Krigen på havet
Af Jakob Ørnbjerg, Aarhus Universitet.
Da preussiske husarer 18. februar 1864 overskred grænsen mellem hertugdømmet Slesvig og Nørrejylland var der tale om en gentagelse af historien fra 1627,1657 og 1848. Størsteparten af Jylland var nu forsvarsløst bytte for fjendens soldater. Ganske som under de tidligere besættelser af den jyske halvø var det derfor op til den danske flåde at afværge eventuelle invasioner af Fyn og Sjælland, indtil der kom assistance fra mulige allierede i udlandet, eller de stridende parter blev tvunget til forhandlingsbordet af stormagterne. Bortset fra 1658, hvor den strenge isvinter havde muliggjort den svenske hærs lynkrig over de frosne sunde og bælter, var der tale om en strategi, der havde fungeret med en vis succes. Under Treårskrigen (1848-1850) havde man fra dansk side endda udvidet konceptet med flådeblokader af nordtyske havne, hvilket havde lagt et ekstremt pres på den preussiske økonomi og udenrigshandel.
Når talen falder på 1864, har krigen til søs som regel stået i skyggen af de landmilitære operationer. Meget kendetegnende er det faktisk diskussionen om panserskibet Rolf Krakes muligheder for at sænke den preussiske invasionsflåde under invasionen af Als, der har været mest fokus på, når flådens betydning i 1864 har været til debat.
Flådens manglende tilstedeværelse i vores fælles fortælling om krigen i 1864 er der nu heldigvis rådet bod på med bogen ”Krigen på havet. 1864 – omkring Jylland”, der skal anmeldes her.
Bogens forfatter, historikeren Benno Blæsild, har siden 2005 været direktør for fregatten Jylland, så hvis nogen skulle skrive en bog om søkrigen i 1864 i almindelighed og fregatten Jyllands rolle i de sømilitære operationer i særdeleshed, må det være ham. Til brug for ”Krigen på havet” har Blæsild været vidt omkring i både den danske og tyske fag- og erindringslitteratur om emnet. En fyldig litteraturliste, slutnoter og illustrationsliste giver mulighed for detailstudier til de læsere, der måtte have interesse for at dykke dybere ned i emnet.
Blæsilds overordnede pointe løber, som den røde tråd i den engelske marines tovværk, igennem bogen. I betragtning af modstandernes ringe erfaringer med søkrig, det effektive blokadevåben og de danske kanonbesætningers høje professionelle niveau argumenterer forfatteren på overbevisende vis for, at der i udgangspunktet var gode muligheder for, at den danske flåde kunne komme til at spille en vigtig militær rolle. Vinde krigen kunne der selvsagt ikke blive tale om, men rigtigt benyttet er det dog overvejende sandsynligt, at tungt bevæbnede fregatter som Jylland og Niels Juel ville kunne have tilført de preussiske og østrigske flåder en række smertefulde nederlag i Nord- og Østersøen. Ikke mindst i forbindelse med slaget ved Helgoland, hvor det var rene og skære tilfældigheder, der muliggjorde den stærkt ramponerede østrigske eskadres flugt til øen Helgolands neutrale farvande. Sådanne sejre ville alt andet lige have sikret de danske forhandlere en bedre udgangsposition under de efterfølgende fredsforhandlinger i London. Flådekræfternes fulde potentiale blev desværre aldrig realiseret som følge af dansk bureaukrati, papirnusseri og manglende telegrafforbindelser. Værre end alle preussiske og østrigske kanoner var dog Danmarks mildest talt verdensfjerne marineminister Otto Lütken. Blæsild har kigget marineministerens arbejdsindsats under krigen efter i kortene, og kan dokumentere, at Lütkens væsentligste bidrag til flådens ve og vel var et nyt reglement om uddeling af overskydende suppefedt fra kabyssen.
”Krigen på havet” dækker perioden fra træfningen ved Rügen 17. marts 1864 og frem til kaptajnløjtnant Hammers kapitulation og overgivelse på Vadehavsøerne 19. juli samme år. Det er dog søslaget ved Helgoland, der fandt sted 9. maj 1864, der i sagens natur og med rette fylder de fleste af bogens 202 sider. Som regel får man serveret søslaget, som det tog sig ud fra de danske skibe, mens østrigerne glimrer ved deres fravær. Her foretager Blæsild det eminente kunstgreb først at beskrive slaget ved Helgoland, som danske søofficerer og matroser oplevede det i timerne fra klokken 11:40-20:00. Herefter tager forfatteren læseren med over på den østrigske fregat Schwarzenberg, hvor man så i samme tidsrum følger kamphandlinger og kanonader fra de østrigske søfolks side og synspunkt. Dette sceneskift fungerer rigtigt godt. Man føler sig på ubehageligste vis næsten hjemme i batteridækkenes inferno af ildglimt, eksplosioner, krudtrøg, flyvende træsplinter, strømme af blod, amputationer på samlebånd, en barslende hund og en enkelt dansk revyvise! Det mentale billede af kanonkommandør Mads Hansen, der fortsatte kampen, på trods af, at han havde en 2 cm lang granatsplint stikkende op fra sin skaldede isse, forlader i hvert fald ikke denne anmelder lige med det samme.
