Breve fra et grænseland
Af Poul Ulrich Jensen
Denne udgivelse bringer os tilbage til en af de mere dramatiske perioder i Danmarkshistorien, årene midt i 1800-tallet, hvor Treårskrigen udspillede sig i Slesvig, og de politiske omvæltninger tog fart i København med Enevældens afskaffelse og Grundloven i 1849. Ved en gennemgang af samlingerne i Teatermuseet i Hofteatret dukkede for nogle år siden et digert manuskript op, der giver en levende beskrivelse af denne tid – en brevveksling mellem den pensionerede skuespiller Johan Daniel Bauer, bosat på Vesterbro i København, og sønnen August, der som soldat deltog i krigen. Ledende museumsinspektør ved Teatermuseet i Hofteatret, Mikael Kristian Hansen, har redigeret brevene og skrevet en fyldig indledning, der dels giver den personhistoriske baggrund om familien Bauer, dels en fin beskrivelse af Treårskrigens forløb og livet både i hovedstaden og ved fronten.
August Fridolin Bauer havde kort før krigens udbrud taget farmaceutisk eksamen, men blev efter indførelsen af den almindelige værnepligt indkaldt som soldat i maj 1849 og udstationeret på Als. Det var første gang i sit 24årige liv, han befandt han sig så langt fra hjemmet, og det skulle blive en lang adskillelse, for afstanden var med den tids transportmuligheder og økonomiske omkostninger så uoverkommelig, at han gennem næsten to års tjenestetid ikke fik en eneste lejlighed til at besøge familien i København. Den eneste forbindelse var de mange breve, der i adstadigt tempo bevægede sig mellem Sønderjylland og hovedstaden, men de giver til gengæld også et fyldigt indblik i soldaterlivet med dets ensformige daglige pligter.
August Bauer var som korpsskriver ikke involveret i direkte kamphandlinger men havde dog krigens brutale virkelighed på tæt hold, som det fx var tilfældet under et besøg i Sønderborg nær ved fronten. Her kunne han se ud over sønderskudte huse og ubeboede gårde samt undre sig over den højtidelig stilhed, der hvilede over hele sceneriet – en stilhed før stormen, for de to hæres forposter stod og gloede på hinanden ”som katten på musen.” I juli 1850 udspillede Danmarkshistoriens blodigste slag sig for øjnene af ham, da han gjorde ambulancetjeneste under kampene ved Isted, og han kunne i et brev til faderen fortælle om et myrderi uden lige. Ellers er det mest en værnepligtigs daglige rutiner, der fylder de mange brevsider - ind imellem suppleret med ret indgående topografiske beskrivelser af de fremmedartede steder i Slesvig, hvor militærtjenersten førte ham hen. Det var ikke kun målt i kilometer, der var langt mellem hovedstaden og Sønderjylland. Blandt de i øvrigt ikke særligt mange breve fra Treårskrigens menige, der er bevaret, hører August Bauers givetvis til de mest detaljerede.
Faderen hjemme i København havde som pensioneret skuespiller rigelig tid til at iagttage dagliglivet i hovedstaden, og det foregik ofte med en lettere ironisk distance. Det imponerede ham således ikke synderligt at være øjenvidne til en af de største politiske omvæltninger i landets historie. ”I København er intet forefaldent, der fortjener særlig omtale, grundloven er færdig, nu vrøvler de om valgloven.” Opvokset under den enevældige Frederik 6. havde han i det hele taget ikke meget til overs for det nymodens demokrati, selv om han trods alt havde ulejliget sig hen for at se kongen sanktionere Grundloven i Rigsdagen. Det var dog ikke en forestilling, der gjorde indtryk på ham – ”det hele var såmænd ikke 4 mark værd.” Han var faktisk mere optaget af, at August’ storebror Richard var blevet forlovet med en datter i familien Hoffmann, der tydeligvis følte sig lidt finere end den Bauerske.
Lidt dramatik kunne han dog byde på. I sommeren 1849 var en af tidens mest frygtede epidemiske sygdomme, koleraen, en reel trussel, som også Johan Bauer tog alvorligt: ”I denne tid går jeg på forelæsninger. Sundhedskollegiet har anmodet prof. Sommer om at holde nogle populære foredrag over den asiatiske kolera, for at folk af den dannede klasse, ved et tydeligt begreb om sygdommen, nogenlunde skal kunne erstatte lægernes fravær.” Man skulle dog ikke forvente at se ham gøre hospitalstjeneste, hvis truslen blev til virkelighed. Familien Bauer var sig deres position bevidst, også selv om de boede på Vesterbro udenfor voldene.
Brevene giver i det hele taget et levende indblik i en københavnsk borgerfamilies daglige liv. Og mellem linjerne lurer også den stadige ængstelse, som fulgte med uvisheden, når man havde en nærtstående med i krigen. Nyhederne om de blodige slag rejste hurtigere end brevene fra soldaterne ved fronten, og i mellemtiden kunne pårørende udmale sig alle mulige skrækscenarier. Krigen kastede på mange måder sin lange skygge over hovedstaden. Selv Tivoli, ”der for et par år siden var tumlepladsen for københavnernes lystighed og glæde, har tabt sin munterhed ved de to sidste års ulykke, de få mennesker, der kommer, går tavse imellem hverandre”, kunne Johan Bauer fortælle sønnen.
”Breve fra et grænseland” bringer således læseren tæt på en almindelig familie, dens glæder og sorger, hvad enten det er som soldat i Sønderjylland eller borger i København. Både far og søn er gode skribenter, så selv om der ind imellem går en anelse tomgang i korrespondancen, sidder man efter endt læsning med en følelse af at have oplevet den bevægede tid fra en ny vinkel. Det meget fyldige noteapparat giver desuden informationer om det store antal personer, der optræder i brevene, og de velvalgte illustrationer supplerer teksten på bedste vis.
