Romantikkens forfatterinder

Af Erik Ingemann Sørensen

Når nationalsangen i dag afsynges, er der vel ingen, der overhovedet spekulerer på, at Oehlenschlaegers bidrag slet ikke var det, der vandt den konkurrence, der var udskrevet af ”Selskabet til de Skiønne og Nyttige Videnskabers Forfremmelse” i 1819. Faktisk var det Juliane Marie Jessen, der efter selskabets opfattelse havde ydet det bedste bidrag med digtet: ”Dannemark – Dannemark – hellige Lyd”. Hun var anonym lige til kåringsøjeblikket. Men så. ”Jessens sejr fremkaldte et ramaskrig blandt folk fra den litterære institutions overdrev” blandt andet med formuleringer som: ”den mangler den raske, fyndige og mandlige Tone, der forkynder ædel Dansk national Stolthed.”

I dag er der næppe mange, der kender Juliane Marie Jessen. Som talrige af sine forfatterindekolleger er hun stille og roligt gledet ud af den fælles hukommelse. Men det får dr.phil. i litteraturvidenskab, Lise Busk-Jensen i den grad rådet bod på i sit nyligt udkomne mammutværk: ”Romantikkens Forfatterinder”. 3 bind på i alt 1838 sider. Det er hendes doktordisputats, som hun forsvarede så fornemt i februar i år.

Romantikken er tidsmæssigt præciseret som perioden 1800 – 1870. Men hvem husker man egentlig med baggrund i sin såkaldte ”klassiske dannelse”. Fru Heiberg – og kanske Amalie Skram. Måske. Jeg har vendt og drejet min gymnasietids i øvrigt fremragende litteraturundervisning. Til sidst måtte jeg finde min gamle Falkenstjerne frem. Jo – et eneste klip fra perioden. Og ja – Fru Heiberg. Det var alt. Og hvor var det tidstypisk. Lise Busk-Jensen beretter i indledningen om sit studieforløb i de glade 60´ere, hvor de kvindelige studerende indså, at ”hvis vi kvinder skulle få et direkte forhold til humaniora, måtte humaniora også omfatte vores køns bidrag til kulturhistorien…”

Lise Busk-Jensen har i sit mere end 40-årige arbejde med kvindekønnets bidrag til vores litteratur sat mangt et markant fingeraftryk. Og med denne disputats og den dr. Phil titel, hun nu med rette kan smykke sig med, har hun faktisk fremlagt intet mindre end et livsværk. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med en gammel kinesisk historie. Som ung springer man op ad bjerget. Som ældre går det noget langsommere. Men man ser meget længere. Det er rent faktisk sådan, anmelderen oplever denne fornemme disputats.

På trods af at der har været markante udgivelser om kvindelige forfattere – Pil Dahlerup med sin disputats fra 1983 – ”Det moderne gennembruds kvinder” – og storværket ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, der udkom i perioden 1993-1998 – så er der her et fyrtårn, der med sine sikre og markant lysende glimt leder læseren på rette kurs. Men så lad det da være sagt med det samme: ”Nordisk kvindelitteraturhistorie” er forsynet med et blændende billedmateriale, der i den grad både supplerer og udvider tekstmaterialet. Dette altafgørende samspil mellem tekst, udlægning, fortolkning og billede finder vi ikke i dette værk. Det er pokkers ærgerligt – men man må bøje sig for, at der her er tale om en disputats – med de begrænsninger dette medfører. Blot synes man, det er synd, at den illustrative side ikke får lov til at folde sig ud her. Det er desværre de forpassede muligheder – grundet de strenge akademiske bestemmelser!

”Romantikkens forfatterinder” består af 3 bind. Bind 1 er en grundig redegørelse for baggrund, formål og disposition. Heraf fremgår det tydeligt, hvor omfattende værket egentlig er: ”Afhandlingens formål er at skrive den danske romantiske kvindelitteraturs historie og sætte den ind i dens europæiske sammenhæng. I forlængelse af de fem betydeligste forfatterinder fra perioden, to franske og tre engelske fra de to generationer perioden omfatter, behandles hele den danske kvindelitteratur fra perioden 1800-70”. Det er ikke så lidt af en perspektivering – men netop med det brede udsyn lykkes det på fornem vis Lise Busk-Jensen at understrege den europæiske traditions betydning for de danske forfatterinder. At fremhæve at den danske litteratur bygger videre på en form for historisk tradition.

