Breve fra 2. Verdenskrig
Af Per Ole Schovsbo
Marie Moutier har forsket i nazisternes nedskydning af jøder og sigøjnere i Østeuropa under 2. verdenskrig for Yahad-In-Unum i Paris, der er grundlagt og ledet af den katolske præst Patrick Desbois. Hun blev i løbet af sin forskning fascineret af værnemagtssoldaternes breve, fordi de er skrevet midt under krigen og kunne derfor vise krigen indefra uden filter, til forskel fra de mange erindringer, der er skrevet flere år senere. Der var omtrent 17 millioner værnemagtssoldater, og de breve, der er bevaret, ligger i flere forskellige arkiver. Marie Moutier valgte at arbejde med samlingen på 16.000 breve der ligger i Kommunikationsmuseet i Berlin, der har til huse i en af de få af Hitlers bygninger, der står tilbage.
Marie Moutier tog i løbet af udvælgelsen hensyn til de forskellige fronter i krigens kronologiske afsnit med vægt på vigtigere militære begivenheder. Derfor fortæller bogens breve om det første års sejre indtil vinteren 1941, hvor fremrykningen i Sovjetunionen blev forsinket. I 1942-43 trængte Værnemagten frem til Kaukasus men tabte Nordafrika og led nederlag ved Stalingrad. Siden tilbagegang og nederlag i 1944- og 1945, hvor Værnemagten blev trængt fra øst af Den Røde Hær og fra vest af De Allierede efter landgangen i Normandiet, mens de tyske soldaters familier måtte lide under forstærkede luftbombardementer.
Brevene viser os, at soldaternes liv på fronterne var at nedkæmpe den onde fjendes soldater, snigskytter og (især på østfronten) at udrydde civilbefolkningen for at realisere det tyske Lebensraum. Værnemagtens soldater i fjendeland havde ikke modstandsfolkets og lokalbefolkningens moralske bagland at støtte sig til og deres muligheder for flugt eller time out, hvis det blev for hedt. Frontsoldaterne kunne derfor kun overleve, hvis de parerede ordrer og forblev loyale indenfor det lukkede militære og ideologiske system, som de havde bundet sig til. De var dele af den tyske krigsmaskine, der efterhånden måtte opgive sit forbryderiske projekt og opløses i en række ruindynger. Heltene var de andre, der vandt de militære sejre.
Bogen er suverænt oversat fra fransk af Ole Lindebjerg og forordet er skrevet af den engelske historiker Timothy Snyder, der naturligvis bevæger sig ind på ondskabens banalitet, beskrevet af den tyske filosof af jødisk afstamning, Hannah Arendt i bogen Eichmann in Jerusalem. Adolf Eichmann, der havde en stor del af ansvaret for jødeudryddelsen, var til Hannah Arendts undren ikke en frygtindgydende personlighed, men nærmest en kedelig kontornusser, der udførte sine ugerninger efter ordrer uden nærmere eftertanke og ansvarsfølelse. Hannah Arendt knyttede i sin bog derfor ondskabens banalitet til massesamfundets bureaukrati og anonymitet.
Senere er man imidlertid blevet klar over at Eichmann rent faktisk var nazist og fanatisk jødehader, og det giver derfor god mening, at Timothy Snyder vender Hannah Arendts tese om til banalitetens ondskab, fordi de tyske soldater var fuldt bevidste om rædslerne, som de overværede eller selv begik. I begyndelsen var det elitetroppernes opgave at fordrive lokalbefolkningen og nedskyde romaer og jøder, men efterhånden tog de værnepligtige værnemagtssoldater del i uhyrlighederne, og brevene afslører, at både de og en stor del af den tyske befolkning faktisk var bærere af den nazistiske ideologi, og dermed medansvarlig for Holocaust, skriver Marie Moutier. Det er derfor bogens budskab, at krigen til enhver tid ikke er en sag for bureaukratiske maskiner men for helt almindelige mennesker, der til enhver tid kan bortforklare banalitetens ondskab over for andre og dermed for sig selv.
Det er lidt skuffende at bogens mange breve ikke giver anledning til mere eftertanke, men det er vel netop, fordi de er skrevet i felten til de pårørende, der ikke har behov for filosofiske tanker og politiske visioner, men viden om hvordan brevskriveren klarer sig. Derfor er det for meget at gøre ud af en kildegruppe, der i virkeligheden ikke fortæller læserne ret meget nyt om Værnemagtssoldaterne, som man fx ikke også kan finde hos SS-manden Søren Kam i den grundigt kommenterede erindringsbog ”Et liv uden fædreland”, der udkom sidste år.
Anmelderen tilføjer for egen regning at Tyskland er eet af de få lande der efter krigsafslutningen har påtaget sig et kollektivt ansvar for krigsforbrydelser der jo også blev begået af de øvrige krigsførende lande som fx Japan og Sovjetunionen. Det sætter Tyskland overfor et voksende dilemma i vore dage, hvor flygtninge kommer fra andre ideologiske og religiøse krige og nedslagtninger af civilbefolkninger.
