Fra verdenskrig til kold krig

Af Martin Kryhl Jensen, historiker

I 1835 skrev Alexis de Tocqueville, at amerikanernes vigtigste redskab var frihed, mens russernes vigtigste redskab var trældom. Citatet er at finde i indledningen af Michael Dobbs bog "Fra verdenskrig til kold krig", der omhandler det halve år fra februar til august 1945, der i høj grad kom til at definere rammerne for efterkrigstidens europa- og verdenspolitik.

Bogen består af tre dele, hvoraf første del omhandler Jalta-konferencen i februar 1945. Konferencen beskrives ved hjælp af hhv. Roosevelt, Stalin og Churchills individuelle historier, idet Dobbs benytter disse enkeltpersoners historie til at give et samlet billede af konferencens forløb. Roosevelt, der var dødssyg, mødte op til konferencen med en strategi, hvor en kombination af personlig charme og politiske indrømmelser til Stalin skulle sikre sovjetiske garantier om frie valg i Polen samt løfter om indtræden i krigen i Asien. Den amerikanske forhandlingsposition var ikke alene svækket af Roosevelts sygdom, men også af intern splittelse i synet på Stalin og Sovjetunionen. Den amerikanske ambassade i Moskva, repræsenteret af ambassadør Averell Harriman og George Kennan, der senere forfattede det berømte lange telegram, advarede således forgæves om de virkelige sovjetiske hensigter i efterkrigstidens Europa. 

Dertil kom, at hverken USA eller Storbritannien havde særligt gode efterretninger om Stalin eller det sovjetiske system - f.eks. troede man, at Stalin stod til ansvar for medlemmerne af Den Øverste Sovjet. Omvendt havde man på sovjetisk side glimrende efterretninger, idet man dels aflyttede de vestlige delegationer under konferencen, dels fordi man havde centralt placerede agenter i både Washington og London. Dobbs forklarer nøgternt Stalins forhandlingsstrategi som en blanding af marxisme-leninisme, taktiske hensyn og klassisk russisk imperialisme, sammenfattet i begrebet "de korrelerende kræfter", dvs. styrkeforholdet - især det militære - mellem den kommunistiske verden og Vesten. 

Churchill kendte og forstod bedre end Roosevelt Stalin og det sovjetiske system, men var i mange tilfælde henvist til at spille tredjeviolin under forhandlingerne, bl.a. i forbindelse med diskussionerne om Polens fremtid. De endte med, at Stalin stort set fik sin vilje, da Polen blev flyttet 300 kilometer mod vest. Beslutningen var i åbenlys modstrid med Atlanterhavserklæringen fra 1941, men den stærkt svækkede Roosevelt satte sin lid til, at det nyoprettede FN - som var hans hjertensbarn - efter krigen kunne løse uenighederne. Stalin, der end ikke gad læse et amerikansk notat om FN's oprettelse, kunne på sin side berolige udenrigsminister Molotov, der var bekymret over en formulering om, at alle folk havde ret til at vælge den styreform, de selv ønskede: "Bare rolig, vi finder ud af det senere og håndterer det på vores egen måde. Det er de korrelerende kræfter, det kommer an på."

Anden del af bogen omhandler perioden fra februar til juni 1945, dvs. mellem Jalta- og Potsdam-konferencerne. Dobbs beskriver en række forskellige lande og personer, der alle er relateret til de aftaler, der blev truffet i Jalta. I Rumænien kuppede det sovjet-loyale kommunistparti, instrueret af Andrej Vysjinskij, sovjetisk vicekommisær for udenrigsanliggende, sig til magten ved hjælp af en blanding af trusler, vold, overtagelse af medier samt politi og efterretningsvæsen. Opskriften blev brugt i stort set alle østeuropæiske lande, og er i detaljer beskrevet af Anne Appelbaum i ’Jerntæppet. Østeuropas fald 1944-1956’. Vi følger også Stalins forsøg på at aftvinge Tyrkiet kontrollen med indsejlingen til Sortehavet, hvilket dog mislykkedes, da kravene her ikke blev bakket op af den røde hærs tilstedeværelse.

