1864

Af Erik Ingemann Sørensen

Forståelsen af baggrunden for forholdene omkring hertugdømmerne Slesvig-Holsten og det ultimative opgør i 1864 har gennem årtier været årsag til mange grå hår. For hvordan var det nu lige egentlig, det forholdt sig? Hvordan hang det sammen? Den aldeles indviklede situation er måske bedst blevet karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der af dronning Victoria blev bedt om at forklare den slesvig-holstenske problematik. Ifølge overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer, der forstod problemet: den første var dronningens prinsegemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var der Lord Palmerstone selv. Men han havde glemt det!

Med bogen ”1864” skrevet af de to unge historikere, Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt, rådes der på fornem vis bod på dette. Store ord – men dette må være bogen om 1864. Opbygningen, billed- og kortmaterialet, de skriftlige kilder og så det fine sprog – ”hard writing makes easy reading” – går lige præcis op i den højere enhed, der gør, at læseren sidder tilbage med en ganske sikker fornemmelse af, at sådan var det.

Historikeren Uffe Østergaard formulerer problematikken glimrende i en slags forord til bogen: ”Det er dog tvivlsomt, om 1864 virkelig er ”past history”, som man siger”. Noget kunne tyde på, at såret fra 1864 ikke er helet endnu. Også i år var der debat om fælles dansk/tysk mindehøjtidelighed på Dybbøl den 18. april – Dybbøldagen. Og så har der været ganske krasse meningsudvekslinger, da det kom frem, at en dansk soldat, der faldt i Haderslev den 9. april 1940, måske blev truffet af en ”hjemmetysk” kugle. Hvor gerne man end ville det anderledes, så synes ”Sårfeberen fra Dybbøl” – som Herman Bang så rammende karakteriserede det – stadig at være i kroppen.

Der er flere årsager til at beskæftige sig med 1864 den dag i dag. Det var den selvforskyldte krig og det selvforskyldte nederlag. Men det var – trods alt – tabet af den rigeste del af fædrelandet med over 200.000 indbyggere og enorme krigsudgifter, her, det moderne Danmark blev født. Den multinationale helstat blev definitivt slagtet. I stedet opstod en neutral, etnisk nationalstat med kun ét sprog. Danmark skulle ikke længere udleve stormagtsdrømme. Helt frem til den kolde krigs ophør rettede vi os ind i rækken af småstater. Forståelsen for dette omsving og for nej til dansk revanche efter 2. Verdenskrig bygger primært på forståelsen af 1864 og følgerne heraf.

I 1863 var Danmark i og for sig en underlig størrelse. Kongeriget var alt nord for Kongeåen. Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg udgjorde den del, hvor den danske konge ”kun” var hertug.

I 1848 havde en oprørsbølge ramt Europa. Inspireret af denne stillede stænderforsamlingen i Slesvig-Holsten en lang række krav til den danske konge, hvoraf de primære var en forfatning for Slesvig-Holsten samt Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Det vakte det største postyr – især i hovedstaden, hvor de nationalliberale sværmere med Orla Lehman i spidsen mødtes i Casino og krævede både regeringsskifte og en fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Skidt med det gamle løfte om ”Ewig zusammen ungeteilt”. De liberale kræfter i Danmark sejrede, og der blev nedsat en grundlovsgivende rigsforsamling, der skrev junigrundloven af 1849 – Europas frieste forfatning.

Men krigen var begyndt – og selv om der kom hjælp til slesvig-holstenerne fra Preussen, så var det i realiteten en blodig borgerkrig, der fandt sted. Slaget ved Fredericia og Isted resulterer sammen med et russisk pres i oprørernes overgivelse. Men hertugdømmerne er fortsat en krudttønde, der ikke bliver mindre farlig på grund af en tåbelig dansk sprogpolitik.

Det herskende synspunkt i de ledende politiske kredse syntes at have været bevarelsen af Helstaten. I henhold til internationale aftaler, kunne vi jo ikke indlemme Slesvig i kongedømmet. Men den nationalliberale politik i Danmark buldrede løs: Danmark til Ejderen – altså netop en adskillelse. Der uvilkårligt måtte føre til krig.

