Flådens ran 1807

Af Jakob Ørnbjerg

Industrikulturens år 2007 har fået hård konkurrence, da det dette efterår er 200 år siden, at den engelske hær gjorde landgang på Sjælland, bombarderede København med Congreve-raketter og efterfølgende beslaglagde den dansk-norske orlogsflåde, så denne ikke blev et nyttigt redskab i Napoleon Bonapartes ekspansionsplaner. Denne historie, med særligt fokus på begivenhederne omkring tabet af flåden i 1807, er emnet for Rolf Scheens bog Flådens ran 1807. 

Eftersom Scheen er nordmand, direktør i den norske forsvarsstab og dertil har et større forfatterskab bag sig, er der med bogens titel og fokus lagt op til en spændende beretning om et ikke særligt velbelyst aspekt af de 400-årige dansk-norsk relationer, der endte så brat med Eidsvoll-erklæringen i 1814. Scheen har gjort et flot arbejde med at undersøge, hvad der blev af de dansk-norske skibe efter 1807, og der serveres interessante synspunkter om, hvad der egentlig ville være sket, hvis flåden havde søgt tilflugt i norsk havn frem for at blive liggende aftaklet ved København. Denne anmelder er dog mindre overbevist, når Scheen argumenterer for, at det ville have en værdigere afslutning, om man havde afbrændt de store orlogsskibe frem for at overlade dem til englænderne. Et sådant dansk Götterdämmerung-projekt ville efter alt at dømme have udsat Danmark i al almindelighed og de hårdt prøvede københavnere i særdeleshed for endnu værre engelske repressalier. Det ville svare til, at den danske hær efter kapitulationen 9. april 1940 havde sprængt Limfjords- og Lillebæltsbroen i luften, så med en lettere omskrivning af Viggo Hørups berømte citat fristes man til at spørge: ”Hvad skulle det nytte?”. Derimod er det forfriskende, at Scheen kaster et kritisk blik på de hidtil højt angivne civile tabstal fra Københavns bombardement og via systematiske optællinger i de bevarede københavnske kirkebøger når frem til nogle lavere tal, end det hidtil har været antaget.

Problemet er, at bogens egentlige emne, fortællingen om tabet af den dansk-norske flåde i 1807, faktisk først for alvor tager fart, da man er kommet et godt stykke ind i bogen.  Inden da er læseren blevet trukket igennem en hæsblæsende og ikke altid lige informativ tour de force i de politiske, diplomatiske og militære forhold i Napoleonstidens Europa, hvor ikke alle afsnit under læsningen føles lige relevante og gennemarbejdede. Det kan for eksempel undre, at man skal orienteres om det store slaveoprør på den franske ø Haiti, og det er desuden svært at se relevansen af den detaljerede redegørelse for en fejlslagen engelsk flådeoperation ved Dardanellerne, som man præsenteres for på s. 17-21. Denne anmelder er da heller ikke sikker på, at Napoleons modstandere var så uvidende om den lille korsikaners motiver for at landsætte en ekspeditionsstyrke i Ægypten, som Scheen antager. Hensigten hermed var nemlig klar for både englændere og franskmænd. Napoleons kontrol med Ægypten skulle via lige dele militær råstyrke og uhellige alliancer med det smuldrende Osmannerrige og Persien bringe den franske hær til Englands rige besiddelser i Indien og dermed slå den engelske økonomi i stykker. Endelig puslede Napoleon også med planer om at genskabe en sejlbar kanal via Istmuz og Suez, så den franske orlogsflåde kunne hærge frit i Det Indiske Ocean.

I betragtning af at dette er en bog om sejlskibe, søslag, belejring og bombardement, kan det undre, at alle former for oversigtskort glimrer ved deres fravær. Det er synd, for Scheen går virkelig i detaljen, når det kommer til beskrivelsen af den engelske flådes uventede opdukken i Øresund og de militære operationer under Københavns belejring. Muligvis er Scheens bog henvendt til folk med maritim baggrund, forordet er således skrevet af viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, men for os andre landkrabber ville det være rart at blive orienteret om lidt mere om de forskellige skibstyper. Hvad er desuden en piket og en caronnade for nogle stykker artilleri, og hvor lang er egentlig en nautisk mil? Forfatteren har dertil en uheldig tendens til ”namedropping”, og hans beskrivelse af søslaget ved Trafalgar i 1805 forudsætter, at læseren har en solid baggrundsviden om de engelske kaptajners taktiske prioriteringer. Man introduceres på s. 36 til en vis Canning, men man skal over på s. 37, før man forstår, at der her er tale om den engelske udenrigsminister. Det er ej heller klart, hvilken funktion den grev Bernstorff, som nævnes på s. 39 har, og hvem han egentligt repræsenterer. Det får man først at vide senere. Her ville konsekvente præsentationer af de vigtigste aktører, første gang de nævnes eller eventuelt bilag med korte biografiske oplysninger virkelig have gjort nytte.

Kort fortalt er der gode takter i ”Flådens ran 1807”, om end det er denne anmelders opfattelse, at titlen ikke helt står mål med indholdet. Når emnet nu er tabet af den dansk-norske flåde i 1807, ville det have væsentligt mere interessant og udbytterigt for den almindelige læser, om Scheen havde omprioriteret sit stof, så de dansk-norske forhold og ikke mindst den fælles orlogsflådes sammensætning og militære operationer fra oprettelsen i 1542 og frem til skæbneåret i 1807 var blevet bedre belyst. Tilsat mange oversigtskort og mindre indforstået militær- og marinejargon ville en sådan prioritering have givet denne bog et væsentligt løft på bekostning af Scheens redegørelse for de politiske og militære forhold i Napoleonstidens Europa, som man kan finde i så mange andre historiebøger af mere gængs karakter.