I Jalta var man kun blevet enige om en principskitse vedrørende udviklingen i Polen, som efterfølgende skulle gives et reelt indhold. Forhandlingerne fandt sted i Moskva, hvor det hurtigt stod klart for de britiske og amerikanske diplomater, at Stalin fortolkede Jalta-aftalerne helt anderledes end Storbritannien og USA. I Jalta havde man således aftalt, at Polen skulle ledes af en provisorisk regering, der både bestod af medlemmer fra Lublin-regeringen, som var oprettet på sovjetisk initiativ i 1944, og den polske eksilregering i London. Imidlertid havde NKVD, under ledelse af Lavrentij Beria, allerede fra midt i januar 1945 gennemført en række såkaldte ’udrensningsoperationer på den indre front’, hvilket dækkede over anholdelse og efterfølgende henrettelse eller deportation af næsten 40.000 polakker, der var mistænkt for at støtte eksilregeringen eller den antikommunistiske polske hjemmehær. Under dække af et ønske om samarbejde, blev hjemmehærens ledelse, der var tro mod eksilregeringen i London, i marts af den sovjetiske ledelse inviteret til et møde om Polens fremtidige ledelse. På baggrund af aftalerne om en fælles provisorisk regering indvilgede polakkerne i at deltage, men i stedet for at sætte sig til forhandlingsbordet, blev hele delegationen anholdt og transporteret til Sovjetunionen, hvor de blev indsat i det berygtede Lubyanka-fængsel i Moskva. 

I sidste ende fik Stalin sin vilje, og den endelige aftale om Polen blev i al væsentlighed udformet efter sovjetiske ønsker. De vestlige forhandlere var blevet sat skakmat af russerne, der havde nægtet at give indrømmelser og blot havde trukket forhandlingerne ud. George Kennan konkluderede, at det var meningsløst på den måde at parlamentere med russerne, når Stalin alligevel gjorde, hvad der passede ham.

Dobbs beskriver også forløbet op til Roosevelts død i april 1945 samt Trumans overtagelse af præsidentembedet. Som vicepræsident havde Truman været holdt helt væk fra udenrigspolitikken, og var derfor uforberedt, da han kort tid efter sin indsættelse blev orienteret om Manhattan-projektet og bedt om at forholde sig til, om atombomberne skulle bruges. Hvor Roosevelt havde yndet at undgå at tale om problemer, især i forholdet til Stalin, så var Truman helt anderledes. Han sagde tingene ligeud, og traf mange af sine beslutninger ud fra almindelig sund fornuft. På trods af sin ringe erfaring med udenrigspolitik, havde Truman derfor på lange stræk et langt mere realistisk syn på Stalin og Sovjetunionen, end Roosevelt havde haft. 

Vi får også flere glimrende små portrætter, bl.a. af sovjetkenderen George Kennan, der fremstår nærmest profetisk præcis i sine analyser af Sovjetunionens kendetegn og raison d'être.

Bogens sidste tredjedel er centreret omkring Potsdam-konferencen i juli 1945, hvor konflikten mellem de tidligere allierede brød ud i lys lue. Allerede inden konferencen gik i gang, forsøgte man fra sovjetisk side at presse USA og Storbritannien til indrømmelser ved at standse fødevareforsyningen til de vestlige sektorer i Berlin. Konflikten kan ses som et forvarsel til Berlin-blokaden i 1948-49, der udspillede sig efter samme mønster.

Forhandlingerne i Potsdam gik hurtigt i hårdknude, hvilket frustrerede Truman, der personligt gik langt hårdere til Stalin, end Roosevelt havde gjort. Truman var bl.a. vred over Stalins politik i Polen, der var i strid med alle hidtil indgåede aftaler. Spørgsmålet om krigsskadeerstatninger var et andet problem. Sovjetunionen krævede erstatninger fra de vestlige besættelseszoner i Tyskland, hvilket hverken USA eller Storbritannien var særligt villig til at give – især ikke efter at have set, hvordan russerne bar sig ad i sin egen zone, hvor alt lige fra jernbanesveller over fabrikker til husgeråd blev transporteret til Sovjet. Alene i de første måneder efter krigen blev der sendt 400.000 godsvogne med krigsbytte østpå. Næsten 3000 fabrikker blev demonteret, og den samlede værdi af det borttransporterede gods androg godt 1,5 mia. dollars. 

