1848
Af Ole Schramm, cand. mag. i historie og musik
Det er måske ikke en tilfældighed, at bogen på dansk kaldes ”Det Europæiske Forår”. Vi har i Vesten siden 2010 talt om et arabisk forår, da en bølge af politiske forandringer skyllede gennem Mellemøsten og Nordafrika. Forandringerne fjernede diktatorer, og lande blev ramt af borgerkrige. Titlen lægger op til en sammenligning, men det har selvfølgelig ikke været Mike Rapports mening. Bogen udkom oprindeligt i 2008 på originalsproget med titlen ”1848- Year of Revolution” – længe før vi hørte om et arabisk forår. Det har vi i 2013, hvor bogen er udkommet på dansk.
Mike Rapport, der er ansat ved universitetet i Glasgow i Skotland, har skrevet en bog, der giver et spændende, detaljeret og panoramisk overblik over den række af revolutioner og omvæltninger, der bredte sig som en steppebrand næsten overalt i Europa i 1848. Lande som England, Belgien, Nederlandene og Sverige-Norge oplevede ikke direkte en revolution. Men intet land var helt upåvirket af urolighederne. Inden for den internationale politiks bredere rammer blev alle europæiske stormagter påvirkede. Den korte version af begivenhederne i 1848 har MR selv fortalt i konklusionen af bogen. Han mener, at revolutionerne var et ægte europæisk fænomen. Selv om det største enkelte chok, der i 1848 rystede Europa, var revolutionen i Frankrig, var det den østrigske udenrigsminister Metternichs fald i marts, der banede vejen for revolutionerne, for Metternich var den ledende europæiske statsmand og arkitekten bag den gamle konservative orden, og han mente, at Østrig skulle og burde spille rollen som Europas politibetjent.
Det var de liberale og de nationale, der truede det bestående samfund, fordi de fremsatte krav om liberale forfatninger, national selvstændighed og politisk enhed. Tyske liberale kaldte 1848 for ”Völkerfrühling” – ”Folkenes forår”. Det var et navn, der rummede forhåbninger i revolutionens første uger, da tankerne om national selvstændighed pludselig virkede mulige. Men der var en mørk side af den liberale nationalisme af 1848, fordi de fleste patrioter krævede nationale rettigheder og friheder for deres eget folk, men de var villige til at trampe på andre folkeslags friheder. ”En jernhård, national egoisme vandt alt for hurtigt over de mere ophøjede, universelle principper af 1848. Som følge deraf kom europæerne mange steder, hvor det ”national spørgsmål” opstod, til at opleve brutaliteterne ved etniske konflikter, som fik revolutionære til at stå stejlt over for hinanden, og som gav de konservative en mulighed for at forberede støbeformen til en kontra-revolution”(s. 115).
Det er bemærkelsesværdigt, at der var store ligheder i de forskellige revolutioner, selv om den politiske, sociale og økonomiske struktur varierede stærkt fra land til land. Men der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise i Europa i 1840’erne havde en helt afgørende betydning for, at befolkningerne i Europa havde mistet tilliden til de eksisterende regeringer. Revolutionerne lykkedes i første omgang, fordi der var politisk enighed mellem liberale og radikale. Sagt på en anden måde var der en forbigående social enighed mellem middelklassen, arbejdere, bønder (og sommetider selv adelen) imod den gamle samfundsorden.
Problemerne begyndte, da denne enighed viste sig at være kortvarig, fordi de liberale og radikale begyndte at konkurrere med hinanden om at få kontrol med retningen for det nye styre, og fordi den besiddende klasse prøvede at beskytte deres rigdom mod en mere radikal revolution, og endelig fordi bønderne faldt tilbage i folden hos de konservative, efter at de havde opnået, hvad de kunne fra den indledende opstand. Den alt for korte revolutionære konsensus brød sammen, og politikken blev mere polariseret. De moderate bevægede sig mod stadig mere autoritære løsninger for at imødegå truslen om en ny ”social” revolution. Hermed var revolutionerne selvødelæggende pga. disse indbyrdes kampe. Ved slutningen af året havde de konservative vundet kontrollen over hæren og sikret sig bøndernes loyalitet, og de havde genvundet initiativet. De revolutionære blev derfor besejret.