Lise Busk-Jensen lader sin litteraturhistoriske fremstilling bygge på tre romanformer: ægteskabsromanen med hustruen og moderen som hovedpersonen – guvernanteromanen hvor hovedpersonen er den selverhvervende kvinde og så emancipationsromanen, hvor den kvindelige hovedperson reflekterer over og gør oprør mod kønssystemet.

Basis for udviklingen på den europæiske scene er middelklassen, som Busk-Jensen karakteriserer som den kulturbærende klasse. Hvad den var blevet efter den franske revolution. Og det er især to strømninger, der har afgørende betydning for hendes fremstilling: sekulariseringen og offentlighedens forvandling – dvs. nye samværsformer.

Det er en uhyre grundig, dybdeborende og perspektiverende vandring læseren tages med på – hvor vi møder de franske repræsentanter Madame de Stäel og George Sand suppleret med englænderne Jane Austin samt Emily og Charlotte Brontë. Særligt spændende er det at blive præsenteret for George Sand, der af mange blot opfattes som en femme fatale for blandt andet Chopin. Her kommer hun frem for fuld kraft. Herligt. Dog havde der været lidt raison i at beskrive hendes politiske relationer til anarkisten Mikhail Bakunin og sandelig også til Karl Marx. Kvinderne var sandelig særdeles politisk aktive. Nu er der til gengæld så meget andet i bind 1 med dets 715 sider.

Bind 2 er beskrivelsen af 70 forfattere ”født i perioden fra 1760 til 1847” samt 6 uidentificerede kvindelige pseudonymer. Og hvilken tour de force! ”Først nu har det blevet mig muelig at skrive”, hedder det hos Christiane Koren i hendes dagbog fra 1802. Glemt i Danmark, nok mere husket i Norge – det nye selvstændige land. Og så præsenteres de i første omgang lidt i flæng, de kvindelige forfattere: Juliane Marie Jessen, Marie de Verdiér, Sophia Voigt, Anne Margretha Jelstrup, Karen Thorlacius og Johanne Rousing, for nu kort at nævne dem, Lise Busk-Jensen, i denne sammenhæng fremhæver. Hvor mange af disse vækker lige genkendelsens glæde? Det slog pludseligt anmelderen med lidt gru, at jeg hører til en generation, der rent faktisk uddannelsesmæssigt er vokset op uden kvindelitteratur fra den omhandlede periode. Det var vist nok først professor Sløk, der introducerede somme af dem – og igen - i al respekt – så var det Mathilde Fibigers og Thomasine Gyllembourgs tekster, der blev anvendt. Så langt ud i glemslen var de altså ikke kommet. Det er da også disse to, Lise Busk-Jensen mener skal med i en ny litterær kanon. Det kan hun sandelig sige med tyngde. Men for en, der ikke er tilhænger af kanonbegrebet, fordi det låses så frygteligt fast af netop den gruppe, der i netop det tidsrum er udset til at tænke tidens tanker om dette og hint, ja, der er der sandelig mange af de omhandlede forfatterinder, der burde med.

Det er ypperligt kildemateriale, vi præsenteres for – og en historiker med respekt for faget og dets muligheder har her en guldgrube at gå til, når undervisningen skal tilrettelægges. Eller der skal hentes inspiration til skriverier. Det er en fornem gave, Lise Busk-Jensen her har givet os.

Det er naturligvis altid forbundet med problemer, når tekster skal tolkes. Der er så meget i den enkelte, der kan få frit løb, så meget de kan lægges ind i teksterne, så meget der kan læses ud af dem. Det ser man ofte ganske maliciøse eksempler på. Et af de ypperste er fra en eksamen i litteratur ved Aarhus Universitet. Professoren fiskede og fiskede efter en bestemt tolkning af en af Martin Andersen Nexøs tekster. Det var, da revolutionens ånde pustede alle tungt i nakken. Det imponerede nu ikke den studerende, der havde gjort tjeneste ved Livgarden. Vedkommende så indædt på professoren og sagde: ”Det kan jo også bare være, forfatteren bare har haft lyst til at fortælle en god historie”.