Læseoplevelsen får desværre et alvorligt skud for boven som følge af en meget lemfældig korrektur, der har ladet adskillige stave- og slåfejl samt gentagelser slippe igennem til den endelige trykte version. Flere steder er både ord og hele formuleringer endda faldet ud af sætningerne, mens navneord, embedstitler og nationalitetsbetegnelser skiftevis skrives med både stort og lille begyndelsesbogstav. Det generer og irriterer under læsningen og planter hurtigt en mistanke, om der overhovedet er blevet læst en seriøs korrektur på store dele af manuskriptet til ”Krigen på havet”
Bogens kort- og billedmateriale er desværre også af stærkt svingende kvalitet. På side 44 finder man et moderne kort med tyske (!) navne- og stedangivelser. I henhold til den medfølgende billedtekst skal der her være tale om ”Kort over Kanalen med angivelsen af Helgoland.” På kortet er Helgoland dog anført som værende placeret i ”Nordsee”. Hvilken kanal, der her kan være tale om, og hvad der er helt specielt ved dette tysksprogede kort, bliver man til gengæld ikke stort klogere på. Helt galt er det gået med fotografierne på side 14 og 72. Billederne her skal tjene som dokumentation for et spændende forsøg med affyring af en kanon fra fregatten Jylland. Begge billeder er mørke, slørede og utydelige, og bortset fra en masse ild og røg er det svært at skimte, hvad der helt præcist foregår. I forbindelse med de to portrætter af søløjtnant Marcher på side 48, og kaptajnløjtnant Eduard Duntzfeldt på side 157, kan man med lidt god vilje tælle pixels i de to fotografier. Det er stærkt beklageligt. Ikke mindst fordi Marcher, som den eneste, har ladet sig fotografere i sit ”battle dress” fra slaget ved Helgoland med alt hvad dertil hører af sabel, striktrøje, en lidt for lille konfirmationsjakke og en gigantisk tromlerevolver.
I betragtning af, at forfatteren giver panserskibet Rolf Krake en velfortjent oprejsning og til fulde demonstrerer skibets og besætningens betydning for kampene ved Dybbøl og ved evakueringen af Als kan det undre, at man på side 158 og 166 blot har kopieret kort fra Tom Buk-Swientys ”Slagtebænk Dybbøl” og Dommedag Als”, hvor det tydeligvis er kampene på land, der er i fokus. Her kunne man godt have undt Rolf Krake sine egne kort.
Samme mangel gør sig for øvrigt gældende i Blæsilds beretning om den ukuelige kaptajnløjtnant Hammer, der i seks måneder, med ringe ressourcer, få folk og en altid vrangvillig marineminister i kulissen, afviste ethvert fjendtligt invasionsforsøg af Vadehavsøerne. Her spises læseren af med to næste identiske portrætter af Hammer, mens krigsskuepladsen og dets mange små øer gengives ved hjælp af et noget utydeligt kort, der ser ud til at have haft sin storhedstid i 1500-1600-tallet. Som i bogens øvrige kapitler savner man også her en konsekvent og professionel grafisk linje.
I betragtning af forfatterens store viden, eminente sans for den djævelske detalje og de nye perspektiver på flådens rolle i 1864, er det blot desto mere ærgerligt, at de praktiske sider af denne vigtige bog ikke er i orden. Blæsilds intentioner, dokumentations- og argumentationsevner er nemlig ellers helt i top. Der skal ikke herske tvivl om, at de danske søfolk, der satte liv og lemmer på spil ved Rügen, Vemmingbund, Helgoland, Alssund og Vadehavsøerne med ”Krigen på havet” langt om længe har fået et værdigt eftermæle. Fra nu af vil disse navne og lokaliteter hos denne anmelder have samme dystre klang som Mysunde, Sankelmark, Dybbøl, Kær by og Lundby. Krigen til søs i 1864 er nemlig meget andet og langt mere end Rolf Krakes kaptajns manglende lyst til at foretage et i øvrigt nytteløst kamikazeangreb på de preussiske landgangsbåde i Alssund. Den sjuskede korrektur og det manglende grafiske arbejde kunne man som læser til gengæld godt have været foruden. Lad os håbe, at der bliver taget hånd om disse fejl og mangler i kommende oplag og udgaver. Det fortjener bogen nemlig.
