1864 – Sønner af de slagne

Af Erik Ingemann Sørensen

At skrive en bog om 1864 stort set uden dramatiske beretninger om, hvad det var, der skete på de nærmest hellige, danske "killing fields", kan forekomme en håbløs, nyttesløs - ja stort set selvmorderisk opgave.

Ikke alene kræver det mod og mandshjerte. Men så sandelig også - og det er nok det altafgørende vigtige - et helt ekstraordinært overblik over selv de mindste politiske detaljer. Og de lange linjer. Uden dyb indsigt i og forståelse for, hvad der gemmer sig bag Herman Bangs rystende pen, pastor Birkedals rasende udfald, pressens ildsprudende penne, digternes selvoppustede ego - og såvel politikernes som kongens flakkende øjne, ja så må et sådant forehavende på forhånd forekomme ganske og aldeles dødsdømt.

Med mindre man besidder Rasmus Glenthøjs sproglige ekvilibrisme, utrolige overblik samt sans for selv den mindste detalje. Alt dette danner baggrund for Glenthøjs formidable formidling og fortolkning af nederlagsåret 1864. På en ny og udfordrende måde. Efter endt læsning af denne bog må man nøgternt konstatere, at sjældent har et folk været så vel forberedt til at få en skarp og præcis indsigt i og forståelse for, hvad det egentlig er, vi markerer, med de mange ”Erinnerungstage”, der i realiteten for alvor starter sammen med denne udgave af historie-onlines nyhedsbrev. Sjældent har 1864 været så godt belyst som nu.

Det buldrede med erindringer og faktuelt kildemateriale i 1889, da man markerede 25-året for nederlaget. Midt i al trompetbralderet udkom Herman Bangs ”Tine”, der mere end noget andet er fortællingen om nederlag, lidelse og undergang. Ingen har senere kunnet gengive nederlagsoplevelsen så gribende og rystende, som netop Herman Bang. Uanset hvad Ole Bornedal skaber med sin billedmagiske verden – ja. Alligevel. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre.

På mærkværdig vis begyndte 1864 stille og roligt at glide i baggrunden. Man kan vel egentlig ikke sætte præcis dato på. Men det var, som forsvandt nederlagsåret næsten for en hel generation.  Kampen for en ny eksistens.  Og dog. Når alt kom til alt, så var og er der jo stadig festlighederne i Fredericia hvert eneste år – den 6. juli – hvor tradition, nationalfølelse, historiefortælling, myte og nationalisme smelter sammen til en størrelse, der i realiteten er svær at beskrive

1964 blev på mange måder markeret med en vis kølig distance. Måske blev det for meget for Frederik IX, der helt uden for protokollen og uden manuskript rejste sig op i Kongeskansen og holdt en meget følelsesladet tale. Stærkt var det – varmt blev det modtaget. Men meget var stadig knyttet til gengivelsen og beskrivelsen af det rent faktuelle. Samt lovprisningen af den danske landsoldat – de grumme tyskere – og det danske mindretals kamp syd for grænsen. At det tyske mindretal var og er en lige så central og kulturskabende del nord for grænsen, var der nu ikke så mange, der kom ind på. Og Knud Leif Thomsens filmatisering af ”Tine” formåede ikke at se dybden i Bangs lidelser. (Se klip: https://www.youtube.com/watch?v=Il4I-FGj5FY)

Men lidt efter lidt begyndte der at dukke nyt op. Formidlingsmæssigt. Det hele kulminerer vel egentlig i perioden 2008 – 2012, da der dukker en magisk fortæller op på scenen: journalisten og forfatteren Tom Buk-Swienty. Med sine tre storværker: ”Slagtebænk Dybbøl” (2008) – ”Dommedag Als” (2010) og ”1864 i billeder” (2012) sparker han ganske enkelt døren til nederlagsåret 1864 ind. Og det noget så grundig endda. Det kom nærmest som lyn fra en klar himmel. Der kan ikke herske tvivl om, at det netop er Tom Buk-Swienty, der er hovedaktøren i hele den genåbning af ”Der Untergang”, der har fundet sted. Både fagligt og formidlingsmæssigt. Og han er på mange måder blevet en øjenåbner – fødselshjælper – for en lang række historikere, der har fundet det relevant at se på netop fortællingen om 1864. Med nye og stærkere briller. Med et langt bredere fundament. Og med langt større horisonter.

