Fra Altona til Dybbøl - Midtjyske soldater i krigen 1864

Af Erik Ingemann Sørensen

150-året for krigen i 1864 har bragt fremragende bøger om det politiske spil og krigens gang. På det politiske område er det stadig Rasmus Glenthøj, der har leveret den ypperste præstation med bogen: 1864 – Sønner af de slagne. Med Magne Lund og Preben Stranges bog er der nu sat en helt utrolig stele over de stakler, der på den ene eller anden måde blev ofre for krigens ubarmhjertighed. Og så er eksemplerne endda ”kun” fra det midtjyske område.

Magne Lund skriver i indledningen: ”Omdrejningspunktet for min forskning har altid været de menige soldaters forhold under og efter krigen…” Derfor stifter vi ikke alene bekendtskab med ofrene for modstandernes angreb, men så sandelig også de, der faldt for sygdom, hvor blandt andet tyfus var dagligt tilstedeværende. Og i den grad gjorde sit indhug i soldaternes rækker.

Kronologisk fortælling
Forfatterne går kronologisk frem i deres skildring af krigen – startende med kampene ved Jagel, Selk og Kongshøj den 3. februar. Hele tiden gives der et rids af den militære situation, hvorefter der følger kildeberetninger om de enkelte soldaters skæbne. Og grum læsning er det: ”Nede ved Hadeby Nor fandt vore folk i en snedrive en lille hornblæser, der var skudt gennem begge ben. Da han blev bragt ind, snakkede han uafbrudt løs på polsk, hvad vi ikke forstod; men hans øjne og hans smil tolkede tydeligt hans taknemmelighed…” Også i den preussiske hær var hornblæserne små drenge på omkring 12-14 år. Datidens mobiltelefoner.

Det gode ved netop at fastholde det kronologiske perspektiv er, at læseren får krigens gang genopfrisket – og møder de helt almindelige mennesker, der sloges under endog særdeles barske forhold.

Teksten suppleres her på fin måde med både kort, fotografier fra stederne – og så de talrige portrætter af de deltagende soldater. Alt sammen med til at gøre bogen særdeles nærværende.

De mange skæbner
Bogens helt store styrke er som nævnt de mange enkeltpersoner, der kommer frem. Som eksempelvis den bekymrede hustru, der intet har hørt fra sin mand. Kun rygter om at han var faldet. Hun skriver derfor den 14. maj til chefen for 9. Infanteriregiment for at høre om rygtet taler sandt: ”…og det er i denne anledning jeg tager mig den ærbødige frihed at bede Deres højvelbårenhed om underretning i denne henseende…” Det nævnes ikke, om hun fik svar. Men ifølge Cohens ”De Faldnes Minde” var han blevet begravet i en massegrav på Sønderborg kirkegård den 19. april.

Om en anden, artillerist Niels Madsen, der faldt på Dybbøl den 13. april, hedder det: ”Han blev dræbt af granatstump i den 9. skanse kl. 4 eftermiddag og blev næsten skudt midt over…” (Indberetning fra hans chef). Nu måtte enken kæmpe for at overleve sammen med sine to små piger. I præsteattesten, der skal støtte hendes ansøgning hedder det: ” At alt, hvad der i denne ansøgning er fremført, stemmer overens med sandheden, at navnlig den sørgende enke er både legemlig og åndelig lidende, så at vi her endog frygter for, at hun skal miste sin forstand, samt at hun må betale 9 rdl. i halvårlig leje af et lidet hus, hvortil der ej engang kan holdes en ko, bevidnes herved…”

Hun fik i en periode hjælp. Og undgik det allermest frygtede: ”at komme på fattigvæsenet”.

Der er adskillige eksempler på, at takken til de invaliderede soldater kunne ligge et lille sted. De måtte slide og slæbe for at få deres pension. Et eksempel er Hans Christian Nielsen fra Them ved Silkeborg. Frem til sin død i 1905 måtte han igen og igen nærmest gå tiggergang. I 1874 afslag på et lille julebidrag. Da han sættes ud af sin lejlighed i en alder af 69 bevilges han dog 40 kr. Men måtte – for at klare dagen og vejen – fra tid til anden stå i sin gamle militæruniform og sælge grønsager.

Men der er sandelig også mange beretninger om god støtte. Det tjener også forfatterne til megen ros, at de ikke tegner et ensidigt billede, men netop går både i dybde og bredde.

