The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713

Af Erik Helmer Pedersen

I de første 15-20 år af det 18. århundrede blev befolkningerne i Østersøområdet hjemsøgt af to  på hinanden følgende katastrofer: en række nabokrige, sat i værk af deres fyrstelige herskere, og en nok så dødbringende pestepidemi, som med usvigelig sikkerhed slog ned på tætbebyggede områder. Udover civilbefolkningens lidelser kostede krigshandlingerne militære tab i tusindvis, hvortil kom endnu flere sårede, som knapt nok undsluppet døden på slagmarken risikerede at blive pestens ofre.  I sin store bog om pestens baltiske dødsgang har Karl-Erik Frandsen med sin historisk-kritiske lup fulgt dens hærgen fra land til land, fra by til by siden den dukkede op for første gang i et svensk krigslazaret 1702 i det sydlige Polen. Herfra spredte den sig i ryk, indtil den omkring 1710-11 kulminerede i den skandinaviske del af området. Dens sidste aktionsområde blev de danske hertugdømmer Slesvig og Holsten og de tilgrænsende områder i Nordtyskland.

Den store pestepidemi havde da lagt titusinder af mennesker i graven, selv om diagnosen ”pest” og det vil i denne sammenhæng sige ”byldepest” ikke i alle tilfælde stod aftegnet tydeligt på ofrene. Hvis der fandtes store bylder i lymfekirtlerne, og hvis sygdommen desuden havde bredt sig til lungerne og i tilgift forårsaget blodforgiftning med sorte pletter på huden, var samtidens eksperter ikke i tvivl: Det var pest. Men andre epidemiske sygdomme som kopper, tyfus o. lign. feberlidelser kunne samtidigt være på spil for slet ikke at tale om livstruende børnesygdomme som mæslinger, kighoste og skarlagensfeber. Under ”normale” omstændigheder måtte man dengang regne med, at op mod en fjerdedel af spædbørnene døde inden etårs-alderen og endnu 10% nåede ikke at fejre deres 10 års fødselsdag. Voksendødeligheden var også større dengang, og folk blev i det hele taget langt fra så gamle som nu om stunder.

Historikerne, også de med medicinsk uddannelse, rystede dog ikke på hånden, når de uden videre satte lighedstegn mellem pest og byldepest. De bekræftedes heri af en schweizisk ekspert, dr. Alexandre Yersin (1863-1943). Gennem sit arbejde på Pasteur Instituttet opdagede han bakterien Yersinia pestis, som efter alt at dømme forårsagede historiens store pestepidemier. Beklageligvis har DNA-undersøgelser i tandsæt fra franske pestofre fra tiden 1500-1720 ikke skaffet den nødvendige klarhed til veje. Derfor har en revisionistisk retning, ikke mindst blandt yngre historikere, hævdet, at den moderne pest, fremkaldt af Yersinia pestis, ikke er identisk med de historiske pestepidemier.

Selv om revisionismen sågar har smittet Karl-Erik Frandsens specialestuderende, holder han med visse modifikationer fast ved den ”klassiske” opfattelse: at pest historisk betragtet er byldepest, og dens smittebærere er sorte rotter, hvis lopper gennem deres bid og omkringsummende fluer gennem deres stik påfører ofrene den ofte så fatale smitte. I sin konklusion på sin store undersøgelse er han dog ikke helt så fast i troen og udtrykker sluttelig håbet om, at et internationalt netværk gennem undersøgelse af et stort historisk DNA-materiale og andre fossile vidnesbyrd definitivt kan afgøre, om den historiske pestårsag er Yersinia pestis eller en anden bakterie.

Inden da har den veloplagte og engagerede forsker taget sine engelskkyndige læsere med på en længere rundrejse i det baltiske område. For områder uden for Danmark har han måttet bero sig på resultaterne af de undersøgelser, lokale forskere har fremlagt, dog med den bemærkning, at flere af disse har medvirket ved Karl-Erik Frandsens seminarer over temaet på Historisk Institut resp. SAXO-instituttet ved Københavns Universitet. På dansk grund taler han imidlertid med autoritetens stemme; seks år intensivt forskningsarbejde over det overleverede kildemateriale synes at have kortlagt pestens kronologi og dens geografiske spredningsmønster, begyndende med Helsingør og byens nærmeste omegn november-december 1710 og sluttende i Holsten godt ti år senere. Det er dog først i december 1710, da epidemien har ramt den lille landsby Lappen nord for Helsingør, at forf. tør stille diagnosen: byldepest. I de første tilfælde er der, som datidens sygdomsbehandlere i skikkelse af særligt udpegede barberer eller feltskærere mente det, snarere tale om en slags tyfus eller feber med pletdannelser på kroppen.

Datidens sundhedsministerium, Politi- og Kommercekollegiet, havde da i flere år fulgt pestepidemiens spredning, og i august 1709 etablerede man en karantænestation på Saltholm, ledet af Sundhedskommissionen ved Toldboden, en sundhedsorganisatorisk nydannelse. På Saltholm skulle mandskab på skibe fra det pestramte Danzig holdes isoleret i 40 dage for at undgå den frygtede smittespredning. Da sygdommen brød ud i Helsingørområdet godt et år senere, blev den lokale sundhedskommission mobiliseret, og dens tiltag blev nøje fulgt ovenfra. At 213 mennesker blev pestens ofre i Helsingør vinteren 1710-11, huede bestemt ikke myndighederne, og da sygdommen hen imod maj 1711 blussede op igen i endnu voldsommere grad, skred man 31. maj til det uhørte skridt rent militært at afspærre hele området, sådan som det var sket i Königsberg den forudgående november. Det skabte naturligvis store vanskeligheder for områdets forsyning, men det lykkedes at etablere en interimistisk torvehandel, hvor de nordsjællandske bønder fortsat kunne sælge deres fødevarer o. lign. til gængse markedspriser.