Og fortællingen er brudt ud i lys lue. En lang række yngre historikere, der er båret af fortællerglæden, er dukket op. Medierne er trådt til med nye muligheder rent formidlingsmæssigt (Se bare på Museum Sønderborg Slot), og DR sender til september den største og dyreste dramaserie nogen sinde. Om netop 1864. Man må jo kunne se i øjnene, at her er der på alle måder tale om en klar logistik: preusserne afventede, danskerne dummede sig igen og igen, stormagterne tøvede, jenserne blødte - forblødte. Og dét var så dét. 

Men heri tager man helt og aldeles fejl. Der er så uendeligt mange facetter, så umådeligt mange spørgsmål – og så mange differentierede svar, at fortællingen om 1864 leve videre uanset hvad. Næsten som ånden, der er sluppet ud af flasken. Mere spændende og udfordrende kan det vel dårligt være.

Wie es eigentlich gewesen?

Rasmus Glenthøj, Postdoc, ph.d. ved Syddansk Universitet, skriver om sin vinkling på 1864, at det er vigtigt at forstå historien forlæns og ikke baglæns. Det er jo Ranke i fuldt flor. Og et af de helt afgørende punker, der er med til at gøre denne bog så specielt fremragende. Flertallet af danskere sidder kanske i dag med billedet af det ”latterlige lille land”, der troede, det kunne spise kirsebær med de store – i egen selvforherligelse – og siden blev så grusomt svigtet, overfaldet og martret. Ja nærmest voldtaget.  Det er ikke så lidt af et ikon, Glenthøj er oppe imod. Generationers fejltolkninger og bortforklaringer af og om Slesvig sidder jo dybt i ”folkeånden”. I alle fald hos dem, der endnu havde historie i skolen og på gymnasiet. For slet ikke at tale om universitetet. Det kan til dels minde om ”don Quixotes” kamp mod vindmøllerne. I form af talemåden.

Baggrunden for nederlaget kan findes – og er i sandhed fundet – mange steder. Det samme gør sig gældende for nederlagets betydning for folkesjælen. Her slår Rasmus Glenthøj allerede i bogens titel direkte ned i traumet, selvpiskeriet og de bøjede nakker, når han giver bogen undertitlen: ”Sønner af de slagne…” Et spand på 42 år rummer måske hele gåden. Herman Bang var frontfigur for selvpiskerne, som Glenthøj elegant formulerer det. Hele denne fantastiske digters store produktion er ene og alene båret af traumet fra Asserballe, de danske troppers flugt gennem Horsens oplevet af et af et skrækslagent lille barn. Læs indledningen til ”Tine”, som han har dediceret til sin mor. Her har vi nederlaget i fuld udfoldelse. Martrende. I 1889.

”Vildmanden i det danske våben”, nobelpristageren i litteratur (1944), Johannes V. Jensen, orkede i 1906 ikke længere at høre på denne ”Weltschmerz” - og da slet ikke i den Bangske udformning. Derfor skrev han – næsten i buldrende og bragende raseri over flæberiet – digtet: ”Sønner af de slagne / se, I staar på Muld! / Død er det bedragne / lykkeløse Kuld.” I moderne politisk formidling blev dette til: ”Nok er nok”. Johannes V. Jensen skriver 42 år efter nederlaget. Men hvilke 42 år. Bag ham lå 2 eklatante milepæle i dansk nederlagshistorie. Men så sandelig også 2 milepæle der til fulde understregede, at et land – ”på trods” – kommer videre – kan komme videre – efter devisen: ”Carpe diem”. 

Grokraft og innovation

Rasmus Glenthøj demonstrerer til fulde, hvordan et ”lidet fattigt land”, der orker, kan udnytte alle de muligheder, der ligger gemt. Og det var præcis hvad man gjorde efter 1864. Heden er en side af det. Men, som Glenthøj understreger, så var det både den omvæltende industrialisering, der var slået igennem før 1864, og udnyttelsen af markedernes muligheder, hvor det danske kornkammer ”byttede” sig til kul, der dannede en af hjørnestenene i det moderne Danmark. Og – fastslår han – det var sket alligevel. På trods. Og den rækker jo også tilbage til det forsmædelige nederlag ved Wienerkongressen i 1814. Også her spillede den internationale udvikling ind, blandt andet med kornhandelsperioden. Innovationen lå så blandt andet i, at man med skoleloven af 1814 sendte ungdommen på himmelflugt, og det i en sådan grad, at man ved sessionerne i 1840érne kunne konstatere, at almuen nu faktisk både kunne læse og skrive. I dag hedder noget sådant et tigerspring. Et ord Glenthøj med styrke inddrager i sin fremstilling. 

