Christian den Grusomme

Holocaustarkæologen Anders Otto Stensager, der 2020 udkom med den anmelderroste bog ”Franz Stangel. Fra eutanasi til jødeudryddelse”, har samlet materiale til endnu en bog om en af nazisternes bødler, Christian Wirth. Det er blevet til en slags biografi med mange ender.

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er egentlig lidt chokerende. Kradser man lidt i overfladen på de nazistiske forbrydelser mod især jøderne, ja så kommer der igen og igen nyt materiale frem. Der er gået 76 år, siden Det tredje Rige ophørte med at eksistere, da man langt om længe arresterede regeringen Dönitz i Flensborg – 23. maj 1945.

I adskillige år skjulte langt de fleste af de personer, der havde deltaget aktivt i forbrydelserne mod menneskeheden, sig bag udsagnet: ”Det vidste vi intet om”. Men efterhånden som flere og flere historikere fik adgang til det enorme kildemateriale, der er fundet og registreret, faldt maskerne. Herefter afløste den ene proces mod forbryderne den næste – og man er ikke færdig.

En ren og anstændig karakter  

Anders Otto Stensager skriver, at der hidtil ”ikke er skrevet en samlet historisk biografi om Christian Wirth…” (s.10). Men at hans navn dukker op ”utallige steder i forskningslitteraturen”. Det er sådan set rigtigt. Men denne forskningslitteratur har dog mange sammenfattende beskrivelser af ham. Det undrer mig, at forfatteren i den glimrende litteraturliste hverken nævner Angelika Benz: ”Handlanger der SS. Die Rolle der Trawniki-Männer im Holocaust”, Metropol, 2015 eller Stephan Lehnstaedt: ”Der Kern des Holocaust. Bełżec, Sobibór, Treblinka und die Aktion Reinhardt”, C H Beck, 2017. Det er ellers anerkendte bøger i holocaustforskningen. Heri er der grundige redegørelser for Christian Wirth og hans adfærd. Men velan – en biografi har der ikke været. Den har vi så nu – måske – på dansk. Måske, da det er en noget anderledes biografi, end dem man er vant til.

Christian Wirth blev født 24. november 1885 i Oberbalzheim. Fra 1905 til 1907 gjorde han tjeneste ved militæret og igen fra 1908 til 1910 vendte han tilbage og avancerede til underofficer. Herefter kom han til ordenspolitiet blandt andet i Stuttgart. Da 1. verdenskrig brød ud, meldte han sig frivilligt. Han deltog i nogle af de blodigste slag og blev tildelt Jernkorset af 1. klasse samt den württembergske krigsmedalje i sølv.

Da krigen sluttede, kunne han vende tilbage til sit arbejde som overkriminalbetjent. 11. januar 1931 melder han sig ind i det fremadstormende NSDAP (medlemsnummer 420.383) og i juni 1933 i SA.

Anders Otte Stensager har i arkiverne fundet en tjenstlig vurdering af Wirth. Denne kilde siger meget om, hvad der blev lagt vægt på, efter nazisterne havde sat sig totalt på magten. I kilden står, ”at han politisk er i besiddelse af en utvetydig nationalsocialistisk verdensopfattelse, der afspejler en politimand med en ’ren og anstændig karakter og kampmæssig holdning’. Derudover besidder han ’fremragende faglige kvalifikationer’, er energisk, udholdende, har ikke haft nogen sygedage i de seneste 2 år…” (s.34). En rigtig arier kunne man tilføje.

SS-mand med særlige opgaver

Wirth var indtrådt i SS og var i 1939 sendt til Wien. I januar 1940 blev han, der nu blev omtalt som Hauptmann Wirth, sendt til anstalten Brandenburg, hvor man tog livet af ”ballasteksistenser og tomme menneskehylster” – eller med ’normale’ ord: åndssvage, retarderede og handicappede.

Disse mennesker passede på ingen måde ind i Det tredje Rige. Derfor havde Hitler den 1. september 1939 – samme dag som angrebet på Polen – udstedt et såkaldt ”Führererlass”, hvori han gav grønt lys for, at disse mennesker fik en såkaldt ”Gnadentot” – en nådig død. En eufemisme for drab på de tusindvis af stakler, der både enten var født som anderledes eller var blevet ramt af voldsomme psykiske problemer senere i livet.

Dokumentet blev fremlagt for dommerne under krigsforbryderprocessen i Nürnberg, hvor man havde valgt at udstille de anklagede med nazisternes egne dokumenter.

Det originale dokument, der dog ikke er taget med i bogen

Ofrene blev dræbt enten i gaskamre eller med dødelige injektioner.

Så skifter Anders Otte Stensager pludselig spor med kapitlet ”Danskfødte ofre for eutanasien”. Det er svært at se, hvad vi skal med dette. Det er interessant nok i sig selv, men det har i realiteten ikke noget at gøre med Wirth – bortset fra at det sker inden for Wirths såkaldte arbejdsområde. Jeg undres.

