Erindringens fremtid
Af Peter Brunbech, Ph.d. studerende, Historisk Institut, Århus Universitet.
I anledning af Danmarks yngste mindedag – Auschwitz-dagen – har Thomas Brudholm og Martin Mennecke fra IIS’ afdeling for Holocaust og Folkedrabsstudier udgivet en antologi, der skal give bud på hvorfor vi behøver en mindedag for Holocaust og hvordan vi skal bruge den. Indholdet er først og fremmest artikler skrevet af fremtrædende politikere og forskere foruden indtryk som deltagere har fået af Auschwitz-dagen første markering i 2003.
Erindringens fremtid er delt ind i tre hovedafsnit med forskellige perspektiver på mindedagen og dens funktion: Politiske perspektiver, akademiske perspektiver og de såkaldte deltagerperspektiver. Redaktørerne selv fortæller indledningsvis om mindedagens forhistorie fra opfordringen på regeringskonferencen i Stockholm i 2000 til at mindes ofrene for Holocaust ved en mindedag på årsdagen for Auschwitz’ befrielse den 27. januar 1945 til vedtagelsen i Danmark af at markere datoen som såkaldt Auschwitz-dag. Et navn, der lidt underfundigt netop skal indikere, at man ikke kun mindes ofrene for Holocaust men alle ofrene for historiens folkedrab.
Trods denne ramme er bogen meget præget af den uklarhed, som tilsyneladende hersker om grundlaget for mindedagen og der er således i høj grad tale om i sig selv hvilende meget forskelligartede bidrag. Modsætningerne er mange og det er til dels også redaktørernes formål med bogen at præsentere dem. Er det respekten for ofrene eller analysen af bødlerne, der er vigtigst? Er læren at vi skal rette blikket ud i verden for at kunne gribe ind overfor vordende folkedrab eller skal vi rette det mod os selv og vor egen potentielle ligegyldighed og angst for det fremmede? Er Holocaust i forhold til andre folkedrab noget enestående og er det overhovedet et folkedrab? Og er det overhovedet formålstjenstligt med en Auschwitz-dag i Danmark?
De politiske perspektiver, der leveres af Jann Sjursen, Poul Nyrup og Bertel Harder er pædagogisk manende og cirkler om vort ansvar overfor historien og fremtiden for at sikre, ikke bare at folkedrab kan undgås og forebygges ude omkring i verden, men også at mindet holdes i hævd så vi selv undgår at nære det fremmedhad som i yderste konsekvens kan føre til katastrofen. Desuden udtales mange flotte ord om den internationale domstol og menneskerettighedskonventionen. Ingen af dem tør dog for alvor tage fat i hvad der her må være det afgørende spørgsmål: Retten til at intervention i andre suveræne stater og magten til at gøre det.
De akademiske perspektiver må siges at udgøre bogens kerne. Niels Arne Sørensen fra Odense Universitet stiller på baggrund af erfaringerne med mindedagene fra besættelsestiden spørgsmålstegn ved, om danskerne overhovedet er gode til at have mindedage. Han påpeger at vor mindekultur desuden stadig i høj grad er national og at det derfor er vanskeligt og måske direkte kontraproduktivt at påtvinge folk en mindedag, der har så lidt reference til Danmarkshistorien. I en vis modsætning hertil pointerer Uffe Østergaard og den israelske sociolog Natan Sznaider i hvert deres indlæg Holocaust som et fælleseuropæisk traume og i Sznaiders tilfælde tillige som samlende negativt symbol for de europæiske enhedsbestræbelser. Kultursociologen Jacques Blum og Ph.d.-studerende Eva Bøggild levere et passioneret forsvar for at betragte Holocaust som noget helt særligt i forhold til andre folkedrab og at dets værdi for eftertiden ligger i at betragte det som konkret historisk begivenhed snarere end som symbol på ondskab. Desuden indeholder afsnittet bidrag af Karl Christian Lammers, der skriver om erindring og erindringspolitik i Tyskland samt af Peter Kemp og Henrik Jensen.
Under ”Deltager-Perspektiver” er samlet en række bidrag fra deltagere i hhv. den danske markering af dagen i 2003 og Stockholm-konferencen i 2000. Det drejer sig blandt andre om Marcel Rudasingwa fra UNICEF hvis familie blev ofre for folkedrabet i Rwanda samt Inge Genefke og Bent Sørensen begge fra International Rehabilitation Centre for Torture Victims. Endelig får her også ”ungdommen” lov til at udtale sig. Den ungdom (omtaleforfatteren endnu ikke føler sig så fjernt fra) for hvem Holocaust mere og mere synes ”blot” at være historie og som derfor er et vigtigt mål for mindedagen. Dea Donkin og Frederikke Storm fra Helsingør Gymnasium levere bogens på sin vis mest tankevækkende indlæg. For hvad gør man som 19-årig gymnasieelev når statsministeren på Auschwitz-dagen i 2003 understreger, at det er ens generations ansvar ”at erindringens flamme ikke dør ud”? Trods de store ord og mange forfærdelige billeder er det, som de påpeger, svært at føle et personligt ansvar. For dem er det indlysende at en Auschwitz-dag ikke kun skal bruges til at mindes ofrene for nazismens forbrydelser som konkret historisk begivenhed, men netop må bruges til at søge at afklare motiverne for – og magtstrukturerne bag – folkedrab. Det er afgørende hvis kommende generationer skal kunne sætte ansvaret i relation til deres egen hverdag.
