Den farlige dreng

Af Henning Lyngsbo

Hvis man bare har lidt interesse for, hvad der rører sig bag det menneskelige sind og dets adfærd, kan jeg stærkt anbefale denne bog. Den er skrevet af én af Frankrigs fremmeste psykiatere. Han er kendt for sin forskning i resiliens, menneskets psykiske modstandskraft, et centralt begreb i traumeforskning.  Boris Cyrulnik har i 2001 udgivet bogen De grimme ællinger – resiliens og traumer, og heri definerer han resiliens som ukuelighed, modstandskraft og en evne til at genopbygge personligheden efter overgreb.

Bogen Den farlige dreng er skrevet i en sen alder. Forfatteren er født i 1937.

Men den sene alder er netop styrken ved bogen om Den farlige dreng. Som forfatteren skriver i sin efterskrift, blev han meget overrasket over bogens endelige indhold. ”Det havde aldrig været hans hensigt at skrive en selvbiografi, hvor sammenkædningen af begivenhederne skulle udgøre en fortælling om sejre eller være et forsvarsskrift. Men jeg havde heller ikke ventet, at jeg ville ende med rent faktisk at komme til at skrive et forsvar for den jødiske identitet, som ikke optager mig særligt meget i min hverdag."

Forfatteren var 6½ år gammel, da han i januar 1944 blev anholdt af Gestapo. Angiveligt fordi han som barn af jødiske forældre dermed var jøde, hvilket var synonymt med en fjende. Begge hans forældre var forlængst blevet anholdt af Gestapo, deporteret til Auschwitz for straks der at blive myrdet. Indtil sin anholdelse havde forfatteren holdt sig skjult hos venlige familiemedlemmer og venner til de myrdede forældre. Men også andre gode franskmænd og kvinder uden disse relationer hjalp til med at skjule ham.

Denne skjulen af drengen strakte sig i tid reelt over det meste af den tyske besættelsesperiode og Vichyregeringens tyskervenlige domæne. Der skete nemlig det, at det lykkedes for den lille dreng at flygte fra Gestapos samlingssted for de anholdte jøder, voksne og børn, der blev placeret i en jødisk synagoge. Denne flugt reddede ham fra den følgende deportering af de anholdte fra synagogen til udryddelseslejren Auschwitz.

Forfatteren fortæller i sin bog om sin flugt, der i enhver henseende er fantastisk. Han vender gang på gang tilbage til denne flugt, og hvordan den overhovedet var mulig.

For at kunne deltage i disse overvejelser får læseren et godt og grundigt indblik i drengens oplevelser af og i de forskellige miljøer, han bevæger sig i med det formål at narre tyskerne.  Han måtte således skifte navn, så navnet ikke røbede hans jødiske identitet. Som en form for resiliens lærte han også tavshedens kunst.

Men først og fremmest var savnet af et trygt miljø det alvorligste. Mangelen herpå bidrog til isolation. Fællesskab krævede kendskab til medlemmernes faktuelle forhold. Men det kunne han ikke leve op til, bl.a. grundet angsten for angiveri. I stedet måtte han fortælle om sig og sine på en måde, der ikke forbandtes med ordet jøde, og som faktuelt ikke var helt korrekt.

En anden form for resiliens kom til udtryk i en udtalt vilje til at overvinde, hvad der var vanskeligt eller endog farligt. Det kunne være dygtiggørelse i svømning, så han kunne magte de farlige understrømme ved havneindløb. Eller udvikling af klatreteknik i klipper og høje træer. Især sidstnævnte performance, som blev fulgt af forbløffede tilskuere, vakte beundring. I stedet for at klatre ned langs træets stamme, klatrede han ud på det yderste af grenene og i takt med grenenes følgende nedadbøjning, gled han videre til den næste række af grene og fortsatte til han stod på jorden og kunne slippe træets nederste grene.

Han arrangerede også skuespil i skolefrikvartererne, hvilket vakte både de andre elevers som lærernes beundring. Eller dette: altid at være nr. et i klassen.

