Flugten fra Stalin

Når lande går i krig, og når stormagter slås, er det de mange civile, børn, kvinder og ældre, der kommer i klemme. Det mest oplagte er at flygte fra konflikt og krig. Det har verden set i Ukraine, men også under 2. Verdenskrig flygtede millioner fra Stalins ubarmhjertige tropper. Ny bog fokuserer på de mange baltiske flygtninge

Af Michael Koch

Blandt de mange flygtninge fra Baltikum, Øst- og Centraleuropa kom mere end 30.000 flygtninge og krigsfanger til Danmark, som ikke var tyskere. Denne bog sætter fokus på netop de flygtninge, som stammede fra de baltiske lande. Det er et forfatterpar med stor faglig ballast, der har skrevet bogen. Brian Traantoft Rasmussen er historiker, klummeskribent ved Kristeligt Dagblad, ligesom han er programredaktør og konceptudvikler hos Københavns Folkeuniversitet. Thomas Græsbøll Svaneborg er forfatter og journalist, i dag på Børsen. Han er medforfatter på flere bogudgivelser.

Gdańsk i marts 1945, hvor Den Røde Hær har indledt et massivt bombardement af byen. I slutningen af måneden havde de trængt tyskerne tilbage og påbegyndt deportationer af den tyske civilbefolkning.

Allerede et lille stykke inde i bogen begynder læseren at forstå meget mere. Det bliver lysende klart, hvorfor så mange flygtede med hestevogn. Overlæsset med ejendele hastede alle baltere fra Estland, Letland og Litauen mod vest. Der blev nøje udvalgt, hvad der skulle med. Selv familiealbum blev ofte tømt for billeder, for et lille bundt billeder var nemmere og mere sikkert at tage med. Men under flugten ændrede meget sig, og det begyndte at haste med at kunne rejse let. Derfor var vejsider fyldt med kasser og kufferter, der blev smidt af. I oktober 1944 var det antageligt første gang, der var sovjetiske soldater på tysk territorium. Mellem de to folkeslag var der et usigeligt had. Tyskerne så sovjetterne som simple undermennesker, og omvendt havde sovjetiske unge lært at hade tyskerne inderligt. Derfor var flugten livsvigtig. På begge sider blev der foretaget de værste grusomheder, hvilket objektivt er beskrevet i moderate vendinger i bogen. Når flugten var i gang, tog det ofte mere end et halvt år, før flygtningene var i nogenlunde sikkerhed. For nogle varede flugten resten af livet. I bogen beskrives krigen og flygtningesituationen. Vi følger også flere familiers flugt, bekymringer, tab og rædsler. Det er meget dygtigt sat op og beskrevet af forfatterne. Ofte bliver læseren  “åndeløs”, selvom de fleste hovedlinjer i de måneder er godt kendt stof.

Vi følger blandt mange andre en estisk familie, som havde fundet vej til Gdynia. Her stod bedstemoren i kø for at få plads til familien på et skib væk fra de fremstormende russere. Til hendes og familiens store skuffelse lykkedes det ikke, og den 30. januar 1945 klokken 12.30 lettede skibet anker og sejlede ud i Østersøen. Skibet hed Wilhelm Gustloff. Det gamle nazi krydstogtskib var stopfyldt med soldater og flygtninge. De skuffede vidste ikke, at netop det skib blev verdenshistoriens største skibskatastrofe, da en russisk ubåd sænkede det. Kaptajnen havde tændt alt lys på skibet, “fordi der var risiko for at påsejle andre skibe med flygtninge”. Skibet lyste op foran de måbende ubådsfolk, som sendte tre torpedoer ind i det.

 Kun få år tidligere havde bold- og badmintonspillerekonkurreret i K.B. Hallen. Nu boede der flere hundrede flygtninge i små, interimistiske hjem. De mange estiske flag fortæller om national stolthed.

En ni-årig pige og hendes familie kom med ombord. Hun husker kun, at hun lå i det iskolde vand, og blev hevet op af en tysk soldat. Hun kom siden til Danmark, og efter mange års usikkerhed kom hun og mange andre til USA, hvor hun levede frem til 2016. Skæbnen var meget lunefuld i tiden med Operation Hannibal, som evakueringen af mennesker fra Østpreussen hed. Man mener, at 33.000 mistede livet i de måneder frem til maj 1945. I Gdynia var alle flygtninge, der kunne arbejde, i fuld gang med at grave dybe pansergrave til forsvaret mod de russiske tropper.

