Menu
Forrige artikel

Napoleonskrigene

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 12026

Af stud.mag. art. Anders Bloksgaard

Det er få bøger der virker imponerende og tiltalende på én inden man så meget har læst et eneste bogstav. Napoleonskrigene er en sådan bog. En sjælden smuk og overdådig buket af illustrationer i form af malerier, stik, kort, plancher, tavler og figurer gør umiddelbart bogen uhyre appetitlig.

Napoleon er med rette betegnet som en af tidernes største militære genier, og fra midten af 1790erne til 1815 fik han ikke alene standset fjenden og ført kampene ind i fjendens eget område, men han fik også på mange måder ændret Europakortet og kontinentets magtforhold fuldstændigt. Bogen handler imidlertid næsten udelukkende om Napoleons måde at føre krig på. Hvis man således forventer indsigt i de politiske, kulturelle og sociale konsekvenser af Napoleonskrigene vil man blive slemt skuffet. Det er Napoleonskrigene, og primært de enkelte felttogs strategi, taktik og forløb der er i fokus.

Gennem syv kapitler følger man Napoleons krigsførelse i forskellige scenarier: Indledningsvist præsenteres elementerne i Napoleons krigsførelse og hans opkomst gennem det italienske felttog 1796-97. Her fra går turen over det på mange måder fejlslagne felttog i Egypten og opbyggelsen af Napoleons kendetegn Storarméen til ”Sejrens år” 1805-07, hvor han i flere omgange besejrer den habsburgske hær forskellige steder i det centrale Europa. Derefter følger den habsburgske hærs mislykkede revancheforsøg 1807-09 og Napoleons mindre heldige dispositioner og krigsførelse på den Iberiske halvø 1809-11. Endelig følger begyndelsen til enden med Napoleons første store nederlag som følge af krigene med Rusland og Preussen 1812-14, inden læseren føres til det endelige nederlag i Waterloo kampagnen i 1815.

Over 210 sider dokumenters det hvorledes Napoleons strategi var at koncentrere overlegne styrker mod fjenden, og i mange af hans slag, dog ikke alle, var han da også fjenden talmæssigt overlegen. Det lyder umiddelbart enkelt, men for at kunne opnå talmæssig overlegenhed, var det nødvendigt at kunne beregne tid, sted, og terræn lige så vel som et omhyggeligt og effektivt stabsarbejde var en forudsætning. Det er således i disse faktorer suppleret med en usædvanlig marchkapacitet hos sine tropper man finder hans feltherretalent.

Bogen fokuserer hovedsagligt på militær taktik, strategi og teori, men har også en mængde andre interessante informationer med. Eksempelvis er der nogle meget fine sammenligner af de enkelte hæres karakteristika og natur. Ud over de rent militære aspekter som antal mænd og kanoner, fortælles der eksempelvis på glimrende vis hvordan den engelske hær var præget af korporlige straffe, den franske af positiv motivation og korpsånd mens den østrigske hær var veldisciplineret - men også præget af bitterhed over tvangsudskrivningen af soldater på livstid.

Særlig informativ er bogens formidling af krigsførelsens detaljer og logistik. Efter at have læst bogen ved man rigtigt meget om krig i starten af det 19. århundrede. Udover de forskellige operationelle formationers fordele og ulemper er der en mængde detaljer, ved man eksempelvis hvor langt en 12 pundig kanon kunne skyde i forhold til en haubits – både med fuldkugle og kardæskskydning, og at et marcherende infanteri på 30.000 mand krævede en god vejstrækning på 8 kilometer, 60 kanoner med tilhørende ammunitionsvogne krævede 4 kilometer, 6000 kavalerister, der red i fire rækker behøvede 7 kilometer, dertil kom en mængde heste og transportenheder. Alene til sit Ruslandsfelttog medbragte Napoleon således 200.000 heste.

Napoleonskrigene er militærhistorie når det både er bedst og værst. Bedst fordi man for en enestående indsigt i krigsførelsens taktik og strategi. Værst fordi den skøjter let hen over mennesket Napoleon, og krigenes politiske, kulturelle og økonomiske konsekvenser. Men er man til militærhistorie har man i denne bog det hidtil bedste værk om Napoleonskrigene på dansk. Tillige eksemplarisk opbygget med illustrationer, kort, tidstavler, figurer, ordforklaringer, biografier, litteraturliste og register. I mange henseender en meget smuk bog – bogstaveligt talt.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
”Kiekke vi tage til Vaaben”
Det danske rytteri
Oprør