Faldne engle og knoglemænd

Historikeren Dennis Larsen, der er museumsinspektør ved Frøslevlejren, har skrevet en fremragende bog om de danskere, der meldte sig til SS. Adskillige forsøgte at desertere. Blev de fanget, så var dødsstraffen så godt som sikker. Årelang historisk research udgør bogens videnskabelige fundament.

Af Erik Ingemann Sørensen

Det kan på mange måder være afgørende, at åbningsteksten til en bog rammer læseren. Det gør den så sandelig her. Den 22-årige danske SS-soldat Hans Otto Hausgaard Andersen skriver afskedsbrevet:

”Elskede alle.

I får mig altså ikke at se mere. Jeg skal dø her til morgen kl. 06.30. Jeg blev ikke benådet…” (s.9).

Henrettelsen fandt sted den 24. oktober 1944. I Ryvangen. Ved de samme pæle hvor danske frihedskæmpere også mødte døden.

  De tre pæle hvor frihedskæmpere blev henrettet. Men også tyske soldater blev bundet til de samme pæle. (Foto FHM)

Læseren skal være opmærksom på to elementer, inden man påbegynder læsningen af bogen. I foråret 2015 begyndte en retssag i Lüneburg mod den 93-årige Oscar Gröning. Han havde været bogholder i Auschwitz i perioden 1942 - 1944. Nu blev han tiltalt for at have deltaget i mordet på 300.000 ungarske jøder. Han var medlem af SS.

Han blev idømt fire års fængsel. I retsbelæringen sagde dommeren Franz Kaupisch: ”De ville være med i dette kække og smarte SS-korps. De ville bære denne uniform. (Den var i øvrigt tegnet af firmaet Hugo Boss). De havde kunnet vælge fra. De gjorde det ikke.” (Erik Ingemann Sørensen: ”Krigens sidste dage”, 2022, s.269).

At være medlem af SS beroede på et valg. Der var således ikke tale om, at andre tog beslutningen.

For det andet skal man ikke lade sig forlede af udsagnene om, at SS var et elitekorps af næsten mytisk styrke. Nærmest titanerne, der gik fra sejr til sejr. Uovervindelige. Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith skriver i værket ”Waffen SS, Europas nazistiske soldater”, Gyldendal, 2015, ”Både før, under og efter Anden Verdenskrig blev Waffen-SS italesat som eliteformation, og i efterkrigstiden blev denne forestilling søgt opretholdt gennem veteraners selviscenesættelse og en lind strøm af fascinations- og spekulationslitteratur. Som det er fremgået af dette og andre kapitler, er det imidlertid ikke korrekt at betragte det samlede Waffen-SS som en i militær henseende elitehær. I stedet kan man tale om, at visse enheder i visse tidsperioder havde en meget stor kampkraft og et elitepræg.” (s.428). Dette harmonerer fint med titlen på Klaus-Jürgen Bremms bog: ”Die Waffen-SS. Hitlers überschätzte Prätorianer.” WbgTheiss, 2018.

Jeg fremhæver det her, fordi jeg tror, det er vigtigt, at man holder det for øje under læsningen.

Formålet med bogen

Dennis Larsens arbejdsområde – både som forsker og museumsinspektør ved Frøslevlejren – er nazismen og de danskere, der valgte at træde i tysk tjeneste. 6.000 valgte at indtræde i SS-organisationerne, hvor de ”… hovedsageligt (var) tjenestegørende i Frikorps Danmark underlagt SS, ved SS-division Wiking, Totenkopf og SS-division Nordland. Desuden blev omkring 600 danskere rekrutteret til den tyske Wehrmacht, og ca. 150 danske kvinder var tilknyttet Tysk Røde Kors. Omtrent 2.000 danske frivillige mistede livet i tysk krigstjeneste.” (s.23).