Denne kortfattede gennemgang af de europæiske revolutioner i 1848, yder slet ikke Mike Rapports bog retfærdighed, fordi forfatteren fortæller så levende og detaljeret om personerne og begivenhederne i revolutionsåret i de vigtigste europæiske lande som Frankrig, Preussen, Ungarn, Italien, Rusland og det multietniske kejserrige Østrig, der var sammensat af ikke færre end 11 forskellige nationaliteter: tyskere, ungarere, rumænere, italienere samt de slaviske folk –tjekker, slovakker, polakker, ukrainere, slovenere, serbere og kroater. Hvis det er indviklet at sætte sig ind problematikken omkring Danmarks forhold til hertugdømmerne Slesvig og Holsten, siger det sig selv, at problematikken omkring Østrigs forhold til dets mange nationaliteter er så meget større.
Mike Rapport har sans for at fortælle de eksemplariske fortællinger fx i kapitlet ”Sammenbruddet”, hvor han fortæller, at den preussiske konge Friedrich Wilhelm meddelte, at han ville bevilge en forfatning, da de døde fra gadekampene blev begravet. Det passede ham dog overhovedet ikke at spille rollen som revolutionær monark. Han flyttede hoffet til Potsdam, hvor det blev beskyttet af elitesoldater. Men han fortrød bittert ydmygelsen. I Potsdam var han omgivet af folk, der gik ind for en kontra-revolution. ”Blandt disse var Otto von Bismarck, der var rejst til Potsdam fra sit herresæde ved Schönhausen for at tilbyde kongen sine underdanige, bevæbnede bønders støtte. Da Prittwitz spurgte, hvad man kunne gøre for at genoprette den kongelige autoritet, begyndte den hårde adelsmand, der sad ved et piano, at spille det preussiske infanteris angrebsmarch” (s. 85).
Andre steder bliver læserne gennem journalistiske reportager inddraget som vidner til begivenhederne. Mike Rapport fortæller om revolutionen i Paris i februar 1848: ”Volden brød ud, da mængden kastede sten mod vagtværnet, der reagerede med trukne sabler at tvinge sig vej gennem tumulten, mens det væltede folk omkuld. Et af ofrene var en gammel kvinde, der døde, da hendes hoved ramte brostenene; et andet sted blev en arbejder hugget ned med en sabel. De første blodsudgydelser havde fundet sted, og nu udbrød der slagsmål og kampe rundt om i byen: Uden for Guizots hjem i Udenrigsministeriet på Rue des Capucines, på Champs-Elysées, på Place de la Bastille og ved Børsen. Oprørerne havde først bevæbnet sig med jernstænger, som de havde revet af rækværk og stakitter, siden med våben stjålet fra våbenbutikker. Det lykkedes ordensmagten at beskytte de offentlige bygninger, men mængden trak sig blot tilbage ind i håndværkerkvarterernes labyrintiske gader” (s. 58).
Hertil kommer analyser, som stiller skarpt på revolutionernes illusioner. I Frankrig nedbrød revolutionen ganske vist monarkiet, men alle andre steder bestod monarkierne – og dermed ministre og rådgivere, der var besluttede på at modsætte sig yderligere forandring eller endda helt at fjerne revolutionens resultater. Hertil kom illusionen om, at revolutionerne markerede en ny begyndelse, hvor enigheden mellem alle samfundsklasser kunne fremelske en ny frihed og en liberal samfundsorden. Der var to problemer, som viste, at det var illusioner. Det ene var ”det nationale spørgsmål”- problemet om politisk enhed og de etniske minoriteters plads i den nye liberale samfundsorden. Det andet problem var ”det sociale spørgsmål” – problemet om, hvordan man skulle tage sig af den desperate fattigdom, som så stor en del af befolkningen led under, både med hensyn til de bredere, strukturelle forandringer i økonomien og med hensyn til selve den akutte nød i 1840’erne.
