Landkrigen 1807
Af Erik Ingemann Sørensen
Historikere har i anledning af 200 året for bombardementet af København leveret mange gode og spændende bidrag til genfortællinger og nyfortolkninger af de dramatiske begivenheder.
Med bogen ”Landkrigen 1807” har dansk militærhistories grand ”old” man, generalløjtnant K.G.H. Hillingsø, leveret en militær analyse af perioden. Hans store viden bidrager her til en samlet skildring af ”optakten til og forløbet af krigen i 1807 med hovedvægten på begivenhederne til lands”, for nu at bruge hans egen formulering. Og det er et stofområde, forfatteren mestrer.
I 6 kapitler gøres der grundigt rede for både baggrunden op mod 1807, for de mange triste episoder, der fandt sted, når de danske ”amatørsoldater” mødte den dybt professionelle engelske hær og for efterdønningerne – herunder datidens retsopgør. Det er en glimrende bog, der når hele vejen rundt med sine grundige redegørelser. Der gøres pænt brug af originalt, skriftligt kildemateriale (in extenso) både fra enevældens top og fra den almindelige soldat. Herunder blandt andet et brev fra den 31-årige Peter Christoffer Quistgaard, der skriver til sin kone: ”Bedste inderligt elskede Jette. Vi venter om faa Timer et Slag. Skulde det blive min Skæbne at falde, da vær overbevist, at min sidste Tanke er dig og vore Børn helliget – Jeg dør for mit Fædreland…” Gribende i al sin enkelthed – og tidløst. Hvor mange sådanne breve er der ikke blevet skrevet op gennem historien – og hvor mange er aldrig nået frem?
Til gengæld var der talrige andre, der så sandelig ikke ønskede at betale den højeste pris. Det kommer tydeligt frem i redegørelsen for, hvorledes ”Søndre Sjællandske Regiment” protesterede voldsomt – nægtede at adlyde officerernes ordrer. Det hele på kanten af mytteri. Elendig udrustning – blandt andet høtyve og leer – manglende disciplin – samt ikke mindst det faktum, at høsten stod for døren, fik bondehæren til at reagere så voldsomt. Det lykkedes dog til sidst at få størstedelen af landeværnet til at makke ret. Om end en del var deserteret.
Den 29. august stod et af de store landslag ved Køge – det så herostratisk berømte ”Træskoslag”. Danskerne mødte en voldsom overmagt og stak til sidst halen mellem benene – godt hjulpet på vej af skotske sækkepiber. Til sidst smed bondesoldaterne træskoene og spænede af sted alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det vil være ukorrekt at kalde ”Træskoslaget ved Køge” for symptomatisk for landkrigen. Men. Det er besnærende tæt på. Hillingsø skriver blandt andet om fjenden: ”En formidabel styrke, der ikke alene var overlegen i antal, men bestod af topprofessionelle soldater, der var ført af chefer, hvoraf flere allerede var berømte eller senere skulle erhverve sig berømmelse, hvad navnene da også vidner om”. Generalmajor Wellesley, der havde kommandoen, er den berømte Duke of Wellington, der spillede en afgørende rolle i slaget ved Waterloo.
Hillingsø kan afsluttende– som den gode analytiker han er – ikke dy sig for at komme med nogle kontrafaktiske kommentarer. For hvis nu… Men han konstaterer dog nøgternt, at ”katastroferne, som reducerede Danmark til et lidet, fattigt land”, i bedste fald kun havde skubbet det endelige nederlag lidt i tid. Til gengæld noterer han, at der kom militære reformer og fornyelser.
”Landkrigen 1807” er et vigtigt bidrag til kortlægningen af katastrofen. Netop fordi det er den kyndige militærmand, der beretter. Stor tak for det.
Desværre er der en bagside. Militærhistorikere kender de mange fagudtryk, bogen vrimler med. Eksempelvis ”Broger overskydes” som et af talrige. Og det volder den almindelige læser problemer. Desværre er Hillingsø ikke konsekvent. Nogle gange suppleres med en forklaring – men størstedelen står uden. Det både hæmmer og skæmmer læsningen. Hillingsøs litteraturliste er naturligvis i orden og helt up to date. Men ikke så omfattende. Anmelderen tillader sig derfor at henvise til de københavnske biblioteker, der har udarbejdet en fremragende oversigt, der kan findes på nettet under ”1807 – en bibliografi” og så følge linket.
Illustrationerne er så som så. Bogens størrelse sætter en naturlig begrænsning. Men arbejdet kunne være gjort væsentligt bedre. Informationerne om de enkelte billeder er for ringe – og de er altså et væsentligt kildemateriale. Og så havde en indholdsfortegnelse gjort godt.
Men. På trods af disse negative bemærkninger er der al mulig grund til at afgive en æressalut for generalløjtnanten. Han kan sin krigshistorie – og han kan genfortælle den.
