Kampen om København
Af Thomas Mathiasen
Gaderne i alverdens storbyer er normalt fyldt med støjende og forurenende biltrafik. Undtagen når der er store politiske stridsspørgsmål på dagsordenen. Så må bilerne vige for folkets ret til at give udtryk for deres politiske holdning. Alle kender betydningen af de symbolstærke markeringer i byens rum, hvad enten det er de strejkende sosu-assistenter på Christiansborg Slotsplads, demokrati-tilhængere i Leipzig eller Kiev, kinesiske studenter i Beijing, burmesiske munke i Tibet, religiøse marcher i Belfast eller for den sags skyld, når de unge på Nørrebro demonstrerer for at beholde et ungdomshus.
De københavnske gader var i slutningen af 1800-tallet skueplads for en lang række optog arrangeret af de tre politiske partier, Socialdemokratiet, Venstre og Højre. Det var bestemt ikke nogen selvfølge, at folk kunne gå på gaden og ytre sig i det offentlige rum. Det var først en rettighed som man fik som følge af forfatningskampen fra 1870 til 1901. En af de vigtigste perioder i historien om det danske demokrati.
Kampen om København, med undertitlen Magt og demokrati i byens rum 1870-1901, skrevet af Jens Toftgaard Jensen, handler om dette spændende kapitel i vort lands nyere historie. Han er en af Danmarks nye, unge byhistorikere. Han er ansat ved bymuseet i Odense og har tidligere skrevet bøger og artikler om hovedstadens monumenter og om byudvikling og navngivning af gader i Århus.
Der havde selvfølgelig været folkelige optog i Københavns gader før 1870 Grundloven af 1849 blev markeret med kontrollerede optog, som mest var en slags ceremoniel hyldest til Frederik d. 7., der var regent da grundloven blev vedtaget. Der havde dog gennem årene været uroligheder i gaderne, men de var blevet nedkæmpet med hård fremfærd fra politiets og husarernes side. Denne massive fremfærd medførte en del kritik, som førte til politireformen i 1863, hvor politiet blev reorganiseret efter engelsk forbillede, hvilket indebar en konstant patruljering og overvågning af gaderne, hvor betjentenes pligt til at forhindre og opløse opløb blev understreget, men samtidig satsede myndighederne også på at forebygge, at der overhovedet opstop ukontrollerbare situationer.
Den første politiske gruppering, der udfordrede de strenge regler for at samles, var den socialistiske arbejderbevægelse, som fra 1872 og i en lang årrække frem demonstrerede utallige gange. Først og fremmest på grundlovsdagen, men også på andre dage i løbet af året. Politiet havde ret til at forbyde møder under åben himmel, hvis de udgjorde en trussel mod ”den offentlige fred”. Denne ret gjorde politiet udstrakt brug af. Men da de politiske modstandere i Venstre og Højre samtidig gerne ville gå i optog og afholde folkemøder, blev det sværere og sværere for politiet at forbyde socialisternes optog.
Forfatteren går kronologisk til værks i denne del af bogen, og gennemgår år for år de nærmere omstændigheder, der knytter sig til møderne og de indledende optog med faner gennem byen. Det var ikke hvert år, at alle tre partier var på gaden samtidig og der var også år, hvor bevægelserne samlede kræfter og slikkede sårene efter de hårde kampe med modstanderne op politiet. Men uanset hvilken bevægelse, der gik i optog og uanset hvilken rute de gik, så skulle de altid forbi rytterstatuen af Frederik d. 7. på Christiansborg slotsplads og anbringe en krans. I bogen gør forfatteren meget grundigt rede for de enkelte ruteforløb, og der er adskillige bykort med ruterne optegnet med forskellig farve. Dette er en stor hjælp for læsere, der ikke er fortrolige med alle finesserne i det københavnske gadenet.
Optogene gennem gaderne blev brugt til manifestationer af forskellig art. I 1874 var det ligtoget for grevinde Danner, der ikke var populær hos adelen og de borgerlige, men som var vellidt af Københavns jævne befolkning. I 1881 var det ligfærden for socialistlederen Harald Brix, der gav anledning til frygt for uroligheder i gaderne. Politiet mødte derfor op om morgenen og krævede kisten udleveret, hvorefter alle forsøg på at ære den døde socialist blev defineret som pøbeloptøjer, der kunne opløses med magt. I 1884 blev grundlovsdagen brugt som start på valgkampen, der skulle ende med et folketingsvalg d. 25. juni. I 1888 var det hundredeårsdagen for stavnsbåndets ophævelse og 25-års-regeringsjubilæet for Christian d. 9., der gav anledning til optog i København. Venstre var stærkt utilfreds med kongens dispositioner, så de højtideligholdt dagen med negativt fortegn, ved i stedet at mindes den tidligere konges dødsdag. I 1891 døde Venstre-lederen Chresten Berg og hans ligtog i december samlede lige så mange mennesker som da Grundtvig døde en snes år tidligere.
Efter et par spæde forsøg ti år tidligere, der i høj grad blev forhindret af politiet, får arbejderbevægelsen i 1900 lov til at arrangere festligheder på arbejdernes internationale kampdag, d. 1. maj. Hermed konkluderer forfatteren, at Socialdemokratiet vandt kampen om byens gader, idet de andre partier stort set opgiver at arrangere optog i de sidste år op til 1900. Den lange kamp for demokratiske tilstande i Danmark sluttede i 1901 med systemskiftet, hvor Højre endegyldigt måtte afgive magten, efter de mange år med Estrups provisoriske styre uden respekt for parlamentarismen og demokratiet.
Foruden den kronologiske gennemgang af begivenhederne i Københavns gader, består bogen af et indledende afsnit af mere teoretisk karakter, hvor forfatteren skriver om magt i byens rum med udgangspunkt i magthavernes selviscenesættende byplanlægning, der i høj grad skete for at forhindre underklassen i at få mulighed for at markere sig. Desuden er der et fyldigt afsluttende kapitel, der går i dybden med de mere praktiske ting omkring optogene og møderne i Københavns gader, herunder faner, musikkorps, mødesteder og de to køns forskellige roller i forbindelse med optogene.
Jeg har glædet mig meget over læsningen af denne bog og kan i høj grad anbefale den til interesserede læsere. Den er overskuelig af omfang, hvilket er et stort pluspunkt i mine øjne. Sproget er tilgængeligt og ikke mindst er billedmaterialet med til at gøre den værdifuld. Der er, så vidt jeg kan bedømme, lagt vægt på at finde illustrationer, der ikke altid optræder i de gængse historiebøger. For eksempel er en håndfuld tegninger fra det socialdemokratiske satireblad Ravnen helt nye for mig. Men vil man for alvor gå i dybden med emner som grundlovskampen og kampen mod Estrups udemokratiske regime i slutningen af 1800-tallet, så må man læse de større værker, men denne bog er en fin appetitvækker til emnet.