 En tilskadekommen borger efter ”mødet” med frikorpssoldater i sommeren 1943. Han bæres til en ambulance af en redder og en politibetjent. (Foto: FHM)

Dennis Larsen skriver: ”Det (er) denne bogs ambition og sigte overordnet at undersøge, hvem disse deserterede danske statsborgere i frivillig tysk SS-tjeneste var, hvad der skete, og hvor stort problemet med danskerne var. Men der var og er store kildeproblemer. Selviscenesættelse, koordinering af forklaringer og dyrkelse af myter er nogle af de afgørende punkter. Hertil kommer Goebbels ordre udstedt den 20. februar 1945. Han ”… beordrede den systematiske tilintetgørelse af alle hemmeligstemplede og inkriminerende dokumenter med oplysninger om det tolv år lange nazistiske styre. Ordren kom til at betyde, at det lykkedes at destruere enorme mængder af belastende kildemateriale. Officielle dokumenter, rapporter, skriftlige ordrer, krigsdagbøger, fotos, fangekartoteker, informationer om henrettelser og meget mere blev i krigens sidste kaotiske tid bogstavelig talt flammernes bytte. Og de allierede gjorde deres til at forværre kildesituationen, om end det vel både var utilsigtet og ufrivilligt. Deres gentagne luftangreb på de tyske byer og landets infrastruktur, herunder angreb på banegårde og regeringsbygninger m.m. gjorde store indhug og hjalp – hvis man kan sige det – i sidste ende nazisterne i ødelæggelsesprocessen” (s.27).

Har man set ”Der Untergang”, kan man nikke genkendende til dette, da det er indledende scene til opholdet i rigskancelliet med dokumenter, der flyver gennem luften eller bliver brændt

Ødelæggelse af kildemateriale. Klip fra ”Der Untergang” (HPN).

Det er naturligvis også gået ud over det kildemateriale, der vedrører de danske SS-soldater.

Den grundige baggrund

Forfatteren har valgt at give et særdeles grundigt baggrundsbillede af den politiske baggrund for Det tredje Riges opståen. Det er et rigtig godt valg, da det er så afgørende for at forstå, hvordan nazisterne kunne komme til magten. Det tyske angreb på Sovjetunionen beskrives også sammen med konsekvenserne af, det, der allerede fra starten blev defineret som en ”Vernichtigungskrieg” – en udryddelseskrig. Allerede den 4. oktober 1940 ”…to dage før den polske kapitulation – forordnede Hitler en generel amnesti for gerninger/forbrydelser begået under felttoget i forbitrelse over grusomheder begået fra polsk side.” (s.59). Hermed blev rammerne for krigen mod Sovjetunionen sådan set skabt.

Vi får ligeledes en fin og særdeles grundig indføring i det retssystem, der gjorde sig gældende for SS og politiet. Hvorefter Dennis Larsen går over til at beskrive de mange sager, hvor danske SS-soldater har været involveret. De er både rystende og vanvittige.

Dødsdom over dansk SS-mand

Den 2. juni blev den 38-årige Viggo Jensen, der stammede fra egnen omkring Hadsten, stillet op ved en pæl i en grusgrav. Det skrev en tidligere frikorpsmand i sin dagbog. ”Jensen var meget rolig, men sløv, da han stillede sig op ad pælen. 12 mand besørgede skydningen, og Hauptstrmfz. Bramsen gav ham nådeskuddet. Begravet med det samme. I aftes fik han, hvad han ville have. 1 brød, ½ pund smør – 1 hel pølse og en kottelet.” (s.105). Så fik skribenten da vist det hele med!

Sagsmaterialet vedrørende Jensen er forsvundet, så forfatteren konkluderer, at det er svært at udtale sig om, hvad rettens begrundelse var.

Der er imidlertid endnu et førstehåndsvidne. Der var en anden frikorpsmand, der deltog i henrettelsen. Denne skriver: ”Medens jeg opholdt mig i Treskau var jeg deltager i en henrettelse af en Frikorpsmand. Han havde været på orlov i Danmark og derunder forøvet voldtægt med en mindreårig pige. Sagen var anmeldt af det danske politi til SS og for en sådan forbrydelse kan der kun være en udgang. Han blev vækket kl. tre morgen og fik dommen forkyndt, fik samtidig besked om, at den skulle fuldbyrdes kl. 5. I en grusgrav i umiddelbar nærhed af kasernen blev der gravet en pæl ned i jorden. 10 mand var blevet udtaget til eksekutionskommando og havde afleveret deres rifler. Lige før vi skulde afmarchere blev riflerne udleveret. For de ni mands vedkommende var de skarpladte, den tiende kun med løst. Der var blot ingen, der var klar over, hvem der havde hvad…” (her gengivet af anmelderen efter Bundgaard Christensen et al.: ”Under hagekors og Dannebrog, Aschehoug, 2003).

