Andre perspektiver på 1864

Af Claus Møller Jørgensen

Denne samling artikler anlægger et andet perspektiv på tiden omkring Anden Slesvigske Krig 1864 end det vanlige storpolitiske. Johannes Rosenplänter skriver om Kiel under preussisk-østrigsk besættelse fra 1863 til 1866. Han undersøger byens politisering gennem aviser og foreninger, som havde et umiskendeligt liberalt og slesvig-holstensk præg. Håbet gik på et selvstændigt Slesvig-Holsten med en fri forfatning i Det tyske Forbund, Hertugen af Augustenborg som statens overhoved og Kiel som hovedstad. Bismarck og Preussen ville det som bekendt anderledes. Bismarck ønskede ikke endnu en liberal mellemstor forbundsstat, og man gjorde alt for at hæmme den slesvig-holstenske bevægelses udvikling med censur. Til gengæld ønskede man Kiel som flådebase og en kanal mellem Østersøen og Nordsøen, der kunne give Preussen adgang til Atlanten uden om dansk farvand. Efterhånden som det blev mere klart, at de tidligere hertugdømmer ville blive annekteret af Preussen, ændrede dele af den slesvig-holstenske bevægelse standpunkt og søgte kompromis. I Kiel kunne man ikke tage fejl af Preussens krav på hertugdømmerne, og denne ændring i bevidstheden synes at have lettet overgangen til et preussisk Slesvig-Holsten hos kielerne. Som Jörg Rathjen viser, var preussernes måde at gribe administrationen an på, fra besættelsens begyndelse i 1864 lagt an på en senere indlemmelse. I modsætning til østrigerne, der opbyggede sin administration som midlertidig, tog preusserne udgangspunkt i, at indlemmelsen af hertugdømmerne i Preussen alene var et spørgsmål om tid, og derfor indrettede man sin administration som et instrument til at fremme preussiske interesser og bane veje for anneksionen.

Inge Adriansen kortlægger civilbefolkningens vilkår under krigen i Sundeved og på Als. Dødsfaldene var forholdsvis få, 13 kan direkte relateres til krigen, så det var især andre krigsskader, lokalbefolkningen blev udsat for. Skibe blev beslaglagt, og ejendomme fjernet af den danske hær foran Dybbølstillingen. Efter den preussiske besættelse drejede det sig om tvangskørsler, indkvartering af soldater og det massive bombardement af Sønderborg. Anderledes var krigens indvirkning i Åbenrå amt, fordi amtet med sin størrelse og placering lå tilbagetrukket fra flankestillingerne ved Dybbøl som repræsentant for det civile bagland. Her viser Leif Hansen Neilsen, at det især var foderstoffer til besættelseshærens heste, indkvartering af soldater og ikke mindst tvangskørslen, som udgjorde en byrde for lokalbefolkningen. Her som andre steder i Slesvig medførte besættelsen afskedigelser og fængslinger af danske embedsmænd. Hvor det i det sydlige Slesvig skete som følge af folkelige krav, skete det i Åbenrå som et resultat af besættelsesmagtens politik, de danske embedsmænds uvilje mod at underskrive en påkrævet loyalitetserklæring, samt de militære myndigheders paranoide frygt for spionage.

Hans Schultz Hansen bidrager med en undersøgelse af den slesvigske befolkning, de nationale bevægelser – den danske og den slesvig-holstenske – og kampen om Slesvigs fremtid. Hovedvægten er lagt på Nordslesvig. Begge bevægelser måtte agere under preussisk censur, om end den danske bevægelse havde meget snævrere rammer end den slesvig-holstenske, der satte en massiv agitationskampagne ind i mart-april 1864. Flyveskrifter i et omfang, der gjorde det muligt for hver eneste voksne mand i landsdelen at få en pjece, bakket op af en presse og en række foreninger, der havde som formål at agitere for hertugen af Augustenborg som regent af et selvstændigt Slesvig-Holsten i Det tyske Forbund. På trods af, at den danske bevægelse nærmest ikke kunne give et modsvar, lykkedes det ikke at finde opbakning bag det augustenborgske projekt i Nordslesvig. Som tingene udviklede sig, erkendte flere dansksindede slesvigere i løbet af foråret 1864, at en deling af Slesvig var det mindste onde, men havde svært ved at gennemføre en egentlig mobilisering bag synspunktet; man nøjedes med en adresse underskrevet af ’solide’ mænd fra hver by og landsby i Nord- og Mellemslesvig. Bemærkelsesværdigt er det i den forbindelse, at man, i en første henvendelse til den danske konge, gjorde opmærksom på, at man havde haft svært ved at forlige sig med tanken om Slesvigs deling, men havde accepteret den for ikke at ”skulde overgives i Tydskens Vold” (s.257), mens man i en anden adresse til de preussisk-østrigske civilkommisærer understregede, at ”Den nordslesvigske Befolkning er og har altid været dansk i sin inderste Rod” (s. 258). På tidspunktet for den sidste adresse nyttede ikke længere at adressere den danske konge, situationen var ændret, og argumentationen måtte tilpasses. Selvom politiet gjorde hvad det kunne for at hindre den sidste adresses ombringning, opnåede den 3 gange så mange underskrifter, som de samtidige slesvig-holstenske, der gik på de tidligere hertugdømmers udelelighed.