Det blev til 40 års tavshed, men forfatteren opretholdt den indre dialog. ”Jeg fortalte ofte min historie til mig selv, men jeg fortalte den ikke til andre. Jeg ville gerne have talt om den.   …… men hver gang jeg lod et brudstykke af en erindring slippe ud, fik andre menneskers forbløffede, tvivlende eller ulykkeshungrende reaktioner mig til at blive tavs."

Først på et seminar i 1985 med temaet ”Sprog”, indtræffer en begivenhed, der får tavsheden til at brydes. Forfatteren har for længst taget sit rigtige fødenavn i brug. Han er blevet en kendt forsker. Folk læser om ham. Ser TV-optagelser med ham etc.  Så da en tilhører beder om mikrofonen går det løs. Den pågældende havde skjult forskeren, dengang han var barn, og havde dermed risikeret sit eget liv. Tilhøreren fortalte grundigt herom. Og dermed var der åbent for indsigt i forfatterens åbenbart traumatiske barndom

Men denne tilhører er ikke den eneste, der lader ordet fortrænge tavsheden. Forfatteren møder i den følgende tid flere og flere personer, der på en eller anden måde havde taget del i den farlige legen skjul, så drengen ikke faldt i kløerne på myndighederne  og Gestapo.

Denne ”opvågnen” i det franske samfund til at turde og til at ville tale åbent og offentligt om oplevelserne under den tyske besættelse harmonerer tidsmæssigt meget godt med situationen i andre lande. Tag for eksempel Tyskland. Efter nederlaget skulle der også gå næsten 40 år, før munden kom på gled blandt tyskere. 

Forfatteren giver udtryk for det opståede paradoks: ”Jeg troede naivt, at krigens tummel i sig selv var nok til at definere traumet. I dag spørger jeg mig selv, om det at have været tvunget til at tie, da freden kom igen, ikke har været et dybere sår." 

Afslutningen på krigen bragte ikke fred. Man glædede sig med de 2 millioner hjemvendte franske krigsfanger, medens de få tusind hjemvendte fanger fra kz-lejrene flakkede omkring som spøgelser.

Boris Cyrulnik fortsætter med at omtale de mange familier, der havde svært ved at klare rædselsberetningerne, der jo ødelagde festerne og som forpestede folks forsøg på at vende tilbage til livet. Igen – rædslerne skulle ties – ordet tilhørte de hjemvendte soldaterhelte.

De overlevende frihedskæmpere sagde heller ikke noget i det offentlige rum. Det var den samme tavshed, man kunne opleve i andre lande, herunder Danmark.

Inden længe var der derimod ikke den familie, der ikke havde deltaget i modstanden mod tyskerne. Her blev der talt højt. Men jøder talte man ikke om. Det til trods for, at én stor del af det jødiske samfunds krigsduelige mænd meldte sig til militær tjeneste.

Forfatteren fortæller om at et stort antal jøder havde meldt sig til De Frie Franske Styrker i Spanien. Deres chef Charles de Gaulle sagde: ”Jeg havde ventet kirken, men jeg så synagogen komme!”

Bogen er kun på 240 sider. Den er læsevenlig, men har ikke megen respekt for kronologi. Men det er vel også forventeligt, når en psykiater psykoanalyserer sit eget ego, sit eget liv. I øvrigt en meget spændende analyse. Men Boris Cyrulnik nøjes ikke hermed. Han trækker mange paralleller fra sin forskning. Uddyber dele heraf. Især hans beskrivelser af posttraumatiske lidelser og behandlingen heraf får et ord med på vejen. Her som på andre psykiatriske felter fornemmer man en vis sarkasme hos forfatteren, når han fortæller om sit livs vilkår i et forvirret samfund. Og selv om han synes bogen er blevet til noget af en selvbiografi, opfylder bogen i rigt mål forfatterens primære ønske – at skrive om resiliensens betydning for eksempelvis bekæmpelse af traumer.