Dette sidste er egentlig et udmærket bevis på, hvor svært det kan være at navigere i kildematerialet. Hvad er sandt? Hvad er ikke?

 Frikorpsmanden, der var med til at skyde, måtte selv stå overfor en henrettelsespeloton den 9. maj 1947 på Holmens område. Han hed Henning Brøndum – en af de virkeligt modbydelige personer, der gik tyskernes ærinde. (Foto: HPN).

Der er – hvad Dennis Larsen klart har set - al mulig grund til at være på vagt, når det drejer sig om en af terroristernes fortælling. Så hellere gøre det, at man vælger ham fra og i stedet holder på en – måske mere valid – fremstilling frem for en anden.

Desværre har forlaget valgt at gengive kildematerialerne i en meget dårlig kopi. De mange eksempler er stort set ulæselige. Eksempelvis måtte jeg give helt op med at læse den tyske meddelelse om henrettelsen af den omtalte Jensen. Det er rigtig ærgerligt – i en tid hvor reprokameraer kan udføre mirakler. Det er også gået ud over en hel del af billederne.

Som nævnt tidligere var afgørende papirer enten tilintetgjort eller spredt ud over hele Tyskland. Såvel i øst som i vest. Tysk grundighed gjorde, at stort set alt skulle dokumenteres på print. Ser man på Albert Speer, Hitlers yndlingsarkitekt og rustningsminister, så var han en mester i at sortere i dokumenter, der belastede ham. Eller ligefrem skjule dem. Han var så listig, at han snød bødlen i Nürnberg, og da han efter at have udstået sin straf på 20 år kom ud i samfundet igen, så følte han sig på sikker grund, når han førte sig frem som ”der gute Nazi”. På den konto blev han mangemillionær. Lige frem til 1981, da han blev afsløret af en ung historiker. Denne beskrev lammende Speers grumme fortid.

Man skal have et utroligt kendskab til de tyske arkiver, hvor de enkelte sager findes samt en præcis viden om, hvad dette er, man leder efter. Personligt kan jeg bevidne, at det absolut ikke er problemfrit at få adgang til det ønskede i disse arkiver. Men det mestrer Dennis Larsen – og årelang research har i den grad båret frugt. Det er der al mulig grund til at kippe med flaget for.

Grundig indføring

Hver gang forfatteren bevæger sig geografisk, får læserne en særdeles grundig redegørelse for stedets baggrund. Som for eksempel Dachau. Her møder vi den frivillige danske SS-soldat Alf Bärendt, 1919 – 1944). Den 25. august 1943 havde Gerichts SS-Führer rettet henvendelse til Københavns politi med en efterlysning af den SS-frivillige Alf Bärendt. Han var ikke vendt tilbage efter at have haft orlov til den 3.8. Den uheldige SS-mand bliver taget af politiet i forbindelse med et banalt cykeltyveri, hvorefter han bliver udleveret til de tyske myndigheder.

Vi får at vide, at han i 1942 var mistænkt efter endnu et tyveri. Han var nervøs for straffen og meldte sig derfor til frikorpset. Den 13.1. 1943 registreres han ved SS-A. Bt l i Sennheim, der var en del af SS-skolerne. Efter otte uger kommer han til Bobruisk, der ligger i Hviderusland. Dennis Larsen skriver, at han sandsynligvis her har deltaget i partisanbekæmpelsen. I bogen ”En skole i vold. Bobruisk 1941 – 44”; Dennis Larsen, Therkel Stræde, Gyldendal, 2014, skriver de to forfattere: ”Danske SS-frivillige blev allerede tidligt involveret i forbrydelserne imod civilbefolkningen. Selvom hverken retsopgørets efterforskninger eller senere forskning har belyst disse særligt indgående, og selvom de tidligere østfrontfrivillige lagde røgslør ud, er der overleveret spredte vidnesbyrd herom…” (s.224).

Alf Bärendt blev opereret for åreknuder og fik efterfølgende orlov fra den 15. juni til 3. august 1943. Men i stedet for at vende tilbage til tjenestestedet rejste han til Thisted og boede her hos sin forlovede Emma. Udrustningen gemte han på et loft. Herefter vendte han tilbage til København, hvor han blev taget i oktober 1943.

