Den finske vinterkrig 1939-1940
Af Niels Kayser Nielsen
I betragtning af hvor lidt videnskabelig forskning, der er publiceret på dansk om den finske vinterkrig, er det fortjenstfuldt, at Borgen har ladet denne smukt producerede bog sende på markedet. Den udfylder et stort hul. Alene af den årsag er der grund til at give bogen gode ord med på vejen. Der er imidlertid også grund til det modsatte. Desværre.
Bogen indledes med et udblik over forhistorien og baggrunden for krigen. Her føjes intet nyt til. Og det kan mærkes, at bogen er skrevet i 1991. Siden da har bl.a. den finske historiker Henrik Meinander i bl. a. artiklerne ”Vinterkrigets lärdom” og ”Kriget, ansvaret och historiens domstol” lavet synteser og forskningsoversigter, der tager helt anderledes solidt fat. Bogen slutter med en lapidarisk gennemgang af Fortsættelseskrigen og krigen mod tyskerne i Lapland. Midterstykket udgøres da af en gennemgang af Vinterkrigen. Narrativt smukt udfoldet, idet vi begynder 30. november med det altafgørende frontafsnit på Det karelske Næs, fortsætter til slagmarkerne nord og nordvest for Ladoga, videre til de store ”motti”-omringninger ved Suomussalmi for så atter at vende tilbage til Næsset og den offensiv, som russerne under ledelse af arméchef Semjon Timosjenko satte ind 1. februar 1940 og 11 dage frem, som knækkede den heroiske finske modstand. Således arbejder forfatteren med en klar struktur og med en kronologisk narrativitet, der vidner om en sikker hånd og en dreven fortæller.
Fremstillingen er primært militærhistorisk og våbenteknologisk lagt an. Her udviser forfatteren et betydeligt kendskab til våbentyper, militærstrategisk terminologi og militære handlingsmuligheder i det hele taget. Er man interesseret heri, er bogen højst anbefalelsesværdig. Den er endvidere forsynet med brugbare kort, således at man kan orientere sig over de forskellige stillingers og frontafsnits placeringer og officerernes dispositioner. Af behandlingen af de forskellig felttog er afsnittet om tilbagevisningen af Sovjetunionens angreb på Taipale-halvøen på Ladogas vestbred og den snarrådige omringning ved Suomussalmi de bedste. Om slaget det førstnævnte sted hedder det, at i flere tilfælde måtte de finske maskingeværskytter afløses på grund af stress; de kunne ikke klare mentalt dag efter dag at meje de fremstormende russere ned. Bogen er desuden forsynet med fotografier, hvoraf nogle dog er yderst velkendte.
Til gengæld savner man oplysninger om meget andet. Der mangler i høj grad social- og kulturhistorie i bogen. Hvordan så det ud på hjemmefronten? Hvordan var de finske kvinders liv, når mændene var ved fronten? Hvad med levnedsmiddelsituationen? Hvorledes oplevede de finske soldater dels krigen, dels afsavnet af deres kære? Hvilket kulturliv var der tale om? Hvilken musik blev der spillet? Hvilke film blev vist? Etc. Man kunne blive ved i én uendelighed – eller blot nøjes med at konstatere, at den finske vinterkrigs historie fortsat er uskrevet; på dansk.
Bogen er i øvrigt holdt i en friskfyragtig tone, der generer i det mindste undertegnede. Om kommissær Sjdanov, chef for Leningrad Distrikt, hedder det, at han var ”bonkammerat” med Stalin. Det berømte finske begreb ”sisu” oversættes som ”nosser”. Om dem vides, at de normalt sidder udenpå, medens ”sisu” på finsk betyder ”det indre”, dvs. den indre kraft. Også her er eksemplerne legio. Det virker ligeledes for grovmasket, når det om det russiske artilleri hedder, at det blev sat ind med ”mongolsk ødselhed”, og når det om den højreorienterede Lappo-bevægelse omkring 1930 siges, at den udviste en ”dyrisk adfærd”, og at én af lederne, general Wallenius, kaldes en karismatisk ”lille slyngel”. Dette og meget andet er med til at svække fremstillingens troværdighed og tilliden til forfatterens dømmekraft.
Kortene er behæftede med fejl. Byen Salla i Nordfinland, en anden af de store slagmarker, staves Sala, dvs. som en by i Sverige. Byen Mikkeli, hvortil Mannerheim henlagde sit hovedkvarter, omtales som henholdsvis by og landsby. Uha, uha. Og så brister det åbenlyst med kendskabet til finsk. Om det nu er forfatteren eller oversætteren, der har skylden, skal lades usagt. Men galt er det, når der i ordlisten over de mest almindelige finske endelser i stednavne står, at –suo betyder marsk. Man ser for sig Højer sluse eller digerne ved Rejsby. Suo betyder mose eller fugtigt lavland på finsk Stavemåden i forbindelse med fx stednavne er højst tilfældig. Øen Tytärsaari i Den finske Bugt kaldes Tytarsaari, Tallinn er skrevet forkert. Byen Viborg er angivet med russisk betegnelse og kaldes Vyborg, hvad den hverken hedder på dansk eller finsk. Et af hotellerne i Mikkeli kaldes Hotel Seurahunoe; der menes formodentlig Seurahuone, dvs. Societetshuset. Det finske ord for maskinpistol er ligeledes forkert. Endda i kursiv. Præsident Ståhlberg omtales som Stahlberg
Alt dette kan forekomme at være indvendinger i småtingsafdelingen, men må ikke desto mindre tages som udtryk for manglende omhu og kvalitet. Det må i sidste instans falde tilbage på forlaget, som ikke har ofret de nødvendige kræfter og udgifter. Trist og ærgerligt, når nu emnet på dansk er så underbelyst – og så interessant. Som afslutning må det derfor konkluderes, at bogen ikke fuldt ud kan anbefales.