Så både i 1814 og 50 år senere var det rent faktisk tigerspring – og heldige udenlandske faktorer – der bar Danmark gennem de problemer, en fejlslagen udenrigspolitik – ja blot politik - havde skabt for nationen. Og her er det, understreger Glenthøj, nødvendigt at konstatere, at 1864 altså kun er ét ud af flere forsmædelige tab. ”Freden i Kiel kostede den danske stat 385.000 km2, mens Freden i Roskilde i 1658 kostede Kongeriget Danmark 19.000 km2 og med de norske områder staten alt 65.000 km2 . Hvis man ser på det danske imperiums tab i løbet af tiden, så slår tabet af Sverige ved Kalmarunionens undergang i 1523, salget af Estland i 1346, tabet af Valdemarernes Østersøimperium og Knud den Stores Østersøimperium suverænt, hvad der skete i 1864. Flere af disse begivenheder betød lige så store eller større befolkningsmæssige tab…”

Hvorfor så denne elende?

Rasmus Glenthøj må jo nødvendigvis finde et udgangspunkt for al denne elende, der haglede ned over det fædrene land. Her ryster han ikke på pennen. Han fastsætter klart og entydigt, at roden til ”Upstairs – downstairs” skal findes i Napoleonskrigene. Det giver anmelderen lejlighed til at omtale bogens illustrative kvaliteter. For der er i den grad kælet både for billedudvalg og teknisk gengivelse. Forsiden kan vel dårligt være andet end Niels Simonsens dramatisk indlevede gengivelse af soldaterne, der strider sig gennem snefoget på den isglatte Flensborg Landevej, mens de forsøger at redde en kanon med sig. Til Dybbøl. Dette fantastiske billede rummer det hele. Midt i erkendelsen af nederlag og fortvivlelse trodser soldaterne elementernes rasen – såvel naturens som politikernes. Det er et af de stærkeste malerier i den danske ikonografiske fortælling om ”De slagne”.

Det andet billede findes på side 25. Her har vi titlen: ”Der grosse Wiener Friedens-Congres zur Wiederherstellung von Freiheit und Recht in Europa”. Alene titlen på kunstværket siger stort set alt. Og så alligevel ikke. For de var under ingen omstændigheder tale om en positiv udgave af præsident Obamas indsættelsestale fra 2009: ”A new Beginning”. Napoleon, den franske revolution, de ulmende frihedsbevægelser rundt om, liberalismens piblen frem og meget mere, gjorde deres til, at der reelt var tale om en cementering af ”Die Welt von Gestern”.

Bogen igennem mødes man af det ene spændende og informative billede efter det andet. Velkendte – anderledes kan det vel ikke være – og nye. Fælles for dem alle er, at de i den grad er med til både at supplere og udvide teksten. Derfor er det givet også helt bevidst, at det første billede er Erik Henningsens berømte maleri af tilbagetoget fra Dannevirke (ikke Simonsens udgave af motivet) og det sidste i bogen er den danske maler, Peter H. Wilhardts ”Danske soldater i Dybbøl 1920”. Glædesrusen var stor over genforeningen. Men, som Rasmus Glenthøj flere gange undervejs understreger, så var det ikke et duknakket, kuet folk, der fik en luns af det fordums så store imperium tilbage. Det var det moderne Danmark, der fik justeret sin grænse mod syd. Side for side er der al mulig grund til at rose forfatteren og forlagsredaktionen for den sikre hånd, hvormed også billedudvalget er foretaget.

Glenthøj ridser i tilknytning til stikket fra kongressen i Wien, Frederik 6’s snævre manøvrerum – efter at have holdt på den forkerte hest – iskoldt op. Og understreger at det rent faktisk lykkedes for enevoldskongen at få sine punkter igennem. Hvorefter han nøgternt konstaterer, at ”Stormagternes interesse i at bibeholde en lille magtesløs stat ved Østersøens indsejling sikrede det amputerede miniputimperiums eksistens…” I realiteten er det vel her, vi har befundet os lige siden. Man kan jo fundere over, om ikke NATOs overbærenhed med Danmark under fodnotepolitikkens periode trods alt hang sammen med denne geopolitiske situation. Og Thule.

Det fremgår flere gange undervejs i bogen, at det netop er det geopolitiske, der er en af stormagternes fintfølende sensorer. Eksempelvis en tysk flådebase i Kiel med direkte Nordsøadgang via en kanal var et skrækscenarie for englænderne.