Den 22.4.1944 stilles han for en krigsret i København anklaget for faneflugt. Retsmødet, der varede i halvanden time, endte med en dom på 5 års tugthus – udstødelse af SS samt erklæret for uværdig til at gøre tysk militærtjeneste. Det sidste punkt kan man så stilfærdigt undre sig over.

Alf Bärendt bliver overført til Straflager der SS und Polizei Dachau. Her bliver han sat til at arbejde i rustningsindustrien. (Speer gjorde flittigt brug af straffefanger, krigsfanger og jøder i produktionen. Disse levede under elendige forhold med et tab af tusindvis af menneskeliv).

Den 14. juli ser han sit snit til at stikke af. Han når godt 60 kilometer væk, hvor han formår at holde sig skjult i hele 68 dage. Han blev anholdt den 21. august 1944. Han havde ifølge retsdokumenterne levet af ”… at indsamle cigaretskod på veje og banegårde og vha. den udvundne tobak tusket sig til levnedsmidler hos rejsende soldater…”. (s.198).

Det kunne ikke blive ved med at gå godt. Den 14. september 1944 blev han stillet for SS- und Polizeigericht I. München. Rettens konklusion var klar:

”Feltgericht har pga. den ulovlige bortblivelse dømt ham til døden, da den anklagede ikke kan blive et nyttigt led i det europæiske skæbnefællesskab, og til afskrækkelse ift. De talrige flugtfarlige elementer blandt de andre Straflagerhäftlinge… ” (s.199).

Vi er ikke langt fra middelalderens grusomme henrettelser, der skulle tjene til skræk og advarsel. Om det så havde en reel indflydelse, kan det nok være svært at sige noget om.

  Den 14. november 1944 blev Alf Bärendt ført ud til denne skydeplads: SS-Schiessplatz Herbertshausen. Umiddelbart efter blev han begravet – muligvis i en anonym grav. (foto: HPN)

Selv om de danske SS-frivillige vidste, at der ventede dem en dødsdom, hvis de deserterede og blev fundet, så er det med forfatterens ord ikke muligt at få et klart billede af motivet for flugten.

Ét vidste de dog: ”Såfremt den enkelte under krigen stod tiltalt for desertering ved en SS- og politiret, befandt denne sig i en tvangssituation, hvor det var bydende nødvendigt – i håbet om eventuelt at få en lavere straf eller i sidste ende at redde livet – ikke at afsværge SS og nazismen, men derimod skjule alt, hvad der kunne indikere fejhed, krigstræthed og den mindste smule modstand mod regimet.” Men hvis en tidligere desertør stod overfor en dansk domstol, så forholdt det sig stik modsat. Så afsværgede man både nazismen og SS.

En af de mest beskidte enheder var den såkaldte SS-Sturm-Brigade Dirlewanger. Her deltog ligeledes danske SS-frivillige. Dennis Larsen omtaler den ene sag efter den anden – det hele i vellykkede bestræbelser på at afdække, at de danske SS-frivillige deltog i de utallige tyske krigsforbrydelser. Jeg har taget nogle eksempler ud blandt tifold så mange. For hver enkelt person synes det, som forfatteren har vendt hver en sten, så læserne ikke kan være i tvivl om, at ethvert forsøg på at glorificere disse SS-frivillige må falde til jorden med et brag.

En fornem præstation – en fornem bog

Det er imponerende, hvad historiker Dennis Larsen har fået ud af det store arbejde med at kortlægge denne centrale del af besættelsestidens mangesidede historie. Som nævnt skyldes det forfatterens store viden om perioden, men også hvor der specifikt skal søges for at finde netop de dokumentationer, han har været på jagt efter. Litteraturlisten er fornem ganske som fodnoterne, der lægger yderligere fine materialer frem.

Afsluttende skriver Dennis Larsen:

”Forhåbentlig har denne bog kunnet løfte en flig af sløret for, hvem denne gruppe af SS-desertører var, hvad der skete, hvor, omfanget og hvilken straf, de fik under krigen og efterfølgende i forbindelse med retsopgøret. I fald dette er tilfældet, har den opfyldt sit formål.”

Hertil er kun ét at sige: Det er lykkedes til fulde. Det er en fornem præstation – det er en fornem bog.

[Historie-online.dk, den 16. oktober 2024]