Og så vælter hele korthuset med et brag. Frederik den 7. dør, og Christian den Niende – Glücksburgeren på den danske trone – havde ikke meget råderum i den oppiskede stemning. Rigsrådet havde den 13. november underskrevet forfatningen, der placerede kongerigets grænse ved Ejderen. Dette var præcist, hvad den tyske jernkansler, Otto von Bismarck satsede på. For så kunne Preussen slå til med sit militær. Men Danmark fortsatte ufortrødent mod afgrunden – blandt andet i den fejlagtige tro, at Sverige – som lovet – ville komme os til militær undsætning, såfremt der udbrød krig. Men som så meget andet – både før og siden – i svensk udenrigspolitik, var dette løgn. Da det virkelig brød løs, løb Sverige fra samtlige løfter.

Novemberforfatningen trådte i kraft den 1. januar 1864. Og der blev mobiliseret fra dansk side, da man vidste, at det højst sandsynligt ville ende med krig. Og så stod Danmark – der for alvor havde dummet sig – helt alene.

Den følgende del af historien er nok bedst kendt. Dannevirke blev – militært klogt – forladt. Det var blevet anbefalet af konceilpræsident Monrad. Hvilket han omgående benægtede, da han hørte befolkningens ramaskrig.

Nedslagtningen ved Dybbøl op til den 18. april – og på selve Dybbøldagen – blev det første endelige resultat. Hæren, der var i stor forvirring, trak sig tilbage – flygtede. I stor forvirring. Den kunne i realiteten heller intet stille op mod overmagten. Danmark bad om våbenhvile – i håb om at finde en politisk løsning. Igen var det i London, forhandlingerne fandt sted. Og igen gik det helt, helt galt. Grænsedragningen kunne man ikke finde ud af. Heller ikke spørgsmålet om en eventuel personalunion. Det ender derfor med, at det er Danmark, der sprænger konferencen. Af stupid stædighed. Ganske meget tyder nemlig på, at Bismarck – og dermed Preussen og Østrig kunne have affundet sig med noget, der ligner den nuværende grænsedragning.

Kort efter sammenbruddet erobrer fjenden Als. Og nu kom der nerver på – især i København. For hvad blev det næste? Fyn? Sjælland? København?

Danmark var aldeles selvforskyldt havnet i en håbløs situation, da der blev sammenkaldt til en ny konference. Denne gang i Wien. Intet havde vi at komme med. Men fik til gengæld en voldsom regning: afståelse af de rigeste og mest industrialiserede landsdele – grænsen kom som bekendt til at gå ved Kongeåen. Vi havde mistet 3.078 dræbte soldater, 3.151 var sårede eller lemlæstede og 8.000  sad i tysk fangenskab. Blandt andet i Theresienstadt!

Den 9. november 1864 måtte Christian den Niende underskrive dødsdommen over hertugdømmerne. ”Danmark var reduceret til en småstat”, skriver forfatterne. Til gengæld var Stortyskland blevet født. Et stortyskland der 1866 slog Østrig og 1870 Frankrig. Og hermed var kontinentets ubestridte stormagt.

Hertugdømmerne blev fortid. Godt nok fik vi Nordslesvig tilbage ved folkeafstemningen i 1920. Men ikke ”En røvet datter dybt begrædt”, som Henrik Pontoppidan så poetisk formulerede det. I alle fald var det i en stærkt amputeret udgave.

Det er hele denne spændende, fascinerende, men så sandelig også dybt traumatiserede historie, de to historikere så fornemt har gengivet. Der er langt fra tidligere – heroiserende – fremstillinger af 1864 og så denne nøgterne analyse af dansk hovmod og dilettanteri. Det tjener de to historikere til stor ære.

Som nævnt tidligere er bogen gennemillustreret med samtidige stik, fotografier og malerier. Desværre har billedredaktøren forlystet sig med at beskære de historiske malerier på en underlig måde. Hvorved helheden i malerens dramatiske beskrivelse skades. Og så burde der nok have været et stik af ligdyngerne, der hobede sig op. Visende al krigens gru – uanset side. Samt klip fra de dramatiske, nationalistiske avisartikler op mod tilbagetrækningen fra Dannevirke. Samt et stedregister. Men man kan ikke få det hele. Til gengæld er der en glimrende litteraturliste.

Kort og godt: en fremragende bog om 1864 byggende på stor viden og grundig research. Med denne bog kan vi føje en bemærkning til en af den danske litteraturs mest dramatiske romaner, Herman Bangs ”Tine”, fra 1889. Afsluttende skriver han om nederlagets mænd, der drager bort i mørket efter at have holdt fest hos den enarmede baron: ”Vinduerne slog i Stormen. Paa Vejen hørte man, langt borte, Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.” .

Ja. Men vi havde i sandhed selv bedt om det.