Menu
Forrige artikel

Breve fra Østfronten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 11149

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Mellem 15 og 18 millioner tyskere gjorde militærtjeneste under den 2. verdenskrig, heraf 9 til 10 millioner på østfronten fra 1941 til 1945. Den gennemsnitlige tysker i uniform var således en værnemagtssoldat udstationeret på østfronten. Denne omstændighed medvirker til at forklare, at megen tysk efterkrigs-identitet blev bundet op på at sondre skarpt mellem værnemagten, der selv østpå kæmpede ”anstændigt”, og SS, der havde ansvaret for krigsforbrydelser og folkemord, - en sondring, der i øvrigt blev hjulpet godt på vej af de allieredes krigsforbryderproces i Nürnberg og de efterfølgende processer under vesttysk jurisdiktion. Værnemagtens ansvarsfritagelse blev imidlertid fra slutningen af 1960erne sat under stigende pres af historikere, der for hvert forskningsresultat mere og mere involverede værnemagten i krigsforbrydelser og folkemord. I dag er det, i det mindste i historikerkredse, accepteret, at værnemagten på østfronten direkte og indirekte var indblandet i uhyrlighederne. Hvad der diskuteres er omfanget og motiverne hos officerer og menige. Det er sidstnævnte problematik, nærværende bog i bred forstand skriver sig ind i, og bogen stiller skarpt på ”mandskabssoldaten”, dvs. soldaten med lav eller lavere militær rang. Det er meget omdiskuteret, hvad der drev soldaterne, og hvilket syn de havde på krigen og deres egen rolle deri. I hvilken grad, spørger forfatterne, lå der ideologiske faktorer bag? Eller skal man snarere se den ideologiske påvirkning eller overbevisning hos soldaterne i tæt sammenhæng med en række omstændigheder på østfronten? Forfatterne prøver at give svaret ved at inddrage et i dansk sammenhæng nyt kildemateriale, nemlig tyske soldaters feltpostbreve.

Inden vi kommer så langt, gennemgår bogen udviklingen i det tyske militærs position, holdninger og interesser fra kejsertid over Weimar til og med Hitler. Det konkluderes, at selvom kræfter i militæret ønskede at bevare en institutionel uafhængighed, lod militæret sig underlægge Hitler, ikke mindst på baggrund af en fundamental værdi- og interesseoverensstemmelse med Hitler indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Dernæst gennemgås østfrontkrigen. Kapitlerne, som baserer sig på en sammenskrivning af dansk og udenlandsk formidlings- og forskningslitteratur, afvikles kompetent og grundigt, - og måske for grundigt. Vi skal helt hen til s. 103 før vi kommer til kildematerialet (feltpostbrevene) og kildeanalyserne, der kun løber frem til s. 236. Især kapitlet om østfrontkrigen har karakter af traditionel militær begivenhedshistorie. Hitler og dennes militære overvejelser fylder meget. Det samme gør Stalins ditto. Hvad alt dette har at gøre med den tyske østfrontsoldats syn på krigen, er imidlertid højst uklart. Bogen er med dette vægtfordelingsproblem tæt på at knække over næsten midtvejs, og de første godt hundrede siders baggrund og kontekst burde være nedskåret til fordel for mere plads til kildeanalyserne. Dette så meget desto mere som at meget af stoffet i forvejen findes på dansk. I stedet kunne man have forestillet sig, at bogen introducerede bl.a. sociologiske og psykologiske teoridannelser til inspiration og strukturering af de påfølgende kildeanalyser.

Meget skal imidlertid være tilgivet fra det øjeblik, forfatterne tager fat på feltpostbrevene. Analysegrundlaget er 28 soldaters feltpostbreve, dvs. i alt 1394 breve. Med denne kildegruppe er vi tættest mulig på soldaterne. Aspekt for aspekt gennemgås brevenes indhold, og bogen konstaterer, at det private og det ”hverdagsagtige” dominerer brevene, til forskel fra politiske og ideologiske ytringer, som der er længere imellem. Ud fra andre undersøgelser ved vi, at ca. en tredjedel af soldaterne var medlemmer af nazistpartiet. Alligevel, mener bogen, har den nazistiske ideologi nok haft en større rolle som motivationsfaktor end dette tal angiver. Mange ikke-nazistiske soldater var således delvist påvirket af den nazistiske ideologi, hvor denne bød sig til som forklaring på forhold, som ellers fremstod som uforklarlige for soldaterne. Hertil kom, at soldaterne i deres forståelse af krigen lænede sig op ad traditionelle værdier som patriotisme og pligtberedskab, tapperhed og offervilje - værdier, som måske ikke var nazistiske, men som nazismen havde taget til sig og aktiveret. Og selv ikke-nazister følte et fællesskab med og en tro på den landsfaderlige Adolf Hitler. Soldaternes behov for at tillægge krigen en mening blev projiceret over på Hitler. I vid udstrækning blev nazisternes påstand, om at østfrontkrigen var et forsvar mod kommunismen accepteret. Et andet aspekt, som også tillod soldaterne at kæmpe videre, var tilvænningen til eller normaliseringen af volden. Denne blev hverdagsagtig og kunne efterhånden ikke længere ryste soldaterne. Det samme forhold var virksomt i forbindelse med nedskydninger af civile, som hørte til dagens orden på eller bag østfronten. Også for de tyske soldater gjorde det forhold sig gældende, at deres verden i kraft af de fysiske og psykiske strabadser efterhånden indskrænkede sig til dem selv, deres deling og kampstedet. I denne verden var der ikke plads til yderligere moralske overvejelser. Alt i alt fremlægger forfatterne en række glimrende analyser, der nuanceret viser, at der ved siden af ideologiens rolle som motivationsfaktor var en lang række andre omstændigheder og forståelsesmåder, der motiverede de tyske soldater til at kæmpe på østfronten. På linie med den amerikanske historiker Christopher Brownings konklusioner på undersøgelsen af en tysk politibataljon viser bogen, at man ikke behøvede at være nazist for at deltage i østfrontkrigens grusomheder, krigsforbrydelser og jødemord.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hitler - en biografi & Adolf Hitler - et politisk portræt
Soldater
Luftwaffe - Fighter Pilots