Anders Lassens krig

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren, der er født i 1959, er cand. mag. i italiensk og historie. Adjungeret professor ved CBS, Copenhagen Business School. Har skrevet en lang række bøger. Må siges at være ret så flittig. Har nu mestret en bog på næsten 600 sider om en af vore store helte i dansk historie, Anders Lassen.

Det var godt nok ikke i opdrag af de danske myndigheder, Anders Lassen drog i kamp. Men han var dansk statsborger, og han fandt regeringens samarbejdspolitik for ydmygende og sættende Danmark i et dårligt lys blandt verdens frie nationer, herunder de lande, der erklærede Tyskland krig. Anders ville kæmpe mod tyskerne, og valgte derfor at gå i de allieredes tjeneste. Havet, vejret og skibene blev vigtige ingredienser i hans kamp.

Hans mange raids fra England over Den Engelske Kanal mod fastlandet ved anvendelse af alle typer fartøjer, sejlskibe, motorpatruljefartøjer kunne godt bringe nogle associationer frem om lignende togter udført af vikingerne for tusind år siden.

Når man har pløjet sig igennem Thomas Harders knap 600 sider, har man unægteligt dannet sig et billede af krigeren Anders, der med hensyn til adfærd, såvel i det daglige som under kamp, passer på vor opfattelse af vikingernes adfærd i deres storhedstid. Jeg vil vove den påstand, at hvis Anders havde levet på den tid som viking, ville han snart være at finde i en konges eller høvdings hird med en gloriøs fremtid for sig. Men med nutidens vilkår er det ikke sikkert, at Anders, hvis han havde levet efter krigens afslutning, kunne have fundet sig en tilværelse, hvor han med fordel havde kunnet udnytte de under krigen udviste egenskaber. Muligvis ville han være blevet tiltrukket af stormagternes hemmelige tjenester. Men her hersker jo en benhård disciplin, så en sådan tjans ville næppe vare længe.

Bogen har utallige eksempler på Anders Lassens mangel på disciplin. Jeg skal hente et. p 468-470.

Anders Lassen, der på det omhandlede tidspunkt var kaptajn, var blevet tilkaldt af nogle overord-nede officerer, herunder styrkechefen, der ville klage over to af Anders Lassens folk. Styrkechefen ville have arresteret de pågældende, samt frataget dem deres våben. Da Anders Lassen kom og udbrød: ”Hvad foregår her?”, blev de overordnede officerer noget overrumplede over Anders Lassens påklædning og fremtoning, men styrkechefen fik dog fremført: ”Deres mænd nægtede at adlyde en ordre om at grave sig ned!”  
”Vi tror ikke på det pis!!” fnøs Anders Lassen.  
Hvorefter styrkechefen virkelig jokkede i spinaten og udbrød.  
”Men se, hvordan de er klædt!!  
Hertil svarede Anders Lassen:  
”Mine mænd behøver ikke klæde sig fint på for at være gode soldater!” Herefter remsede han hastigt op, de mange operationer hans soldater havde udført og fortsatte:  
”Begge disse mænd har været i hæren, siden krigen brød ud, og de har formentlig slået flere tyskere ihjel, end De overhovedet har set!”  
Ingen af officererne kunne finde et passende svar, så Anders fortsatte.  
”Og hvis De ellers er færdig med mine mænd, så vil jeg tage dem med mig. Vi har vigtigere ting at tage os til end at grave fucking huller!”

Som nævnt er der mange eksempler på den tilsyneladende manglende disciplin og respekt for sine overordnede. Nogle af dem temmelig barske. Men bogen gør det til gengæld klart, og med masser af eksempler, at i Anders Lassens egne enheder herskede der en disciplin, som andre enheders chefer nok kunne misunde. Nemlig disciplinen omkring en given ordres udførelse. Anders Lassens folk var ham hengivne. Ja de forgudede ham ligefrem. Men han udviste også en ekstrem omsorg for sine folk. Hengivenheden for mændene var stor. De var til gengæld 100% loyale overfor ham. Hans anvisninger blev fulgt til punkt og prikke. Han var modig. Hans folk var trygge ved at gå i aktion under hans ledelse. Han havde ry for at være heldig, men først og fremmest for at være kompetent og for at bevare roen og øjeblikket og for altid selv at gå i spidsen i farlige situationer. P 449           

Thomas Harder har gjort meget ud af at få udsagn frem om Anders Lassens natur. Det har sikkert været en større research. Man fornemmer, at alt kildemateriale er blevet opsøgt, ja nærmest støv-suget. Hensigten har utvivlsomt været at få mennesket bag helten frem. Og her bringer forfatteren,

i hvert fald for mig, nogle egenskaber frem ved Anders Lassen, jeg ikke havde anet eksistensen af.