Finessernes vagtparade

Hele det slesvigske spørgsmål er i realiteten præget af så voldsomme tilsætninger, at øjnene fra tid til anden løber i vand. Hvilket som bekendt gør det vanskeligt at se klart. Det prægede i den grad den førte politik frem mod ”Der Untergang”. Men så sandelig også efter. Det er en af Rasmus Glenthøjs helt, helt store fortjenester, at han stille og roligt lægger sine kort frem – adskillige helt ukendte – og på denne måde udfordrer læseren. Helt i Rankes ånd: ”Wie es eigentlich gewesen. Det er en velkendt sag, at man ofte knækker nakken på ”Det slesvigske spørgsmål” – frygtet af alle gennem ungdommens eksamensperioder.

Her hjælpes man godt på vej til forståelsen takket være Rasmus Glenthøjs jongleren rundt med et hav af småsentenser – omskrevne ordsprog med mere. Disse mellemrubrikker sætter flere gange læseren på en prøve – eller rettere: de udfordrer. Man må lige hen og slå op. For hvad er det nu lige, det dækker over? Er der ikke en lille finte dér?

Kapiteloverskrifterne og mellemrubrikkerne rummer blandt andet følgende herlige sentenser: ”Et helligt sprog/Det blev et yndigt land / et væltet Colombusæg / En flod for langt / Cirklens kvadratur / en gang til Golgatha…” og mange flere. Når disse – få ud af mange – nævnes, er det for at understrege et af de centrale elementer i bogen: læseren bliver udfordret. Igen og igen. Man må lige hen og slå op – og var det nu lige det? Det er en herlig læseroplevelse.

Udfordring på udfordring

Det er jo klart en udfordring, at Rasmus Glenthøj starter med at lægge kabalen – eller opbygge korthuset – minimum 50 år før Bismarcks lille raske træningskrig mod Danmark. Man kan ikke bare læne sig tilbage og lade fortællingen rulle forbi. Dertil sker der alt for meget. Såvel på den regionale, den nationale og den internationale scene. Parnasset herhjemme havde jo mere end rigeligt at se til – først i genopbygningen efter 1814, så i forbindelse med Grundloven i 1849, herefter i forsøget på at bremse op for de ”demokratiske” muligheder – og siden med at mase sig frem i køen ved håndvasken efter nedslagtningen i 1864.

Rasmus Glenthøj forsøger godt nok at gøre opmærksom på, at 1864 var en af de mindre blodige krige i Danmarkshistorien. Ser vi på tabstallene, har han ret. Men. Ser vi på antallet af hjemvendte soldater med sårfeber, selvmordsstatstikker – og det lille lands måde at honorere den menige soldats tapperhed på – ja, så rammer han ved siden af. Der burde have været en lidt mere udførlig redegørelse for Kongerigets formidable evne til at sige tak på.

Undervejs gennem de 575 sider er der naturligvis flere steder, hvor man har lyst til at protestere mod fremstillingen. Sådan må det være i så kompleks en verden, som 1864 – før og efter – var og er. N.F.S. Grundtvig får sit – og det samme gør både Ingemann og Carit Etlar (sidstnævnte var såmænd Berlingske Tidendes krigskorrespondent i 1864). Men kæden hopper lidt skævt, når pastor Birkedal fra Ryslinge inddrages. Hans skæbne er langt mere kompleks end den her er beskrevet. Han sad faktisk i Folketinget, da han blev afskediget som præst grundet sine udfald mod Christian IX. At hans sognebørn sikrede hans fortsatte virke inden for folkekirkens rammer ved at opføre landets første valgmenighedskirke i Ryslinge – den næste kom året efter i Kerteminde – burde have været med. Netop fordi, det er med til at understrege den voksende modsand mod meningsdannelserne i København. 1864 var således medvirkende til at flere og flere fandt ud af, at der var en verden ”uden for Verona”. (Her har Glenthøj et herligt indspark med de jyske røverbander).

Men. Efter at have været opslugt af læsningen – og arbejdet - med denne udfordrende bog, må det nøgternt konstateres, at der er tale om en kraftpræstation af de helt, helt store. Det har krævet mod og mandshjerte – og et umanerligt stort talent – at sætte sig hen og skrive så fornemt, overskueligt, dybdeborende og udfordrende værk, som ”1864 – sønner af de slagne” vitterligen er.

Der er et godt stykke vej endnu, inden kampen om ”Årets historiske bog” sætter ind. Og der er da nogle, der presser sig på. Men Rasmus Glenthøjs version af en af de mest skelsættende perioder i nyere dansk historie presser sig voldsomt på i førerfeltet.

Den er historieformidling i fornemste klasse.