Anmelderen må beklage at være i besiddelse af en vis overfølsomhed over for freudianske tolkninger. Det skyldes nok både de mange bannerførere, der er buldret frem uanset realismen. Freud er Freud og uden ham kan man ganske enkelt ikke forstå verden. Hvor er mange tekster dog blevet ødelagt af dansklærere, der har været på weekendkursus i freudiansk tekstlæsning – og så vier resten af deres gerning til en traumatisk omgang med de 48 timers ”oplevelser”. Det er så uendeligt befriende, at Lise Busk-Jensen ganske enkelt er for stort et intellektuelt menneske til at hoppe på den vogn. Men alligevel skal der lige gøres et par enkelte forsøg. Velan. Og dog. Han ”popper op” hist og her. Og fordi en forfatterinde skriver om et lem – ja, så er vi altså ikke nødvendigvis i de nedre ekstremiteter hos væsner af hankøn. ”Vide I ikke, at Eders Legemer ere Christi Lemmer?” hedder det i 1. Cor.6.15. Og det er jo noget ganske andet. Men vi skal lige høre, at et lem – i dette tilfælde en lemlæstet fod – absolut må associere til ”Det – De ved nok”. For nu at være lidt småborgerlig. I jubelbegejstring erindrer jeg en studerende, der, da Marie Grubbe beskrives stående med en rive i hånden, mens hun ser himlen flamme i rødt, begejstret udbrød: ”Det er et fallossymbol understreget af erotikkens røde farve – et klassisk billede”. Lektoren lænede sig frem – kiggede den kække fortolker dybt i øjnene – og udbrød med malmrøst: ”Det der var da vist en fed, freudiansk prut!” Tak og lov præger det ikke disputatsen – disse til tider helt vilde fortolkninger. Men de skal tilsyneladende med hist og pist. Fred så med det.

Bind 3 – det mindste af bindene på ”kun” 359 sider – er en skatkiste indeholdende ”katalog over samtlige danske kvindelige forfattere, der har debuteret med en skønlitterær bog for voksne i årene 1800-1870”. Alt – alt – er ganske enkelt med under den enkelte forfatter. Jeg mindes ikke at have set så udførlig en biografi, bibliografi samt kildeoversigt vedrørende den enkelte kvindelige forfatter som her. Siden følger en alfabetisk bibliografi samt et personregister. Når nu det hele er så grundigt og minutiøst beskrevet, ja, så er det ærgerligt, at der ikke er noget værkregister. Det er faktisk savnet ganske meget. Og det er lidt sjusk, når nu alt andet er på så fremragende højt et niveau.

Lise Busk-Jensens utrolige præstation med udgivelsen af dette værk har naturligvis givet stof til eftertanke. Det er – som tidligere nævnt – ganske beskæmmende at opleve, at man er kommet uden om så mange af disse fremragende, men glemte forfatterinder, der jo er en central del af vores identitetshistorie. Med hver deres bidrag. Forfatterinder, der har været med til at præge vores identitet. Der var noget, der skurrede. I min reol fandt jeg bogen ”Danskernes identitetshistorie” redigeret af Thorkild Borup Jensen. I forlagets pressemeddelelse fra 1993 stilet til litteraturredaktionen hedder det blandt andet: ”Værket giver rig anledning til aktuelle overvejelser: hvem er vi egentlig? Hvad vil, kan og skal vi stille op med os selv?” Opmuntret af Lise Busk-Jensens litterære sejlads søgte jeg efter kvindelige forfattere fra den omhandlede periode. De måtte jo være der – eller? Læseren aner sikkert svaret.

Nu skal dr.phil. Lise Busk-Jensen have lov til at hvile på laurbærrene. Fornemmere arbejde om litteratur er ikke set siden Svend Møller Kristensens utrolige værk: ”Impressionismen i dansk litteratur”. Hans indlevelsesevne i teksterne har været dybt savnet siden. Nu har Lise Busk-Jensen givet os en lignende gave. Kvindelitteraturens guldhorn.

Tillad anmelderen et lille efterskrift. Den empati, der gennemstrømmer Lise Busk-Jensens storværk, får et lille ønske frem. Et ønske, som jeg tror, kun Lise Busk-Jensen formår at opfylde: Bogen om de kvinder Herman Bang beskriver. Den gave må vi med rette have lov til at ønske. En doktordisputats er stadig omgærdet af klassiske traditioner og dyder. Men – på et område er universitetet faktisk med i front: tv-dækningen. Derfor vil jeg slutteligen gerne anbefale linket til Københavns Universitets webside, hvor man kan følge disputatsforløbet. Også det er spændende. Det kan ses på VOD (Video on demand) på linket: http://www.itmedia.dk/sider/webcast_ark_main.html