Wirth får nye arbejdsområder

I diktaturstaten holdt man omhyggeligt øje med, hvordan folk udførte deres arbejde. Wirth havde gjort det så godt, at han blev indstillet til forfremmelse som SS-hauptsturmführer. Det svarer til en kaptajnsgrad i hæren. Indstillingen gik imidlertid ikke igennem i første omgang. Men der var brug for Wirth. Hitlers erklærede mål at udrydde den jødiske race i Europa skulle realiseres. Et af midlerne var ”Aktion Reinhardt”. I efteråret 1941 er han derfor i Polen, hvor udryddelseslejren Belzec oprettes.

 Jøder sendes til Belzec i kreaturvogne

Wirth blev kommandant for lejren, der var færdigbygget 1941/42. i løbet af den første måned, ankom ikke mindre 70.000 jøder til Belzec. Det var så mange, at der ifølge forfatteren var ”behov for at forbedre og optimere arbejdsflowet i lejren…” (s.87). Arbejdsflow – sprogtonen undrer mig.

Der følger en grundig og veldokumenteret redegørelse for, hvad der skete i lejren og hvordan. Det væsentlige er, at Wirth arbejdede med stor entusiasme og selv deltog aktivt i drabene. Det er barsk, men nødvendig læsning – igen og igen stiller man sig selv spørgsmålet: hvordan kunne det dog ske? Men uanset hvor mange gange man vender og drejer spørgsmålet for at finde et svar, må man konstatere, at det nok er umuligt at komme med et svar på. Så mange faktorer er der i spil i disse ufattelige handlinger.

Og så dukker der pludselig endnu et mærkværdigt kapitel op: ”En dansk – tysk SS – mands skæbne”. Bogen er som nævnt tidligere en slags biografi – om end jeg synes, at det begynder at smuldre noget. Hvad skal man så med et kapitel om en mand, der godt nok har danske aner, men som er født i Tyskland og tilsyneladende ikke har haft noget særligt med Danmark at gøre? Og forholdet mellem Karl Schütt og Wirth henhører til én enkelt begivenhed: manden, der havde gjort tjeneste i Sobibor som bogholder, mødte tilsyneladende kun Wirth denne ene gang. Nemlig da han vendte tilbage til lejren og fortalte Wirth, at han havde fået tilladelse til at forlade den. Det gjorde Wirth aldeles rasende. Hvorefter Karl Schütt forlader stedet.

 Jøder på vej til gaskammeret i Treblinka

Historien undrer. I øvrigt er Schütt velkendt i tysk historie. Intet steds omtales hans familiære forbindelse til Danmark. Jeg synes, det virker noget søgt at inddrage i denne kontekst.

Systemopbyggeren Wirth

Den anden af de tre udryddelseslejre i Polen, Sobibor, blev påbegyndt, samtidig med at de første jøder blev myrdet i Belzec. Igen er det Wirth, som Aktion Reinhardt sætter til arbejdet med at opbygge denne. Forfatteren fortæller, at der i det første gaskammer her blev anvendt udstødningsgassen fra en aflagt russisk benzinmotor. Wirth forlangte en ”prøvegasning” af 25 jøder for at se, hvordan det hele fungerede.

Så kom bygningen af den 3. udryddelseslejr: Treblinka. Igen med Wirth i en central rolle. Den stod klar i juli 1942 og fungerede frem til august året efter. De voldsomme tal for de tre udryddelseslejre taler deres uhyggelige sprog: Myrderierne var: I Belzec 434.508, i Sobibor 167.000 og i Treblinka er tallet sat til 925.000. Igen må det nævnes, at tallene er uforståelige – umulige at rumme. En million femhundredeseksogtyve tusinde og femhundredeotte mennesker. Fra babyer over unge med livet foran sig til gamle mennesker. Og hele tiden dukker Wirths navn op – og beretningerne om hans grusomheder.

Det er en fremstilling, der er solidt funderet i Anders Otte Stensagers grundige og veldokumenterede arkivarbejde. Dog undrer det lidt, at forfatteren hverken inddrager Toivi Blatt fra Sobibor eller Chil Rajchman og Samuel Willenberg fra Treblinka. De tre var alle fanger, der var flygtet fra udryddelseslejrene og som umiddelbart efter krigen begyndte at lede efter gerningsmændene, så de kunne blive stillet for retten. (Man kan læse mere i Stephan Lehnstaedt: ”Der Kern des Holocaust”, C H Beck, 2017)

Wirths endeligt – offer for partisanernes kugler

Ved årsskiftet 1943/1944 kommer Wirth sammen med andre fra Aktion Reinhardt til Norditalien. Han stationeres i Trieste og er inspektør for tre enheder. De havde til opgave at udplyndre de jøder, der var i området. Mindst 1.000 blev sendt til Auschwitz og myrdet.