Sultedøden blev derved holdt i ave, hvorimod pesten kostede hen ved et par tusinde mennesker livet. Kvinder og børn (piger) var særlig hårdt ramte, viser begravelseslisterne. Afspærringen fra Espergærde ved Øresund til Munkerup ved Kattegat til viste sig desuden at være ret illusorisk, da syge soldater bar smitten videre. En række nordsjællandske sogne fra Asminderød til Birkerød blev efterfølgende hærget af pesten; i en landsby som Høsterkøb i sidstnævnte sogn døde ikke færre end 100 mennesker, halvdelen af beboerne. Mod vest-sydvest spredtes smitten til Værløse, Jørlunde og Slangerup sogne, men i landsbyer som Kirke Værløse og Lille Værløse gik sygdommen mirakuløst nok uden om mange gårde og huse.

I mellemtiden havde pesten bredt sig til København, antagelig ført dertil af et skib, som på mystisk vis havde passeret afspærringen i Helsingør. Efter en vis nølen tog myndighederne, nu under anførsel af en nyudnævnt sundhedskommission, imidlertid tog kampen op mod pesten juni 1711, men inden den havde raset ud samme efterår, havde den kostet ca. 25.000 mennesker livet eller 2/5 af byens befolkning, sådan som kommissionens akter i sammenhæng med kirkebogsmaterialet viser det sort på hvidt. Øen Amager, vor forskers hjemsted tæt ved København, blev heller ikke sparet; her borttog pesten på få uger godt tusind mennesker eller 1/3 af befolkningen.

Karl-Erik Frandsen følger dog også pestens videre og noget afdæmpede forløb til Københavns vesteregn og til byer som Køge, Præstø og Roskilde for så endelig at lade historien (og pesten?) dø ud i to gammeldanske områder som Skåne og Holsten. Imens var myndighederne travlt beskæftiget med at få de sygdomsbefængte og ofte helt forladte huse renset grundigt ud og de angrebnes tøj og sengeklæder brændt. For den tids fattige, og de talte mest på sygdommens tabslister, forekom denne renselsesproces ikke at være et ubetinget gode.

I virkeligheden var myndighederne på så at sige alle niveauer meget bevidste om situationens alvor, selv om det i dag er svært at tage temperaturen på deres ”sociale” sindelag.  Udover deres større eller mindre effekt på pestens ofre har de mange indgreb i beboernes dagligdag ganske givet skabt større opmærksomhed om smittefaren. Selv hans kgl. majestæt gik så langt som til at tage stilling til, om ”Vor barber” i Helsingør også kunne klare problemerne i Tikøb. Selvfølgelig kunne han det, mente kongen. Flere steder dokumenterer  forf. på samme måde, at der gjorde sig flere meninger gældende om den rette politik over for pesten og dens virkninger. Måske skulle forf. have fulgt det sundhedspolitiske spor noget nøjere, evt. på bekostning af det store navnemateriale, som stedvis tynger fremstillingen. Nogle steder føles det ligefrem som at bladre i historiske begravelsesnotitser.     

Som man vil se, er det en lang og tragisk historie, der her fortælles, og det må pointeres, at sidstnævnte adjektiv ofte løber forf. i pennen. Han gennemlever på en måde historien og føler med de mange pestofre og deres efterlevende familier. Det er de dødes historie, som her genoplives, selv om der gøres behjertede forsøg på at se sagen fra de overlevendes synspunkt. Uden på nogen måde at ville gøre lidelse og død til en gravlagt historie forekommer det alligevel anmelderen, at moderne historieforskning og –skrivning i en vis forstand har vendt den livgivende samfundsskildring ryggen. Trods oprørende forskelle i social og medmenneskelig forstand, sådan som vi i vor tid må vurdere det, lykkedes det faktisk de overlevende i datidens dødsenfarlige tilværelse at føre udviklingen videre frem mod den nok så tillokkende situation, vi står i 2010. Livets nu afdøde repræsentanter bør ikke glemmes midt i nutidens ruelse over de ting i fortiden, som vi med rette betragter som én stor sump af lidelser. Men Karl-Erik Frandsen og mange med ham vil nok indvende, at mange af deres forgængere lod lidelsens krønike være et ret så ubeskrevet blad i historien. Det kan ikke afvises.

Det er en særdeles læseværdig bog, Karl-Erik Frandsen har givet os i hænde, selv om vi nogle steder må tage den engelsk-danske ordbog ned fra hylden for at få den danske mening klart frem. Et stort dansk resumé savnes stærkt, for selv om temaet er baltisk indrammet, er det trods alt i en danmarkshistorisk sammenhæng, det foregår. Heldigvis har forf. for det i en pesthistorisk sammenhæng særdeles interessante sogn Tikøb i Nordsjælland skrevet en god artikel i ”Medlemsblad for Historisk Forening for Espergærde og Omegn”. Den kan i høj grad læses som et dansk resumé. Karl-Erik Frandsen har de facto leveret to værker på disputatsniveau. Det første omhandlede som bekendt det nok så livgivende emne dyrkningssystemer og agrarstrukturer i 1680’erne. Midt mellem to pestepidemier.