Blandt bogens store fortjenester er konklusionen, fordi den er mere end en egentlig konklusion. Den er i virkeligheden et historisk essay, som belyser mange af de konsekvenser, som 1848 fik for Europas senere historie. Mike Rapport starter med at polemisere mod den forestilling, at det er alt for pessimistisk at betragte revolutionerne i 1848 som fiaskoer. Jeg kan som eksempel anføre tre af hans argumenter. For det første fik millioner af europæere deres første smagsprøve på politik. Dernæst blev livegenskabet, hoveriet og andre pligter ophævet, og endelig blev statens magt forstærket på landadelens bekostning.
Mike Rapport diskuterer udviklingen i Tyskland, Italien og Frankrig efter 1848. Han gør op med tanken om, at alle tyske veje uvægerligt førte til nazismen og Holocaust. Han fremhæver, at det tyvende århundrede arvede autoritære tendenser efter begreber, bevægelser og problemer, der var forankret i det nittende århundrede. Men det var den katastrofe, Første Verdenskrig udgjorde, og det umådelige pres, den lagde på europæisk politik og samfund, der medførte, at disse kunne være fremherskende i årtier efter den kamp.
Der er mange andre tankevækkende perspektiveringer i konklusionen, men dem vil jeg overlade til læserne af Mike Rapports bog.
Der mangler en litteraturliste, skønt der er et udmærket noteapparat, hvor man kan se hvilke bøger og kilder, Mike Rapport har anvendt. Jeg ved ikke, om det er en fejl ved den danske udgave. Der er ganske vist et helt nødvendigt stikordsregister, som gør det muligt at slå de mange personer op, som bliver nævnt flere steder i bogen. Det ville også have været ønskeligt, hvis der i registeret havde stået, hvem de forskellige personer var. Mike Rapport nævner selv, at historien om 1848 er kompliceret. Det er ganske rigtigt. Det kræver meget af læseren at kunne holde rede på udviklingen i de forskellige lande og områder. Netop derfor burde der være en kronologisk liste med de vigtigste begivenheder. Der kunne også have været et langt bedre kortmateriale.
Interessant er det, at Mike Rapport også inddrager Danmark i sin fortælling. Selvfølgelig er den danske problematik ikke et hovedemne i bogen, og derfor er Mike Rapports gennemgang af 1848 i Danmark noget overfladisk, og Mike Rapport tager fejl, når han på s. 114 skriver, at Christian 8. havde dannet en grundlovgivende forsamling, der havde ret til at udstede love og fastsætte skatter. Det er rigtigt, at Christian 8. havde bedt P.G. Bang om at udarbejde en erklæring om forfatningsspørgsmålet. Bang havde afleveret et udkast til en forfatning med et lovgivende og skattebevilgende parlament. Kongen bestemte, at udkastet skulle drøftes i statsrådet d. 6. januar 1848. Men mødet blev aflyst.
Problematikken med Danmark og hertugdømmerne bliver især behandlet i sammenhæng med udviklingen i Tyskland. Her illustrerer problemstillingen, ”at den tyske (og retfærdigvis ligeledes den danske) reaktion på krisen viste, at når den europæiske opblomstring af ”Folkenes forår” kolliderede med konkrete, nationale interesser, havde sidstnævnte langt større gennemslagskraft” (s. 114).
Det har været en udsøgt fornøjelse at læse Mike Rapports bog ”1848 – det europæiske forår”, fordi det lykkes forfatteren at fortælle den spændende historie – eller rettere de mange spændende historier om revolutionsåret på en underholdende måde. Det kan han gøre, fordi han har en meget omfattende viden om øjenvidneskildringer, memoirer og en bred vifte af sekundære kilder. Endvidere bruger han historien til at belyse betydningen af revolutionsåret for den senere europæiske historie i det tyvende århundrede. Den vigtigste anke mod bogen er, at han burde have gjort det lettere for læseren at følge den komplicerede historie ved at bringe en kronologisk oversigt over begivenhederne måned for måned.