Endvidere skulle de bekæmpe de partisaner, der opererede i området – især i grænseområderne til Slovenien og Kroatien og ”generelt langs den jugoslaviske grænse”.

Når partisanerne havde slået til, gik tyskerne over til at hævne sig på civilbefolkningen.

Men den 26. maj blev Wirth skudt og dræbt i et bagholdsangreb, mens han var på vej tilbage til Trieste. Han blev begravet ved en større militær ceremoni på militærkirkegården Villa Opicina. Senere er de jordiske rester overført til den tyske militærkirkegård Costermano tæt på Gardasøen.

Krigsforbryderen Wirth og eftertidens dom

Da krigen i Europa var forbi, stod sejrherrerne overfor en stor udfordring: afnazificeringen af en befolkning der i 12 år var blevet mere eller mindre ensrettet af systemet. Til denne store opgave havde de amerikanske besættelsesmyndigheder udarbejdet ”Gesetz Nr. 104 zur Befreiung von Nationalsozialismus und Militarismus”. Det omfattende dokument (Det fylder 429 sider) kan ses her: https://digicoll.library.wisc.edu/cgi-bin/History/History-idx?type=header;pview=hide;id=History.GesetzBefreiung

”Hertil blev alle over 18 år bedt om at udfylde et spørgeskema om deres tidligere partitilhørsforhold og tilbagelevere skemaet til den offentlige anklager ved én af de afnazificeringsdomstole, der var etableret rundtom i delstaterne, heriblandt også Stuttgart…” (s.161). Her dukkede Christian Wirths navn op i den amerikanske avis ’die Neue Zeitung’, der var et led i afnazificeringen. Man gik herefter i gang med en undersøgelse for at få klargjort Wirths gøren og laden.

Man fandt forholdsvis hurtigt ud af, hvad denne Wirth havde lavet og gennemførte derfor en række sanktioner herunder en spærring af den sparekassekonto, som hans enke Marie Wirth nu administrerede. Sønnen, Eugen Wirth, udførte et stort papirarbejde med faderens ”formue og skattepligtige indkomst for hele perioden 1932 – 45”.

Der dukker nye oplysninger op i 1948, hvori det dokumenteres, at Wirth havde spillet en stor rolle i Aktion Reinhardt og ”den systematiske udryddelse af jøderne”. Det skete der imidlertid ikke rigtig noget med. Forfatteren skriver: ”Afnazificeringsdomstolen forholdt sig imidlertid ikke yderligere til disse nye oplysninger, da det reelt var en sag, der lå uden for dens regi…” (s.163f).

Til gengæld anklagede man ham for at have tvunget kolleger i politikorpset ind i NSDAP – ofte med vold. Det skete der ikke mere ved, da Wirths enke sammen med en advokat fik ham grupperet som ”mindre belastet”. Hvorefter man appellerede for, at enkens arv ikke måtte røres.

Slutfacit – ja man nægter næsten at tro det efter alt det materiale, Anders Otte Stensager så grundigt har fremlagt: Christian Wirth blev ikke karakteriseret som hovedskyldig, men i stedet som ’mindre belastet’. Domstolen gav altså enken ret og frafaldt alle anklager.

Det er rystende at læse, hvordan en massemorder af den grimme slags bare kan slippe. Det siger meget om det opgør med fortiden, man ganske få år efter kriges afslutning begyndte at nedtone. Og i 1951 kommer så den første af de mange ”syndsforladelser”, hvor allerede dømte og fængslede nazister blev taget til nåde. Ganske enkelt fordi der var stærkt brug for dem i den nye forbundsstat. Et eksempel er Reinhard Gehlen, chefen for nazisternes militære efterretningsvæsen. I 1956 blev han chef for ’Bundesnachrichtendienst’ – en stilling han bestred frem til 1968, hvor han gik på pension – i øvrigt højt dekoreret også af USA.

Gehlen er ét eksempel ud af mange – hvilket med rette har fået flere historikere til at undre sig.

Anders Otte Stensager har skrevet en fin bog om endnu en af de personer, der medvirkede til at Hitlers sygelige jødehad lod sig gennemføre. Det er ”spændende” læsning – og i særdeleshed veldokumenteret med de mange kildematerialer, forfatteren har fundet frem til. Men der er mærkværdigheder i bogen. Især historien om de danskere, der blev dræbt under eutanasiloven og det mærkværdige kapitel ”En dansk-tysk SS-mands skæbne”. Det virker – undskyld – noget søgt. En forespørgsel til Frøslevlejrens Museum om Hans-Heinz Friedrich Karl Schütt endte uden resultat. Man havde ikke noget om ham. Hertil kommer det, der nævnes undervejs i anmeldelsen.

Alligevel. Med bogen ”Franz Stangl -fra eutanasi til jødeudryddelse” og nu denne får vi et indblik i, hvor frygtelige de forbrydelser, nazisterne begik, egentlig var. Det skal der uddeles ros for.

[Historie-online.dk, den 14. april 2021]