Forhandlingerne blev yderligere kompliceret af, at der i Storbritannien havde været afholdt parlamentsvalg, som Churchill endte med at tabe til den farveløse og udenrigspolitisk uerfarne Clement Attlee. Under konferencen fik Truman besked om, at den første atomprøvesprængning var blevet gennemført med succes, og at man derfor nu havde midlerne til hurtigt at afslutte krigen mod Japan. Truman troede, at atombomben ville give ham en stærkere forhandlingsposition overfor Stalin, og blev derfor overrasket, da Stalin reagerede på nyheden med ligegyldighed. Forklaringen var, at Stalin på grund af et vidtforgrenet sovjetiske spionnet i USA allerede vidste besked – ja faktisk kendte Stalin tidligere end Truman til Manhattan-projektets eksistens. 

Potsdam-konferencen endte med et mudret resultat, der reelt blot stadfæstede den deling af Tyskland, som allerede var synlig. I den sovjetiske besættelseszone i Tyskland var kommunisterne under ledelse af den fra Moskva indfløjne Walter Ulbricht allerede i fuld gang med at tilrane sig magten. Magtovertagelsen blev dog besværliggjort af det indædte had til russere, som mange tyskere opbyggede i takt med, at sovjetiske soldater plyndrede og voldtog sig gennem landet. Vestlige officerer sendte forfærdede rapporter hjem, hvori de beskrev russernes hærgen. De tidligere nazistiske koncentrationslejre blev atter taget i brug – nu blev de blot fyldt med virkelige og indbildte fjender af kommunismen. Stalin gjorde sig ingen illusioner om, at kommunismen kunne indføres i Tyskland på demokratisk vis. ”At indføre kommunisme i Tyskland er som at spænde en saddel på en ko”, skal den sovjetiske fører således hånligt have sagt. Man fulgte i stedet samme metoder som andre steder i Østeuropa, hvor kommunisterne satte sig i spidsen for en folkefront bestående af alle ”progressive” partier. Politiet og sikkerhedstjenesten kom også hurtigt under kommunistisk kontrol, og gik derefter i gang med at udrense modstanderne.

På trods af sine mere end 400 sider, er det en letlæst bog, Michael Dobbs har skrevet. Stilmæssigt kan bogen sammenlignes med den type af dokumentarudsendelser i TV, hvor skuespillere indtager roller som historiske personer, og på baggrund af kilder genopfører historien. Det er en smagssag, om man bryder sig om denne metode, men i dette tilfælde måtte jeg overgive mig. Bogen er spændende - nærmest som en god roman.

Selv om bogen hviler på et solidt kildemateriale, benytter Dobbs sig især i første del af romanagtige dramatiseringer, hvilket bl.a. fremgår i denne beskrivelse af en morgenstund på Krim: ”Solen stod ind gennem vinduerne i Roosevelts østvendte sovekammer, da han vågnede søndag morgen. Han havde sovet nogenlunde godt, takket være en dosis kedein og terpinhydrat mod hoste og tilstoppet næse. En filippinsk messedreng serverede ham morgenmad. Kammertjeneren Prettyman, som havde sovet i værelset ved siden af på en feltseng, hjalp ham i tøjet og trak bukserne op om hans forkrøblede ben.”

Samlet set lykkes det på glimrende vis Dobbs at få bundet 2. verdenskrig og den kolde krig sammen ved at udpege de konflikter og brudflader, der blev definerende for den efterfølgende 45 år lange konflikt. Selv for personer, der allerede har et solidt kendskab til perioden, vil der givet være mange nye og interessante betragtninger at finde i denne stærkt anbefalelsesværdige bog.