Buchenwald
Af Steen Uffe Tommerup
Denne anmeldelse skrives under overskriften: ”En blandet fornøjelse”. Dette fordi bogen rummer flere modsatrettede indtryk og efterlader en med både fornemmelse af en utrolig god læseoplevelse, men også en irritation.
Buchenwald – Et studie i ondskab, er måske ikke så meget et studie i ondskab, som undertitlen lover, men snarere en ganske medrivende beskrivelse af ondskabens fysiske fremtræden. Bogen er opdelt i to hoveddele som i karakter afviger stærkt fra hinanden. Første hoveddel (del I og II) beskæftiger sig med tiden før interneringen af de danske politifolk og anden del efter (del III).
Buchenwald – Et studie i ondskab, lægger ud med gennemarbejdede beskrivelser af lejrens tilblivelse. Disse viser hvilket politisk system, lejren var en del af og udtryk for; også hvordan lejren ændredes, og hvordan dens karakter og funktion antog ny form i takt med at kravene fra systemet forandredes. Forfatterne har gjort et fornemt stykke benarbejde med at hente historier fra og om de indsattes kvaler og lidelser. Læsningen af dette er en blandet fornøjelse. På den ene side er det rasende afskyeligt at læse, nogle gange ganske detaljerede, beskrivelser af likvideringer, medicinske forsøg og fysiske forhold i lejren. Den anden side er den, der fascinerer en og sætter en tilbage med måbende mund og spørgsmålet: ”Hvordan kan mennesker behandle hinanden sådan?”. Et studie i denne ondskab synes jeg dog ikke, det bliver til; højst til en beskrivelse af ondskabens fysiske fremtræden. Måske denne læser blot forventer sig for meget af undertitlen ”Et studie i ondskab”.
Første hoveddel (del I og II) er som sagt en beskrivelse af de mange kvaler, politiske modstandere, jøder og andet (i nazisternes terminologi) pak udsattes for i lejren. Dagevis nægtelse af føde, vilkårlige prygl, fangenskabets følgesygdomme, behandlingen af levende som døde, ja generelt alt det der kan gå under den overskrift som delen har: ”Grusomhederne” er hoveddelens genstandsområde. Flettet ind i de grusomme beskrivelser er også historierne om lejrens bødler; både som særskilte kapitler og som forklarende og oplysende bifortællinger.
Trods at det står denne anmelder ganske klart, at internering i en koncentrationslejr på ingen måde kan opleves som rart eller fornøjeligt, kommer bogens anden hoveddel til at stå i en slags skærende kontrast til første del. De danske internerede politibetjentes oplevelser skal på ingen måde negligeres eller gøres til bagateller, blot fordi der er andre, der har haft vilkår, der lå milevidt fra danskernes. Men det er alligevel her, at der opstår en blandet læseoplevelse.
På samme sider som danskernes kvaler med mangel på veltilberedt mad, læser man om medfanger der graver gulig materie ud af bylder for derpå at spise materien. Danskernes ringe tilberedte supper og brød, samt erstatningskaffe, giver i bogens sammenhæng læseren lidt den fornemmelse af dét har da på ingen måde været det helvede, som den kollektive erindring gerne vil lade os vide. Så det er ikke så meget danskernes oplevelser, der ikke er grusomme, det er mere det, at den kontekst de fremtræder i, får dem til at fremstå som bagateller. Så det er snarere det narratologiske forløb, bogen gennemgår, der får oplevelserne til at se petitesseagtige ud.
Hvad angår det narratologiske, så er der en markant forskel mellem første og anden hoveddel. Hvor første hoveddel er pænt delt op i fortællende kapitler med underafsnit, er anden hoveddel på det nærmeste skrevet som en dagbog, hvor enkeltdagene beskrives ned i detaljer om dagens menu og dennes beskaffenhed. Og i min verden er, selv min egen, dagbog kedelig stringent læsning. Bevares, historier og oplevelser er der mange af, men de opvejer ikke helt formen, hvori de er formidlet.
Der er dog ingen tvivl om at forfatterne har studeret ondskaben i lejren; og udtrykt og formidlet er den også på gribende vis. De fleste med interesse for Tysklands historie i denne grusomme tid er nok bekendt med historierne om tvangsarbejde, daglige likvideringer, selvmord, menneskelig fornedrelse, eksperimenter og udryddelser. Men det er en historie, vi ikke tager skade af at få gentaget og have i frisk erindring.
Men den friske erindring er netop også det, der skaber en irritationsfaktor. I forordet nævnes Guantanamo og hemmelige amerikanske fængsler og om disse fortælles det, at de har karaktertræk til fælles med KZ-lejre. Først i epilogen sættes der en smule perspektiv, men man er stadig i tvivl. I tvivl om, om forfatterne også har ønsket at gøre et smædeligt anslag på Amerika (som mange intellektuelle de sidste 40 år har haft for vane) og dermed indirekte miskreditere den danske regering i lyset af ’Den hemmelige krig’. Perspektiveringen, der først afsluttes i epilogen, gør at man ved læsningen sidder med et spørgsmål om forfatternes motiv til bogen: vil de beskrive og dokumentere eller vil de gøre et partsindlæg med en lang historisk reference til en nutidig debat. Min læsning af bogen har været (en blandet fornøjelse af) begge dele.
Forfatterne skriver i epilogen, at der på steder som under Gulag og i Abu Ghraib, fandtes der ganske almindelige mennesker, som udførte de umenneskelige uhørligheder; mennesker som i ondskabens vold blot gør hvad der er deres pligt, eller hvad de har lyst til.
Ingen er i tvivl om at koncentrationlejrene og Gulag skabtes i et ganske bestemt styre, og de mennesker der udøvede ondskaben var redskaber for samme ganske bestemte styreform. Men når Guantanamo og Abu Ghraib kobles sammen med disse, stiller man sig det spørgsmål, om forfatterne så mener at den umenneskelighed ,der er blevet afdækket fra disse steder, også er udtryk for at der er et lignende styre bag…
Det er således ikke kun blandet fornøjelse at læse Buchenwald – Et studie i ondskab, men det har også været en blandet fornøjelse at skulle anmelde den. For det kan hurtigt blive misforstået, at jeg ikke har respekt og medfølelse for de danske betjente, der sad interneret. Intet er længere fra min opfattelse end som så. Min anke beror alene på, at den kontekst beskrivelserne står i, får dem til at se små ud.
Men set således, er det også generelt en utaknemmelig opgave at skulle beskrive Danmarks og danskernes kvaler under besættelsen, hvis man gør det i samme værk, som man beskriver de mest forfulgtes.
Buchenwald – Et studie i ondskab var absolut læseværdig og oplyste så afgjort også denne anmelder. De anførte anker er ikke større end, at læseoplevelsen kan opfordres enhver med interesse i koncentrationslejre og danskeres oplevelser disse steder.