Da krigen sluttede, var der rigtig mange flygtninge i Danmark. Der blev skelnet mellem tyske og ikke tyske, og meget blev nu gjort for at internere de tyske. Dansk Røde Kors påtog sig rollen med at lede arbejdet. Der var brug for en succeshistorie. Under krigen hed lederen af Røde Kors Helmer Rosting, som var kendt for sine nazistiske holdninger. Nu var han væk, og den utroligt dygtige og sympatiske modstandskvinde Esther Ammundsen overtog arbejdet med de tyske flygtninge. I en bil med nedslidte dæk, hvor slangerne stak ud, kørte hun landet rundt med hjælpere og arrangerede indkvartering, bespisning og personale. Til deres arbejde fik de uvurderlig hjælp fra modstandsbevægelsen, Det civile Luftværn, Danske Kvinders Beredskab og andre hjælpekomiteer. Bogen beskriver, hvordan sortering af folkeslag og begyndende undervisning blev tilrettelagt. Der var nu over 50 nationaliteter i Danmark, det var jo langt fra kun balterne, der var flygtninge her i landet.  Det var meget spændende læsning om lejrene og ikke mindst om Den Tyske Skole på Emdrupvej. Efterhånden standardiseredes lejrene, de dårligste blev lukket, og der kom faste rammer for mængden af fødevarer til hver flygtning. 

Rejsen fra Danmark til lande som England, Argentina og Australien begyndte ofte i København med tog, som kørte ned gennem Europa til havnebyer i Tyskland, Italien og Frankrig. Mange havde opbygget nære venskaber med danskere, så det var ikke nogen nem afsked.

I 1946 blev det åbenlyst, at flere lettiske flygtninge havde været i tysk SS-uniform. Det skabte stor røre på de arbejdsplader, de var ude på. Mange var kommet i arbejde i landbruget og på fabrikker, og det var ikke altid uden problemer, for danskernes modstand mod de nye kolleger var mærkbar.

Nu gjorde det ikke sagen nemmere, at den baltiske arbejdskraft var mere stabil end den danske. Efterhånden var kritikken af lejre og lejrenes ledelse stigende, selvom meget stak i alle retninger. Nogen mente, at der blev styret for skarpt, andre, at der herskede slappe regler i lejrene. Fakta var nok forskellig fra lejr til lejr. Et fællestræk i 1946-1947 var dog, at mens mange gerne så flygtningene rejse hjem, var der mange, der ikke havde lyst til at komme hjem til hård sovjetisk ledelse i Baltikum.

Esther Ammundsen på besøg i en flygtningelejr. Den lille, hårdtarbejdende dame var ikke altid populær blandt esterne og de andre flygtninge

Efterhånden blev der fundet løsninger til flygtningenes afrejse fra Danmark. Nogle kom helt til Australien, andre Argentina, mens der var flere, der fik et liv her i landet. Meget interessant at læse om alle de spidsfindigheder og forhindringer, der var, før det sidste tog med flygtninge forlod Danmark. I slutningen af bogen er der meget nærværende, personlige beretninger fra flere af de flygtninge, der er fulgt gennem forløbet.

Bogen går dybt i hele problematikken mellem flygtninge, politikere, medier og befolkning. Det er særdeles spændende læsning, hvor læseren får indblik i hele stemningen et par år efter, at flygtningene kom til landet. De navngivne flygtninge, bogen følger i starten, vender tilbage en del gange gennem bogen. Det er meget nærværende og dygtigt indskrevet af forfatterne.

Forfatterne har set rigtigt, ved at fokusere på de mange baltiske flygtninge. I bogen er der mange nye vinkler på den enorme opgave, som Danmark stod med. Læseren bliver solidt sat ind i hele krisens omfang, og i hvordan det gik. Der er meget nærvær og dyb research i bogen, som er et stærkt og godt bekendtskab.

[Historie-online.dk, den 22. april 2025]