I første omgang blev jeg en smule ærgerlig, idet jeg fandt, at det var en form for tilsmudsning, som var helt og aldeles unødvendig for at berette om Anders Lassens meriter. Han havde jo fået Victoriakorset og Military Cross. Sidstnævnte flere gange. Jeg blev også ked af det på hans families vegne. Jeg har naturligvis moderen, Susanne Lassens vidunderlige mindeskrift placeret blandt mine bedste bøger. Susanne Lassens bog indeholder ikke Thomas Harders dissektioner i Anders´ åndelige materie. Anders var nok dårlig til at skrive. Men det er da ikke nødvendigt at fremvise Anders` skrevne ord – det ene eksempel efter det andet - med de uheldige formuleringer. Udover besværet med at finde ud af, hvad Anders skriver, er det ligefrem trættende med den form for konfrontation. I stedet kunne man som i moderens bog skrive den ”oversatte” tekst. Hvis man så ville mere, kunne man i en bisætning have skrevet, at Anders var ordblind, hvis det i øvrigt var det, der var problemet.  Det er ikke formuleringen, der er det afgørende for læseren. Det er indholdet.

Udover skriveproblemet beskæftiger bogen sig i sagens natur også med Anders` psyke. Og her har forfatteren fået mange udsagn fra en af Anders Lassens folk. En sanitetssoldat ved navn Porter Jarrell. Han siger om Anders. P 450-451.

”at Anders var hektisk og anspændt som en spændt stålfjeder.”

Og andet sted.

”Det var, som om der brændte en ild i ham. Han trodsede døden og udsatte sig selv for de største farer. Han var som en hvileløs dynamo, ladet med energi. Han måtte foretage sig noget for at omsætte sine tanker i handling. ……… Tilværelsen var blevet et kapløb med døden. Han kørte jeep som en rasende. Han drak i store slurke, som om han tørstende søgte at finde hele livet i en vild jagt efter forbigående lykke. Men så kunne en underlig ro falde over ham – som om han havde levet evigt og kendte alt.” 

Umiddelbart får man en fornemmelse af eksistensen af et problem, som vi kender mere til i dag end dengang, nemlig ADHD. Bogen omtaler de allierede styrkers brug af amfetamin og benzedrine. Et forbrug, der fandt sted i stort omfang. I første omgang som antidepressive midler, men siden som beroligende middel før nattens bombeflyvninger eller SAS-patruljens raids. Og ifølge Thomas Harders referat fra en af Anders` patruljefolk fik de aldrig nogen Benzedrine-tabletter, fordi Anders selv beholdt dem.

I de sidste mange år har man netop brugt kunstig amfetamin til at dæmpe det ofte meget voldsomme aktivitetsniveau, der kommer til udtryk hos ADHD-diagnosticerede børn og unge. Så måske havde Anders Lassen selv fundet ud af den virkning.

Jeg undrede mig lidt over forfatterens valg af titel til bogen: ”Anders Lassens krig”. Den krighan deltog i, hed jo ”Anden verdenskrig”. Men efter at have læst bogen fristes man til at tro, at valget er sket i den dobbelttydige hensigt at gøre opmærksom på, at Anders Lassen kæmpede i en parallel krig, nemlig krigen med sig selv.

Bogen kæder Anders Lassens individuelle operationer sammen med det generelle billede af verdenskrigens forløb og stormagternes politiske spil, hvor sidstnævnte forhold får megen tekstplads i bogen. Det er for så vidt udmærket, men mindre tekst kunne gøre det,- for ikke at overdøve det egentlige formål. En stor del af tekst og billeder kan genkendes fra Susanne Lassens bog, ”Anders Lassen, Sømand og soldat”. Gennemgående er billedmaterialet ikke noget at råbe hurra for. Det samme gælder noteapparatet, som er ret beskedent