midten af 1860’erne, hvor de nationalliberale endegyldigt blev vippet af pinden efter nederlaget til Preussen i 1864. Fra midten af 1860’erne frem til 1900 rasede striden mellem Højre og Venstre, og mellem store og små bønder om, hvem der skulle regere landet. Hvem var folket? Og kunne man lade folket styre? Resultatet af magtkampen er velkendt. Estrup kom til magten og indførte provisoriestyret, der først blev brudt i 1901, da Venstre efter årtier i opposition endelig kom til fadet, og i 1905 fik landet sin første venstre-konseilspræsident (statsminister), den bondefødte degn, J. C. Christensen. Et afgørende kulturpolitisk skifte, der ikke alene signalerede den endelige afsked med århundreders stive standstænkning og bondeforagt, men også en endelig afsked med aristokratisk indflydelse i dette land.

At karakterisere Engbergs bog under ét er umådeligt vanskelig. Den er så omfattende og så detaljerig, at enhver anmeldelse står i fare for at drukne i redegørelsen for stoffet. Bogen er på en gang en danmarkshistorisk odyssé fra midten af det 18. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede og en uhyre detaljeret gennemgang af de forskellige kulturpolitiske tiltag, som prægede tiden, lige fra oprettelsen af kunstakademiet og Det kongelige Teater til almueskoler, rigsarkiv og dagspresse. Det er en mægtig og ærefrygtindgydende præstation. Enhver historiker, som selv har forsøgt at gabe over et så vældigt stof og været i den situation, at der skulle kompileres brudstykker af viden fra en nærmest uanet mængde af bøger, artikler, pamfletter, aviser mm. vil vide, hvor svært det er at bevare overblikket og få det hele med. Alene af den grund fremstår Engbergs værk som et af de vægtigste danmarkshistoriske værker, der er skrevet til dato.

Man kan vælge at læse det hele på én gang, men det kan let gå hen og blive drøjt. Bogen fungerer derimod ypperligt som opslagsværk, hvor man kan dykke ned udvalgte steder og fortabe sig. Skulle man selv tabe overblikket og forsvinde i de overvældende stofmængder – og det gør man let – har Engberg heldigvis sørget for en overskuelig struktur, hvor man ved begyndelsen af hver del bliver præsenteret for en opsummering af den pågældende dels hovedtræk. Derefter kan man gå i gang med detaljerne.

Kort sagt: Det er et mageløst værk, som Engberg har begået og selvom man kan finde småfejl i enkelte detaljer her og der, rykker det på ingen måde ved, at Engberg her er trådt i karakter som en af den ældre historikergenerations betydeligste historikere. Han har skabt et storværk af blivende værdi.