Den ”ukendte” soldat
Natten efter slaget ved Sankelmark, hvor det lykkedes at holde et østrigsk angreb tilbage, så de danske tropper nåede i sikkerhed i Dybbøl-stillingen, flød det med døde og døende på slagmarken. Natten igennem havde ligrøverne været på spil. Man havde hørt skud, der mentes at komme fra soldater, der ville holde røverne borte.

Om morgenen ankom flensborgeren Jacob Plaetner – en af de mange frivillige -  med arbejdsmænd og vogne for at hjælpe. Han kunne konstatere, at ikke en af de faldne danske soldater havde deres støvler på. De var givetvis kommet på østrigske fødder. Man samlede de døde sammen, læssede dem på vogne og kørte tilbage til Flensborg. Her kom ligene ind på kapellet på byens store kirkegård. Hvorefter man møjsommeligt forsøgte at identificere dem.

Han fik hjælp af hoffotograf F. Brandt i Flensborg. Takket være ham eksisterer der et billede af en af de faldne. Man havde iført ham kappe, friseret ham, så han så fredfyldt ud. Billedet blev sendt til København, hvor han blev identificeret som løjtnant Dørslund Lund. Ugift.

Historien er kendt. Men sandelig om ikke forfatterne kan lægge en helt ny dimension til. Under arbejdet finder de en ansøgning fra den 25-årige Ane Lauridsen af Tvis sogn ved Holstebro stilet til Det høje Krigsministerium, hvori hun skriver, at hun ”har avlet et barn, udenfor ægteskabet, med forhenværende forvalter Lund på Nybogård…”

Ane anmoder om en årlig understøttelse til det fælles barn på 3 år. Hun fik underhold fra Peter Dørslund Lund. Men stod nu i en noget uheldig situation, efter at han var faldet. Hun blev tildelt 24 kr. om året frem til drengens 14. år. Dem tilbragte han herefter som plejebarn hos sine morforældre.

Endnu et eksempel på forfatternes evne til at hente de mangesidede menneskelige dimensioner frem i dagens lys. Så historien bag navnene i den grad bliver levende. Og vedkommende. Et fornemt arbejde de to forfattere her har leveret.

Fædrelandets dybfølte tak
Efter den tabte krig måtte regiment på regiment vandre ind i kasernerne efter mørkets frembud. Men forbud mod at røre regimentsmusikken. Hvilket ellers er en ret. Den tog man fra soldaterne – af frygt for optøjer. Herefter blev soldaterne hjemsendt. En betragtelig del mødte derhjemme ”veteranerne fra 48”, der ofte kun havde hån til overs for ”de slagne”. ”Nå – I ku ikke klare dem!”  Vel ikke underligt at flere af de hjemvendte blev fundet hængende ude i laden. Skammen var så stor, at selvmordet syntes den eneste udvej.

Først i 1877 fik soldaterne deres ”tak”. De kunne - efter ansøgning - få en erindringsmedalje med teksten: ”For Deltagelse i Krigen 1864”. 58.000 personer søgte – og fik den lille medalje, hvorpå ordet tak ikke eksisterede.

Da der i 1913 var tyndet ganske gevaldigt ud i rækkerne af veteraner, vedtog man i Rigsdagen, at krigsdeltagerne kunne få en årlig hædersgave på 100 kr. Gældende fra februar 1914 – 50 året for krigen.

Der er også beretninger om lokalsamfundenes måde at sige tak på. Her kunne veteranen, der var invalideret, få udleveret en lirekasse. Med den kunne han så stå på markeder og lignende steder og spille. I håbet om at de forbipasserende smed en lille mønt i soldaterhuen.

God til at sige tak har danske regeringer aldrig været. Efter kampene den 9. april 1940 blev der uddelt 16 medaljer. Kun de, der faldt, var så ”heldige” at få en sådan tilsendt.

Det skal ærligt indrømmes, at man flere gange undervejs i ”Fra Altona til Dybbøl” rystes over den manglende taknemmelighed over for soldaterne.

Magne Lund og Preben Strange har med deres bog virkelig formået at formidle fortællingerne om de midtjyske soldater og deres familier på en særdeles fornem måde. Det er gribende og stærk læsning . et mylder af ukendte historier – alt beskrevet i et solidt forankret sprog, der gør skæbnerne særdeles nærværende.

At et så stort forskningsarbejde nu er formidlet ud til et bredt publikum, skal forfatterne have en stor ros og tak for. Det er ualmindeligt flot gået.