Nord for den grænsen til Nørrejylland i Vejle Amt fik man også krigen at mærke. Fredericias bombardement og enkelte døde var de synlige resultater, den hårde kurs mod embedsmænd, med afskedigelser og anholdelser blandt de mærkbare. Til de mærkbare hørte også en ret omfattende krigsskat, forplejning i form af fødevarer, indkvartering af de fremmede soldater og tvangskørsler. Det økonomiske pres på civilbefolkningen var hårdere her end i noget andet amt, også hårdere end i Åbenrå Amt, som det fremgår af Steffen Elmer Jørgensens bidrag. Selvom Nørrejyderne måtte holde for, betød det ikke, at de derfor slap for de københavnske intellektuelle politikeres mistænksomhed. ”Dansktalende Hjemmetydskere, de hele og halve, de hemmelige og de aabenbare, de naive og de bevidste”, som grundtvigianeren Frederik Hammerich beskrev dem ”ovre i Jylland” i 1864. Dette er afsættet for Steen Bo Frandsens bidrag, der tager den nørrejyske opposition til den nationalliberale nationalisme i nærmere øjesyn. Det var folk som Rasmus Sørensen, Gert Winter og A. F. Tscherning, som havde stor opbakning blandt nørrejyske bønder, og som alle så med skepsis på det nationalliberale nationalstatsprojekt. Tscherning arbejdede med en form for føderalisering af staten, og var, i det lange løb, på tabernes hold, og derfor en stemme, som man nogen gange overser i historiske fremstillinger, fordi helstatens fald blev resultatet, hvilket gjorde disse diskussioner irrelevante. Men her gives de en stemme.

Martin Krieger giver et overblik over den økonomiske udvikling i Slesvig-Holsten efter 1864. Efter 1864 åbnede der sig nye muligheder i kraft af det nye, store indre marked som Slesvig og Holsten var blevet en del af, men handelsvejene mod syd og vest på havde nu aldrig været lukkede. Hvad industrialisering angik, blev landsdelen Slesvig nærmest hægtet af bortset fra Flensborg. Før 1864 havde Slesvig haft en brofunktion mellem Kongeriget og Holsten, men nu blev det en periferi, med for store afstande og transportveje. Landbrugsproduktionens udvikling handlede snarere om samspillet mellem generelle faktorer og åbningen af nye markeder i slutningen af 1800-tallet end om indlemmelsen i Preussen. En direkte konsekvens af det nye statstilhørsforhold var dog infrastrukturens udbygning, som var omfattende og havde en positiv rolle at spille i erhvervenes udvikling.

Antologien sluttes af med en artikel om preussisk identitetspolitik i den dansk-tyske grænseregion frem mod 1900. Identitetspolitik er for Silke Göttisch-Elten forskellige former for kulturel praksis, der formulerer og formidler nationale identitetstilbud. I 1890 afholdtes den årlige flåde- og kejsermanøvre, som var et yndet udflugtsmål for det nationalt højstemte publikum, der trak besøgende fra både Slesvig-Holsten og Det tyske Rige. Postkort, programhæfter, mindeblade og udførlig omtale i pressen viser den betydning disse militære shows blev tillagt. Også slagmarken ved Dybbøl blev et turistmål. Fra tysk side blev det iscenesat i lyset af preussisk overlegenhed og modernitet. Interessant er læsningen af to samtidige dansk og tyske rejseførere til Dybbøl-området. I den tyske gik nationalisering og æstetiseringen af landskabet op i en højere enhed. De krigsskabte ruiner nævnes i samme åndedrag som det pragtfulde udsyn over det frugtbare, yndige landskab. I den danske rejsefører drejede det sig om at befæste Danmarks krav på regionen. Her knyttes forbindelse til det danske folk ’dernede’, mens der ikke findes nogen tale om det smukke landskab. Fredningen og bevarelsen af de nationale mindesmærker tog for alvor sin begyndelse i denne periode. Dannevirke, som i 1864 bare skulle jævnes med jorden, skulle nu bevares som et betydningsfuldt historisk bygningsværk. Artiklen viser, at identitetspolitik ikke nødvendigvis er en målrettet og planlagt strategi – Køller-politik - men at den alligevel skaber og formidler særlige meninger med mindeværdige nationale steder.

Det er en stribe interessante og velskrevne artikler, der er samlet i denne antologi, der endvidere udmærker sig ved, at alle bidrag er publiceret på både dansk og tysk. Jeg skal indrømme, at jeg valgte den nationale model, og læste artiklerne på dansk, men jeg er ret sikker på, at det intet ændrer for bedømmelsen. Antologien er, jeg fristes til at skrive, overraskende sammenhængende. De enkelte bidrag fremstår som velunderbyggede og tonen er nøgtern. Alt i alt en anbefalelsesværdig bog for den, der interesserer sig for nationale identifikationsprocesser og kampen om dem, samt de medfølgende aspekter af en krig, der ikke handler om politisk begivenhedshistorie.