De Slesvigske Krige i Kulturlandskabet i Sønderjylland
Af Peter Fransen
I mange år passerede jeg på vej til og fra skolebussen mindesmærket over to faldne soldater, der ligger begravet på Lysabild kirkegård. Jeg var udmærket klar over, at der var tale om to soldater, der var døde i 1864, men ellers kunne graven ikke påkalde den store interesse. Senere har jeg som sikkert mange andre besøgt mange andre kirkegårde, og både syd og nord for grænsen støder man på disse mindesmærker. Hvor omfattende, antallet af disse mindesmærker faktisk er, får man fuldstændigt dokumenteret i det arbejde, der fremlægges i bogen og den tilhørende CD-R. Det drejer sig om en samlet beskrivelse af de sønderjyske mindesmærker såvel tyske som danske fra de slesvigske krige 1848-1851 og 1864. Hvis frygten, at der her er tale om en lidt kedelig og ureflekteret museumsregistrant, skulle opstå, så er det ingenlunde tilfældet. Krigsmindesmærker i Sønderjylland ses i sammenhæng med landsdelens historie og velunderbyggede overvejelser om, hvad krigsmindesmærker er for et fænomen. I oversigtsafsnit formidles et overblik, og i den tilhørende litteraturliste listes de nyeste titler til yderligere fordybelse.
Efter en generel indføring til emnet følger en topografisk opdeling på fire områder af Sønderjylland og et lille kapitel om mindesmærker for de nordiske frivillige. Disponeringen giver rig lejlighed til at studere ligheder og forskelle på mindesmærker og krigsgrave områderne imellem. Det er dog nok især som guide til at komme ud og se erindringsstederne, de fleste vil have glæde af teksten. Opbygningen med en baggrundstekst kombineret med professionelle optagelser af de mest spektakulære erindringssteder, som også får sin lille historie udfoldet i billedteksterne, fungerer fremragende. Anvendelighed som guide understreges i den tilhørende CD-R, hvor landsdelens ca. 500 krigergrave og mindesten er blevet forsynet med udførlige faktaoplysninger og GPS-koordinater. Der har også tidligere været foretaget registreringer, men ingen fuldstændige. Tilblivelseshistorien er i sig selv endnu en historie om konflikten mellem dansk og tysk. Fra dansk og tysk side blev mindesmærkerne beskrevet hver for sig, således at man hver især hyldede sine egne helte.
Under overskrifter som ”Slagmarken som festplads”, ”Historiebrug af krigsgrave og mindesmærker”, ”Slagmarker og mindesmærker som tidens spejl”, bevæger bogen sig efterfølgende op på et højere abstraktionsniveau. Det skal ingen dog lade sig skræmme af, for det foregår på en særdeles jordbunden måde, som kun en virkelig ekspert formår. Inge Adriansen kan øse af sin store viden om landsdelen, nationale symboler og erindringssteder. Emner hun har beskæftiget sig med i flere af sine store udgivelser.
Man må give Adriansen ret i, at det kan virke forbløffende, at der fortsat er en aktiv erindringskultur knyttet til en del af de talrige mindesmærker fra de Slesvigske Krige. En interesse der vel nærmest er blevet styrket efter genoplivningen af Danmarks rolle som krigsførende magt. Det har uundgåeligt ført til, at der igen dør danske soldater i kamp. For at give disse ofte meningsløse tab en mening, trækkes der også på historien. Mindesmærkerne bliver her for alvor en ideologisk tegnsætning for vor egen tid. Hvis man som jeg har det svært med (mis)brug af enkeltpersoners død og ulykke i en højere national interesse bliver ens modvilje ikke mindre af at læse bogen, men det skaber forståelse for, hvorfor en sådan en kultur eksisterer. Smerte, sorg, og tab skal retfærdiggøres ved udsagnet faldet for Danmarks sag. Danmark i krig betyder faldne, om det så er ved Dybbøl eller i Helmand. Det kan til tider give en ubehagelig fornemmelse, når menneskelige tab bliver politisk iscenesat. At gravene påkalder sig mere end almindelig interesse fremgår tydeligt af de bestræbelser, der er iværksat af Forsvarets Krigsgravstilsyn og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge.
Som i så mange andre sønderjyske spørgsmål afspejler indholdet af De Slesvigske Krige i kulturlandskabet den afspænding og den fredelige sameksistens, der langt om længe har udviklet sig mellem Danmark og Tyskland. Som bogen også dokumenterer, kan erindringssteder dog hurtigt ændre karakter, især når den nationale tone bliver skinger. Om Dybbøl hedder det, at kulturarven her fremtræder som en konsensusarv, men når man undersøger kulturlandskabets gradvise forvandling, afdækkes lag på lag af historier, der vidner om modstridende interesser. Adriansen skriver med sin vanlige underfundige lune, der samtidig følges af klare standpunkter. Kun et enkelt sted i bogen flyder bægret over, og forbrødringssymbolikken bliver for meget af det gode i forbindelse med udgravningen og tildækningen i 2013 af en hidtil ukendt krigergrav fra 1864. I billedteksten hedder det bl.a. – ”Den kvindelige, tyskfødte arkæolog, udførte dette pietetsfuldt og tildækkede resterne af den danske soldat" – her kunne man have ladet læseren selv få tanken – arkæologen Eisenschmidts efternavn in mente.
En ny form for masseturisme vil bogen nok ikke afstedkomme, men er man nu alligevel er på kulturoplevelsesrejse i Sønderjylland, så er det også værd at kaste et blik på krigsmindesmærkerne fra de slesvigske krige. Mon ikke et tilsvarende projekt er på trapperne om erindringssteder for Sønderjydernes store krig – her tænkes på mindesmærkerne på kirkegårdene for sognets faldne under 1. verdenskrig. Her er der erindringssteder med en mere afdæmpet retorik. Kirkegården i Lysabild rummer naturligvis også et sådant erindringssted, som altid har været mere nærværende for mig, og turen til bussen stoppede ved sognets Genforeningssten. Jo, Sønderjylland rummer mange både store og små historiske erindringssteder.
