Efter D-dag

Af Niels Christian Nielsen, cand. mag.

Stephen E. Ambrose er en stor kanon, når det kommer til den amerikanske historieskrivning om 2. Verdenskrig. Ambrose, der døde i efteråret 2002, var professor i historie og grundlægger af The National D-day Museum i New Orleans og har flere værker om emnet bag sig. Sammen med sin historieskrivning virkede han bl.a. som inspirator for instruktøren Steven Spielberg i filmen Saving Private Ryan og tv-”sagaen” Kammerater i Krig, der tager afsæt i Efter D-dag.

Hører man til dem, der slugte Kammerater i Krig med øjnene og forhøjet puls, ja, så husker man, at hvert afsnit blev afsluttet med interviews af de, som havde været der. Soldaterne, der nu var gamle mænd, mindedes kampene og var med til at sætte ”faktionen” i relief. Og det var vel i virkeligheden seriens genialitet, at den gav seeren mulighed for at reflekterer ud over den filmiske suspense og special effects?

I Efter D-dag, hvis amerikanske titel - Citizen Soldiers - er mere sigende for det umiddelbare mål med bogen, ønsker Ambrose også at lade den almindelige menige, befalingsmand eller unge officer komme til orde - primært gennem citater fra nedskrevne erindringer og interviews.

Vi følger dem og deres kamp fra Normandiets strande i juni 1944 frem til Berlin, hvor de stod i maj 1945, og var vidne til, at den europæiske del af 2. Verdenskrig sluttede. Undervejs er det Ambroses ambition at fortælle ”hvem de var, hvordan de kæmpede, hvorfor de kæmpede, hvad de gennemlevede og hvordan de sejrede.” 

Hvordan de kæmpede og hvordan de sejrede, er bogen fyldt med eksempler på. Derimod kniber det med at fortælle hvem de var, hvorfor de kæmpede, og til en vis grad hvad de gennemlevede.

Denne læser kan ikke påberåbe sig et indgående kendskab til de enkelte slags anatomi og de allieredes indbyrdes forhold på slagmarken. Måske er det derfor, at de kildekritisk briller begynder at dugge, når talen falder på de britiske styrker, der i bogen mest glimrer ved deres - i overført betydning - impotens, i modsætning til det skær af patos, der ofte præger Ambroses skildring af de amerikanske citizen soldiers.

Én ting er man dog ikke i tvivl om efter at have læst bogen - ikke mange var heldige nok til at gennemleve alle kampene på vej til Berlin. De amerikanske tabstal var store, og til tider præget af, at de amerikanske ledere ikke altid havde føling med den faktiske situation ved fronten. Men den store ophobning af tabstal og makabre måder at miste livet på fremmer ikke forståelse, men bevirker hos denne læser tværtimod, at krigens gru bliver sært uvedkommende og aldrig rigtig kommer ind under huden. Her fejler bogen – lidt overraskende – i modsætning til Kammerater i Krig, der jo som nævnt har bogen som grundlag.

Bogens svagheder skyldes til en vis grad, at den følger den amerikanske hær og dens soldater hele vejen fra Normandiet til Berlin. En fremrykning, der ret præcist strakte sig over 11 måneder, og var så fuld af hændelser, at 551 sider kun er nok til at ridse i overfladen for hurtigt at vende sig mod næste slag, mens læseren sidder tilbage med en følelse af overfladiskhed.

I epilogen løfter Ambrose sløret for de igennem bogen ofte tilbagevendende paralleller mellem slagene i 2. Verdenskrig og den amerikanske borgerkrig, og afslører dermed også hvad der vel kan kaldes bogens raison d’être og Ambroses egentlige formål med de godt 500 foregående sider:

Han er ude i et internt amerikanske anliggende, der i korthed går ud på - ved hjælp af fortællingerne om de mange slag - at argumenterer for, at Guds eget land ikke må falde tilbage i isolationisme og trække sig ud af kampen for demokratiet i Europa, Asien eller hvor som helst på kloden.

Måske er det den halsbrækkende jagt på denne pointe hen over den europæiske slagmark, der får Ambroses bog til i nogen grad at virke uforløst?